Artikel

“Islamister møder ingen modstand på Københavns Universitet”.

Sådan lyder dommen i et vidtrækkende debatindlæg, som Weekendavisen bragte i april måned. Det var et studenterarrangement, afholdt på KU’s Sundhedsfaglige Fakultet den 25. marts af studenterforeningen Muslim Student Association City Campus, som fik en meget forarget Katja Kvaale til at råbe vagt i gevær. Ifølge indlægget har muslimske studerende nemlig uforstyrret inviteret “middelalderen indenfor til kønsopdelte foredrag”.

Klokkeringningen har – efter ønske fra Pia Kjærsgaard – endda fået Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek til at forholde sig til sagen.

Ligesom H.C. Andersens fortælling fra 1852, om hvordan en fjer blev til fem høns, er denne historie en illustration af rygtesmedning og misinformationens gang.

Integrationsministeren nævner selv i sit svar, at han alene kender til sagen fra “pressens omtale”, men alligevel finder han det relevant at drage konklusioner og adressere “de enorme integrationsudfordringer, som en historisk alt for stor indvandring fra især MENAP-lande og Tyrkiet har ført til landet, og som betyder, at der blandt nogle grupper trives middelalderlige og udanske opfattelser om religion og ligestilling, som man bl.a. ser hos Hizb ut-Tahrir”.

Og i et efterfølgende interview med Weekendavisen afviser ministeren heller ikke, at det kan blive nødvendigt at blande sig politisk i universiteternes beslutninger, “hvis man som offentligt ansat leder”, som han siger det, “ikke kan finde en løsning”.

Prorektor på Københavns Universitet er dog uenig med ministerens udtalelser og fortæller i et separat interview, at universitetet ikke må blive “et sted for de-platforming eller cancel culture”.

Kort efter blev et lignende studenterarrangement på det Humanistiske Fakultet midlertidigt aflyst. Fakultetet havde “hørt påstande” om kønsopdeling “ved et andet arrangement” og måtte lige sikre sig først, at den muslimske studentergruppe bag dette nye event ikke havde tænkt sig at gøre det samme.

En historie, der har skabt så meget debat – om nogle af de vigtigste, mest tungtvejende emner i vores samfund – må vel i det mindste være velfunderet, tænker du måske?

Der må jeg skuffe dig.

Et auditorium fyldt med muslimer
Katja Kvaale, den alarmistiske skribent, slynger rundt med alvorlige anklager og advarsler i et indlæg, som først og fremmest er en tåkrummende udstilling af egne fordomme og manglende saglighed. Man må håbe, det har været en lavt bemandet redaktion, der henover påskeferien tillod spalteplads til et debatindlæg, som allerede i sin overskrift fortæller usandheder.

For hvem er disse “islamister”, og hvordan ved Kvaale – som altså ikke engang selv var til stede til arrangementet – at de er “islamister”, og at de derudover “ingen modstand” har mødt?

Hun har simpelthen set på et billede på Facebook, at publikum, “i overensstemmelse med islamismens forskrifter”, som hun skriver, har siddet ”tørklædekvinder for sig og fuldskæggede mænd for sig”.

(Jeg har lyst til at komme ind på, hvordan det faktisk overhovedet ikke er alle på billedet, et i øvrigt ret utydeligt billede, som bærer tørklæde og fuldskæg, men hvad er det overhovedet for en måde at måle og beskrive mennesker på?)

Og så har Kvaale læst sig frem til, at Taimullah Abu-Laban, Hizb ut-Tahrirs tidligere talsmand, har været blandt oplægsholderne. Og så er dommen (og barren) ellers sat: oplysningens sekulære haller er blevet kuppet af islamismen!

Katja Kvaale er i den grad bekymret, men ikke for sandheden.

For sandheden er den, at det famøse billede, som antropologen har eksamineret og brugt som dokumentation på den snigende islamisering – og som politikere og journalister efterfølgende har brugt til at tale om “islamistisk kønsopdeling på KU” – kun viser et (omend stort) udsnit af gæsterne. Dele af publikum har nemlig også siddet på tværs af kønnene, og i hvert fald har der ikke været noget krav om andet fra arrangørens side, som i øvrigt har været ude med et modsvar til anklagerne, hvor de bl.a. skriver:

“Sad folk til arrangementet opdelt efter køn? Ja, det gjorde de hovedsageligt, men dette var efter frivillig indsats. Det er bare et faktum, at det forekommer især muslimer helt naturligt at sætte sig med sit eget køn, både af religiøse og kulturelle årsager. Vi tvinger ikke folk til at rejse sig fra sin plads og rykke over på en anden side.”

Og sandheden er den, at den eneste, som Kvaale med værdigheden i behold kan klassificere som “islamist” (et i øvrigt belejligt diffust begreb, som ofte fortæller mere om stempleren end den stemplede) ud fra de spinkle informationer, hun har bygget sin klage på, er Taimullah Abu-Laban.

Men hvorfor formoder Kvaale, at hans “islamistiske” synspunkter ikke har mødt “modstand” i salen?

Ægte debat
Katja Kvaale snakker om manglende modstand på trods af, at hun ingen informationer har om arrangementets deltagere, udover hvordan de ser ud, og hvor de har valgt at sidde. Hun kalder det en “debat”, i gåseøjne, fordi hun har vurderet, at panel, publikum og planlæggere alle er (ligner) muslimer, og derfor er debat uladsiggørligt.

Kvaale ser ikke et auditorium fyldt med tænkende individer, som er mødt i en akademisk kontekst for at diskutere store spørgsmål, men en monoton fåreflok af “tørklædebærende” og “fuldskæggede” nikkedukker, som ikke kan/vil give “islamismen” modstand, men sluger den råt. Det gør hun, ikke fordi hun var med til arrangementet (for det var hun ikke), men fordi det tilsyneladende er sådan, hun ser muslimer – uden agens, uden selvstændig intellekt.

Cand.mag i Historie og Statskundskab Peter Kuzmanovski var forud for Abu-Labans oplæg på talerstolen. Men det tillægger Kvaale ikke nogen betydning, for – og jeg citerer Kvaale – han “er nemlig ansat i CEDA, Center for Muslimers Rettigheder i Danmark”. Derfor konkluderer hun, at han ikke har kunnet “bibringe forsamlingen noget afvigende synspunkt, der kunne sikre en ægte debat”.

Kvaale ser altså ikke en uddannet historiker, men en muslim i fåreklæder. Hun ser ikke en rettighedsorienteret organisation, men en muslimsk organisation. Og i hendes øjne er muslimerne åbenbart én og samme. Hun kender åbenlyst ikke til den diversitet og dynamik, som eksisterer i de forskellige muslimske kredse (vidste hun dog bare hvilken massiv og livlig kritik, der findes i vores miljøer mod netop Hizb ut-Tahrir).

At sidste del af debatten var reserveret til en Q&A, “for derved at fortsætte en forhåbentligt berigende samt saglig diskussion” (arrangørens ord), er tilsyneladende også betydningsløst – blot et spil for galleriet.

Det er komisk, at Katja Kvaale kritiserer Vestens universiteter for ikke længere at stå på mål for “ægte viden” og ordentlige argumenter – for selvsamme idealer bliver trampet på hele vejen igennem hendes skriv.

Debatindlægget, med alle dets usandheder, bliver ikke desto mindre fejret og taget seriøst – for eksempel i kommentarsporet på Facebook: “Det er jo vanvittigt!” skriver Jarl Cordua. “Det er politisk islamiske studerende … der danner disse underforeninger” fortæller Karen West løgnagtigt.

Historien gentager sig
Det er da heller ikke første gang, at magtfulde stemmer herhjemme langer ud efter muslimske studentergrupper.

I 2017 gik daværende folketingsmedlem Martin Henriksen til angreb på vores muslimske studenterforening på Københavns Universitets humanistiske fakultet (“MSA at KUA”). Efter ønske fra Henriksen stillede Udlændinge- og Integrationsudvalget følgende spørgsmål til både uddannelses- og forskningsminister Søren Pind og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:


“Finder ministeren, at Københavns Universitets udlån af lokaler til Det Muslimske Broderskabs studenterforening Muslim Student Association risikerer at blåstemple ekstrem islamisme, som kan udgøre en sikkerhedsrisiko for Danmark?”

Jeg var selv medstifter og formand af “MSA at KUA”. Vi var ikke Det Muslimske Broderskabs forlængede akademiske arm (det eneste vores studenterforening havde tilfælles med dem var, ja, vores religion). Vi var en lille gruppe af muslimske studerende, som ønskede at være der for hinanden under vores tid på universitetet og komme både hinanden, men også vores medstuderende, nærmere via sociale, religiøse og akademiske sammenkomster.

Vores største synd var at holde ramadanmiddag for KU-studerende (på tværs af tro), og det eneste, der kunne udgøre en “sikkerhedsrisiko” til vores arrangementer, var chilien i vores butterchicken.

At så mange muslimske studentergrupper deler akronym er ikke et tegn på et velkoordineret globalt netværk af trojanske kameler. “MSA”, eller bare en muslimsk studenterforening, er et koncept. I praksis er de mange studentergrupper ligeså diverse, som de muslimer, der står bag, er det.

Ingen vagthunde
Så hvad var Martin Henriksens (et folketingsmedlem!) voldsomme påstand og hans angreb på unge, danske studerende baseret på? Ligesom med det seneste eksempel blev den politiske kædereaktion også her baseret på et (mildt sagt) fejlagtigt indlæg. I dette tilfælde et indlæg af “nyhedsmediet” Newspeek – en fake news blog, hvis initiativtagere ønskede et “Fox News i Danmark”, fordi de ærgrede sig over, at de “kulturrelativistiske” danske journalister og ledere ikke var bedre til at sige: “hør her, vores kultur er bedre”.

Troværdigheden af blogindlæggets og Henriksens påstand blev af ministrene ikke engang kommenteret på. Og da jeg prøvede at tage den vanvittige sag op med Radio24syv, var deres svar: “hvorfor valgte I ikke bare et andet navn til jeres forening?”
Kan man da ikke kalde sig selv “muslimsk studenterforening” (MSA) uden at blive anklaget for at være affilieret med “islamister”?

Kan studerende ikke få lov til at samles om deres tro uden at blive anklaget for at drive femtekolonnevirksomhed?

De magtfulde meningsdanneres skammelige angreb på minoritetsstuderende (af hvilke der er flere eksempler) har desværre afsløret et system, hvor medier, politikere og ressourcestærke borgere svigter i forhold til at agere vagthunde for sandhed og retfærdighed.

I det system kan siddende ministre kompromittere armslængdeprincippet, mens muslimske studerende skal til forhør, før de kan få lov til at afvikle studenterarrangementer.

Én ting er jeg enig med Katja Kvaale i. Hun skriver: “Hvor er Vestens intellektuelle modstandskraft?”

Det vil jeg også gerne vide.

———————–
Masih Sadat er kandidatstuderende på Københavns Universitet og tidligere medstiftende formand for den muslimske studentergruppe MSA at KUA.