Støt os

Artikler

Temaudgivelser

Podcasts

‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.

Artikel

10. april 2022
Af Sigrid Corry
Illustration af Maria Teilgård

Det irakiske ægtepar Nasim og Zahra og deres to sønner Hussein og Jafar har i de seneste tre år boet på Asylcenter Aaløkke i Løgumkloster, mens de afventer svar på deres asylsag. Men den 8. marts beordrede Udlændingestyrelsen, at de skulle flyttes til Hviding Asylcenter i Ribe. Det skulle ske inden for 24 timer, hvis de ville undgå politiindblanding. 

Årsagen var, at der skulle gøres plads til nyankommne flygtninge fra Ukraine.

Ifølge Udlændingestyrelsen fik familien et mundtligt varsel d. 7. marts, det vil sige dagen før det skriftlige varsel og to dage før, de skulle flytte. Men ifølge familien, som bakkes op af deres tidligere nabo, kom begge varsler samme dag. 

I et svar til respons afviser Udlændingestyrelsen ikke, at flytninger kan ske inden for 24 timer, men siger, at “det er en konkret vurdering fra sag til sag”. I tilfælde hvor asylansøgere ikke vil flytte, siger styrelsen, at det kan vurderes, at det “vil være bedst at få flytningen gennemført hurtigt.” 

Hussein husker den mundtlige advarsel som skræmmende. “De talte grimt til os og prøvede at intimidere os,” siger han. Efter familien havde prøvet at få rykket flytningsdatoen til dagen efter på grund af en lægetid, modtog de senere samme dag et brev fra Udlændingestyrelsen. 

I brevet var truslen om politiinddragelse fremtrædende: “Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks. Vi kan også bede politiet om at frihedsberøve dig, hvis du ikke flytter”. Udlændingestyrelsen truede også med at fratage familien deres ”kontante ydelser”, hvis de ikke samarbejdede. Den 9. marts flyttede familien. 

I brevet begrunder Udlændingestyrelsen indkvarteringen på Center Hviding med “den almindelige drift af asylsystemet,” og i et senere brev til familien d. 28. marts skriver de, at flyttepåbuddet skyldes et “aktuelt behov for at udnytte indkvarteringskapaciten fuldt ud.”

Ruslands brutale invasion har sendt mere end 4 millioner mennesker på flugt fra Ukraine. I Danmark forberedes modtagelsen af op mod 100.000 ukrainske flygtninge, hvis krigen trækker ud. Modtagelse af nyankommne flygtninge sker primært på Center Sandholm. Nye centre åbnes også. 

Asyldriftsoperatøren AsylSyd har fået til opgave at gøre tre centre i Sønderjylland klar til ukrainske flygtninge. I Toftlund, Bolderslev og Haderslev gøres der plads til indkvarteringen af 720 nye flygtninge. I Holmegaard på Langeland kan der indkvarteres 200.

Og med udsigt til stigende behov for sagsbehandling flytter regeringen nu altså også nogle af de eksisterende beboere på asyl- og udrejsecentre andetsteds. I uge 10 var det afviste asylansøgerne fra Center Sjælsmark, der blev flyttet. Det samme sker i andre asylcentre rundt omkring i landet.  

Udlændingestyrelsen skriver til Respons, at de tilstræber færrest mulige flytninger, men at der i den nuværende situation vil blive flyttet beboere internt og eksternt på og mellem centrene”. De skriver, at det ikke er muligt at oplyse hvor mange.

 

“Vores liv er blevet hårdere efter tvangsflytning”

For den irakiske familie har flytningen til Hviding Asylcenter betydet en markant forværring. De fortæller, at der i flytningen ikke er taget højde for deres fysiske og psykiske velvære. 

Hvor de i Aaløkke havde to værelser, må hele familien nu klare sig med et enkelt rum. Der er kun ét badeværelse til 10 personer og problemer med hygiejnen. Familien har mistet adgang til den undervisning, de sociale netværk og den lægehjælp, de havde før. Flytningen til Hviding Asylcenter har også betydet, at de måtte give afkald på de mange af deres ejendele.  

Det er langt fra første gang, de har måttet klare voldsomme omvæltninger. Nasim er politisk flygtning fra Irak og fortæller, at han har oplevet adskillige drabsforsøg. Det var først i 2014, da familien søgte asyl i Sverige og senere Danmark, at familien blev samlet efter år i skjul.  

Begge forældre lider af diabetes. Derudover har de andre helbredsmæssige problemer. Nasim har blandt andet problemer med hjertet, og det er fysisk belastende for ham at skulle gå op ad trapperne i Hviding Centret til deres værelse.  

Zahra har det psykisk dårligt. Hun lider af angst, PTSD og har haft selvmordstanker, som kun er blevet værre efter flytningen til Hviding, hvor hun føler sig utryg. 

For den 23-årige søn Hussein har flytningen betydet slutningen på det fællesskab, han havde i Aaløkke Asylcenter. Han fortæller, at han nu forældrenes primære omsorgsperson. Det ekstra ansvar, samt det at familien nu kun har et rum, og at der er længere til studiet, har gjort, at Hussein ikke længere kan passe sit studie. Han fortæller, at han over de sidste tre år har bygget et liv op i Aaløkke, som nu er taget fra ham.  

“Det er som at bo i et fængsel. Der tages ikke hensyn til vores særlige behov. Vi kom til Danmark i håb om at få sikkerhed og overlevelse. Vores liv er blevet endnu hårdere efter tvangsflytningen,” siger han.   

“Jeg frygter for mine forældres helbred. Jeg kan ikke lade dem være alene. Jeg har mistet mit sociale liv og mit privatliv.” 

For Husseins bror, Jafar, var livet i asyllejrene allerede blevet utåleligt, og en dag forsvandt han pludseligt. Hussein fortæller, at det var hårde år i asylcenteret og racismen, han led under i danske skoler, der drev ham til en dag at stige på et tog til Holland. Siden har de ikke set ham. 

Familien har klaget over, at de forværrede forhold på centret påvirker deres helbred, men i et brev til familiens bisidder, Eva Steinhorst, meddeler Udlændingestyrelsen, at de vurderer, at familiens mulighed for at ansøge om og modtage sundhedsbehandling vil være den samme på Hviding.

 

Ordenlige forhold for alle asylansøgere

Aya Jilani, en palæstinensisk aktivist og asylansøger, der var nabo til familien i Aaløkke, har før boet med sin mand i Hviding Asylcenter, som hun beskriver som et “helvede”

“Der er små værelser med køjesenge, der minder om fængsler,” siger hun. Aya sammenligner forholdene i Hviding med de israelske fængsler, hvor hendes mand sad indespærret i mange år.  

Hun siger at dette er et typisk eksempel på, hvordan flytninger af asylansøgere foregår. “Det er altid sådan her,” siger hun. “Udlændingestyrelsen giver ekstremt kort varsel. Jeg fik kun to dages advarsel, sidst jeg skulle flytte. Det er forfærdeligt stressende, og det giver os ingen mulighed for at klage eller finde advokater.” Familiens behandling er altså ifølge Aya ingen undtagelse.  

Ifølge Aya lyder der fra asylcentre i hele Danmark kun solidaritet og medfølelse med ukrainerne. Det samme må regeringen vise for flygtninge, lige meget hvor de kommer fra, mener hun. 

Regeringens nye særlov giver ukrainske flygtninge mulighed for at opnå hurtig (dog midlertidig) opholdstilladelse med adgang til skole, uddannelse og arbejde. Imens må andre flygtninge finde sig i at blive internt fordrevne – i Danmarks asylsystem. 

“Vi står sammen med ukrainerne. Vi ved, hvad bomber og krig betyder, vi ved, hvad det vil sige at miste sit hjem på en dag.  Derfor står vi også sammen om, at en familie som denne, og alle andre, der opholder sig i asylcentrene i længere tid, ikke kan leve under disse forhold,” siger Aya.  

“Vi er glade for, at regeringen modtager Ukrainerne. Men det danske asylsystem bliver ved at ødelægge liv for familier som denne. Alle, der flygter fra krig, skal have ret til asyl. Også ikke-ukrainere.” 

Regeringens handlekraftige reaktion på ukrainernes nød viser, at en anderledes asylpolitik er mulig. Men som det ser ud nu, kan velviljen overfor de ukrainske flygtninge gå hen og blive på bekostning af andre asylansøgere, for hvem vilkårene i det danske asylsystem risikerer at blive endnu hårdere at leve under.  

*Af sikkerhedshensyn fremtræder personerne i artiklen ikke med deres rigtige navne. 

 

Relaterede artikler

Kampen om billige boliger

Kampen om billige boliger

Boligmarkedet er blevet en af de største økonomiske skillelinjer i samfundet, og i København er billige boliger øverst på ønskelisten til det kommende kommunalvalg. Men kommunalpolitikerne bør ikke løse problemet ved at igangsætte nye byggeprojekter. De bør i stedet tage kampen op for at ændre det eksisterende boligmarkeds grundlæggende ulighedsskabende mekanismer.