Støt os

Artikler

Temaudgivelser

Podcasts

I Danmark anskuer vi kriminalitet forskelligt afhængigt af gerningsmandens etniske ophav
Hvis 100 mænd med lys hud begår et røveri, er deres hudfarve ikke et udtryk for en årsagssammenhæng. Men hvad hvis de har mørk hud?

Artikel

18. oktober 2018
Af Yones El Bana
Grafik af RESPONS

Martin Henriksen mener, at indvandrere og efterkommeres høje kriminalitetsrate skyldes deres arabiske kultur, selvom forskning og fakta peger på helt andre faktorer.

Lignende udtalelser kender man fra USA, hvor en udefineret ”sort kultur”, bliver brugt som forklaring på den udbredte kriminalitet i de udsatte boligområder. I USA er det derfor ikke en muslimsk kultur, der er årsagen, men afroamerikanernes.

Med andre ord siger man, at etnicitet automatisk dikterer en bestemt adfærd.

Men at der er en statistisk sammenhæng (i dette tilfælde mellem etnicitet og kriminalitet) er ikke ensbetydende med, at det ene forårsager det andet. Er der eksempelvis 100 mænd med lys hud, der begår et røveri, er deres hudfarve ikke et udtryk for en årsagssammenhæng.

Et sigende eksempel i en dansk kontekst er, hvordan kriminalitet anskues afhængigt af hvem der begår den.

Ifølge Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), er 3/4-dele af de registrerede tilknyttet rockergrupperinger, som ikke ligefrem er kendt for at være rundet af en arabisk eller mellemøstlige kultur.

Hvornår har man hørt en politiker benævne dansk kultur som værende drivkraften bag? Hvordan forklarer politikerne denne overrepræsentation i bandemiljøet? Er adfærden mere almindelig eller forståelig, når den begås af mænd med et mere ”korrekt” etnisk ophav?

Modkulturen eller subkulturen, der praktiseres i disse miljøer, som inspireres af f. eks overdreven macho-idealer, hiphop og gangsterkultur, er et fænomen, der gør sig gældende i flere europæiske lande. Subkulturen der praktiseres i de kriminelle miljøer, har derfor indbyrdes mere tilfælles end forskelle, på trods af variationer i udtryk og etnicitet.

Denne kendsgerning overses nemt, når den politiske debat dybest set udelukkende omhandler udvisningsdomme, ghettopakker, arabisk kultur og dårlig integration, på trods af rockergrupperingerne i årtier, har været involveret i de største konflikter i Danmark.

Hvorfor skal etnisk ophav afgøre, hvilken straf der eksekveres for selvsamme kriminelle handling?

Hvis arabisk eller mellemøstlige kultur er årsagen bag de unges kriminalitet, bør man ikke have set fænomenets udbredelse i højere grad hos den allerførste generation, der kom til landet? Tværtimod bliver fænomenet først udbredt hos anden generation, som er unge, der er født og opvokset i Danmark, samt haft deres gang på danske skoler.

Samtidig indhenter pigerne med et ikke vestligt ophav de etniske danskere i uddannelse, som igen må være en klar indikation på, at arabisk eller mellemøstlige kultur ikke er svaret.

Meget tyder derfor på, at forklaringen på de unge mænds kriminalitet, skal findes andre steder end i en udefinerbar arabisk kultur. Her findes der selvfølgelig masser af forskning på området, som man kan fordybe sig i, hvis man tilsigter en mere løsningsorienteret tilgang til problematikken, frem for at behandle kriminalitet, som noget araberne eller de sorte har opfundet.

Lige nu virker det dog til, at politikkerne blot er interesseret i simple forklaringsmodeller og tiltag, der ikke behandler den virkelighed, de adresserer, men blot forværrer den.

 

Relaterede artikler

Når der lovgives på baggrund af etnicitet, lovgives der på baggrund af et racehierarki

Når der lovgives på baggrund af etnicitet, lovgives der på baggrund af et racehierarki

I stedet for at styrke den sociale indsats i landets almene boligområder, fokuserer regeringen med sit nyeste tiltag om forebyggelsesområder alene på beboernes etnicitet. Med introduktionen af den nye kategori forebyggelsesområder ikke bare viderefører regeringen problematiseringen af ‘ikke-vestlige’ borgere, de understøtter og udbreder også en unuanceret og hierarkisk kulturopfattelse.

Afghanistan: den ”gode krig”, der aldrig var

Afghanistan: den ”gode krig”, der aldrig var

Talibans magtovertagelse i Afghanistan viser os ikke kun konsekvenserne af en hensynsløs amerikansk exit. Den viser os først og fremmest konsekvenserne af offentlige ideer om, at man kan bombe og besætte sig til demokratisk udvikling, skriver Poya Pakzad.