Artikel
“Den tid, vi står i nu, er en kritisk tærskel. Den neoliberale model er i dyb krise, og lige nu ser vi, hvordan det er begyndt at gå op for den neoliberale klasse, at de har brug for autoritære stater og kræfter for at holde det hele sammen. Derfor ser vi, hvordan de i større grad rækker hånden ud mod nationalismen. Det er en udvikling, vi må stoppe.”
“Vi er skolet i at forstå racisme som et problem, der kun foregår i det ekstreme. Staten vil gerne have os til at tro, at de er i kamp mod ekstremisme på begge fløje, og at staten derfor er retskaffen og uden ansvar i ansporingen af den yderste højrefløj. Min bog viser, at det er helt forkert.”
I sidste uge mødte Respons Liz Fekete til et event arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke og magasinet Eftertryk, hvor den britiske forfatter i en samtale med Anas Kababo fra Mino Danmark præsenterede hovedtendenserne fra sin nyeste bog “Europe’s Fault Lines: Racism and the Rise of the Right”, som er en efterfølger til hendes første bog “A Suitable Enemy” fra 2009.
Liz Fekete er ikke en akademiker. Den pointe understreger hun selv mange gange i løbet af eftermiddagen. Hun er aktivist — én, som har arbejdet i over 35 år med racerelationer og med at dokumentere den yderste højrefløj gennem sit Institut for Racerelationer i London.
Hendes seneste bog er skræmmende læsning, men den britiske forfatter understreger, at det aldrig har været hendes hensigt udelukkende at male et skræmmebillede af den aktuelle situation i Europa. Alligevel mener hun, at vi er ved et kritisk vendepunkt i forhold til at bremse en voksende nationalisme under indflydelse fra den yderste højrefløj. En nationalisme, som især neoliberale kræfter i større grad trækker på.
Flirten mellem staten, den neoliberale klasse og den yderste højrefløj
For ifølge Liz Fekete er det især, når neoliberale interesser sammenkrydser og endda samarbejder med statslige initiativer målrettet bestemte minoritetsgrupper, at en særlig strukturel og institutionaliseret form for racisme ser dagens lys: Èn, hvor det er minoritetsborgernes forestillede fremmedhed og angsten for den, der gør disse grupper til mål for indgreb. På overfladen optræder disse indgreb som et angreb mod parallelsamfund, men som i princippet direkte ekskluderer og stigmatiserer en særlig gruppe borgere udelukkende som følge af deres såkaldte fremmedhed.
En sådan opfattelse af racisme er dog ikke én, som er på dagsordenen blandt europæiske magthavere. Liz Fekete påpeger, hvordan stater og magthavere forsøger at sætte sig ud over racismen i sin strukturelle form ved udelukkende at fokusere på racismen i de mest ekstreme tilfælde eller som et udtrykt for fordomme mellem mennesker:
“Disse samordninger kan både være direkte og indirekte i deres udførsel, såsom at magthavere direkte tillader selvtægtsgrupper mod migranter eller i form af en institutionel logik f.eks. i politiets profilering af mistænkte baseret på baggrund af hudfarve og/eller fremmedhed.”
“Vi er skolet i at forstå racisme som et problem, der kun foregår i det ekstreme. Staten vil gerne have os til at tro, at de er i kamp mod ekstremisme på begge fløje, og at staten derfor er retskaffen og uden ansvar i ansporingen af den yderste højrefløj. Min bog viser, at det er helt forkert.”
For at underbygge dette, fokuserer Liz Fekete i sin bog på, hvordan stater i mange henseender ikke kun bidrager til ansporingen af ideologien på den yderste højrefløj, men i større grad ser hen over hovedet på eksempelvis nynazistiske selvtægtsgrupper, selvom magthavere på sin vis godt ved, at det ikke er moralsk forsvarligt:
“Disse samordninger kan både være direkte og indirekte i deres udførsel, såsom at magthavere direkte tillader selvtægtsgrupper mod migranter eller i form af en institutionel logik f.eks. i politiets profilering af mistænkte baseret på baggrund af hudfarve og/eller fremmedhed. Sådan en praksis er en direkte måde at handle i en skjult forståelse med institutionel racisme.”
Ghettoerne og kampen mellem de anstændige og uanstændige borgere
Selvom fokus for arrangementet primært var på hendes nyeste bog og den bredere europæiske kontekst, så var den danske ghettoplan især et emne, som også optog publikum såvel som den britiske forfatter.
Liz Fekete udtrykker ikke kun en bekymring for den øgede overvågning og profilering af borgere i socialt udsatte områder, men også for den grove form af institutionel racisme, som hun ser den danske ghettoplan som et direkte udtryk for. Ifølge Lis Fekete, er planens dogmer om assimilation og påskud om at ville bekæmpe parallelsamfund udelukkende et skalkeskjul. Det er en direkte både statslig og neoliberal indsats for at fratage udsatte mennesker deres ret til almene boliger.
“Den neoliberale interesse er jo at privatisere så mange boliger som muligt. For at opnå det, er det nødvendigt for dem at ødelægge sammenholdet mellem de folk, der bor i de almene boliger. Her er de ikke blege for at samarbejde og udnytte racistiske forestillinger. På sin vis er den yderste højre jo bare nyttige idioter i den neoliberale jagt på at udradere de almene boliger i bybilledet.”
Og sådan et forsøg på at ødelægge sammenhængskræften og samtidig male beboerne i socialt udsatte områder i et dårligt lys er langt fra en ny opfindelse, hvis man spørger Lis Fekete. Det eneste, der ifølge hende har ændret sig er hvilke grupper, som har været i det dårlige lys:
“Der har været en lang tradition gennem historien til at dele borgere op i de anstændige borgere – dem der overholder lovene, betaler skat, som ikke forurener eller forstyrrer gadebilledet – og de uanstændige borgere; parasitterne – dem som bare vil sidde hjemme på sociale ydelser og ikke bidrage. Lige nu er det særligt muslimerne, der bliver tegnet som de uanstændige borgere, men i virkeligheden er det jo bare en ny version af ideen om de værdige og uværdige fattige i et samfund.”
“På sin vis er den yderste højre jo bare nyttige idioter i den neoliberale jagt på at udradere de almene boliger i bybilledet.”
På tærsklen til et nyt samfund — men hvilket?
Så hvad kan vi som borgere og som samfund gøre for at bremse en yderligere sammenkrydsninger mellem statslige, neoliberale og den yderste højrefløjs interesser? Her peger Liz Fekete på den modstand, som hun også ser blusse op — en modstand, som her i Danmark, ifølge hende, netop kommer til udtryk gennem lørdagens demonstrationer mod ghettoplanen:
“Når systemet bliver så åbenlyst brutalt og racistisk i sin direkte ambition om at fratage folk deres rettigheder, så åbner det folks øjne. Og det har det jo gjort, det kan vi se på tilslutningen til demonstrationerne her i Danmark. Det er et øjeblik, hvor alt kan vindes, fordi vi viser magthaverne, at vi ikke vil stå passivt til og tillade at en sådan åbenlys strukturel racisme ikke bliver råbt op.”
Ifølge Liz Fekete, så har dette potentiale i modstanden ekstra stærkt momentum i disse år, netop fordi vi er i et så kritisk øjeblik i forhold til samfundsudviklingen. Men det er en kamp, som vi skal turde at tage og gøre det i forenet front. For som Liz læner sig over til mig og tilføjer til sidst:
“Der er altid perioder i historien, hvor vi er på tærsklen til et nyt samfund. Sådanne øjeblikke er fyldt med potentiale, men indeholder også mange værdikampe. De er komplicerede, de er svære, men det er kampe vi skal tage. Og vi skal tage dem sammen: på tværs af fagligheder og landegrænser.”
Relaterede artikler
Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet
Siden Weekendavisens Katja Kvaale i april måned advarede om stortrivende islamisme på Københavns Universitet har historien skabt overskrifter og vakt røre helt inde på Borgen. Det eneste, det fejlagtige debatindlæg og de tilhørende reaktioner dog har afsløret, er et systematisk svigt over for sandhed og saglighed, skriver studerende Masih Sadat.
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.