Beboer i ghettostemplet område: Det er ikke værre at lave noget kriminelt i Mjølnerparken end at gøre det i Hellerup
I den kommende tid taler vi med de mennesker, der bor i regeringens ghettostemplede områder. I denne uge har vi besøgt Lisbeth, som er pensionist og bor i Mjølnerparken.

Artikel

13. oktober 2018
Af Belkisa Selmani
Foto af Belkisa Selmani

Et bredt og venligt smil møder mig ved 3. sal og byder mig ind i en hyggelig lejlighed. Jeg lægger straks mærke til reolen, som er tynget med bøger. 

”Kan jeg byde på en iskaffe?” – spørgsmålet vildledte mig i få sekunder, for man er vant til den sædvanlige varme morgenkaffe, men i det lune vejr, blev en iskaffe og solens påtvungne stråler, en god afveksling fra det sædvanlige. 

Lisbeth Saugmann er beboer i seniorbofællesskabet i Mjølnerparken og ghettoretorikken rammer hende.  

”Det er svært at finde ud af, hvor mange der ved tilstrækkeligt om, hvor omfattende ghettoparken kan være. Nedrivningerne er ikke vedtaget endnu, men det bliver det højst sandsynligt.”

”For 7 år siden flyttede jeg hertil fra Aarhus. Uden for min opgang stod der en flok unge mænd, der holdte til her og handlede, når jeg kom hjem om aftenen. De stod bare der og sagde: ”god aften Den dame” – de var ikke truende over for os, de skulle bare have fat i deres hashkunder eller, hvad det var. Jeg er sikker på, at det var sådan noget, der foregik”  siger Lisbeth, mens hun smilende og afslappende læner sig tilbage ved køkkenbordet.

”Vi har også nogle plantekasser hernede, som ikke ser så fine ud, men når jeg går rundt og ordner dem om foråret, så kommer børnene hen og snakker, og de skal høre, hvad det er man laver og vil gerne være med. Der er meget imødekommenhed på den måde.”

”Og så er der en mand her i naboejendommen. Det eneste, jeg ved om ham, er, at han har været på ferie i Libanon. Han kan ikke tale dansk, men vi hilser altid på hinanden. Der er altid en venlighed, og det oplever jeg med en del mennesker herude – at på tværs af store sprogforskelle, så er der en varme her.” 

Lisbeth vender hurtigt tilbage fra minderne og udbryder:

”Så, hele ghettopakken, synes jeg, er meget brutal. Ud fra en tankegang, der sparker nedad. Der sker ikke noget opbyggeligt eller konstruktivt, men tværtimod modsætninger, der skærpes. Det er forskelsbehandlingen, hvor det kriminelle er foregået – det er diskrimination. Jeg kan ikke se, at det er værre at lave noget grumt her i Mjølnerparken end at gøre det i HellerupDet er nemmere at angribe et område, når kriminaliteten er synlig, når et område er lidt rodet og ikke er så smukt udadtil, så kan man pege fingre af det.”

“Og det, der ligger i hele ghettoplanen er jo, at man siger, at der er en gruppe mennesker, som ikke er så meget værd som andre. Man snakker om folk med ikke-vestlig baggrund og om folk, der ikke har så frygtelig mange penge. Så det er også noget med at foragte de fattige ved, at der med de nye regler ikke må være mange på overførselsindkomst.”

Der bliver stille i stuen i den lille, hyggelige lejlighed, mens ordene stadig hænger i luften. Jeg spørger til Lisbeths vision om det Danmark, hun ønsker:

Hun griner, mens hænderne svinger i vejret og med et hurtigt tilbagevenden til bordet, bryder hun langsomt ud i refleksion: 

”Hvis vi så dem, der er blevet forslået på livet på den ene eller anden måde – hvis vi så på dem med større ømhed, vil det betyde rigtig meget. Og det er uanset, om det er nogen, der er blevet for slidte med alderen eller kommet som flygtninge. Der er jo mange uanset baggrund, som har det svært i Danmark, og som bliver set ned på lovgivningsmæssigt. Som bliver sparket på og bliver talt grimt om, som om de er dovne eller uduelige og bare kunne tage sig sammen.” 

”Den måde Kim Larsen blev hyldet på, hvor hans kollegaer sang hans sange og folk troppede op og sang med, det vidner om et ønske om, at vi gerne vil have noget fælles – det er sådan et Danmark, jeg gerne vil se.” 

Lisbeth er i dag 75 år gammel og pensioneret for nogle år tilbage. Mens hun tager en sidste slurk af sin iskaffe, slutter hun af:

“Ja, folk flytter og forlader deres hjem. Men det at skulle flytte uden egen fri vilje, det vil føles krænkende. At blive tvunget på grund af en lovgivning til et sted, som man ikke har valgt – det er nedværdigende for folk. Det er virkelig at blive gjort mindre end man er og det kan ingen af os tåle.”

 

Respons sætter i øjeblikket fokus på “ghettoplanen” og taler med de mennesker, der bor i de ghettostemplede områder. Skriv til os, hvis du vil høres

 

Relaterede artikler

Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet

Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet

Siden Weekendavisens Katja Kvaale i april måned advarede om stortrivende islamisme på Københavns Universitet har historien skabt overskrifter og vakt røre helt inde på Borgen. Det eneste, det fejlagtige debatindlæg og de tilhørende reaktioner dog har afsløret, er et systematisk svigt over for sandhed og saglighed, skriver studerende Masih Sadat.