Artikel
I juli mistede Afghanistan den berømte borgerrettighedsaktivist Rawail Singh livet. Som så mange andre, der mødte ham, blev jeg inspireret af hans uendelige kærlighed til Afghanistan. Han forlod aldrig landet. Han forblev håbefuld, på trods af den ondskabsfulde og altid tilstedeværende diskrimination, som Sikh og Hindu samfundene oplever i Afghanistan.
Rundt i landet sørgede folk stadig over hans død, da vi pludselig hørte om et 10-årigt barn, der var blevet kørt ned af præsidentens konvoj i Laghman. Selv når sorgen er blevet en tragisk normaltilstand, er der øjeblikke, der ryster dig. Øjeblikke, som tvinger dig til at indse, hvor unaturligt det er, at man gradvist, ubevidst er begyndt at acceptere tab. At man mærker døden langsomt krybe tættere på men aldrig skælver.
Denne måned var ét af de øjeblikke. Så det kom ikke som en overraskelse, at jeg blev såret og følte en dyb mangel på respekt, da jeg så hasttagget #Kabullife i teksten til et billede på Facebook, hvor en smilende amerikansk kvinde drikker champagne iført skudsikker vest, på den amerikanske ambassades afgrænsede område i Kabul.
“Det er ikke festerne, militærbaserne, de afgrænsede områder eller svømmeturene, der nager mig. Det der går mig på, er forestillingen om, at livet bag de sikre mure, med skudsikreveste, pansrede biler og helikoptertransport mellem militærbaser og ambassader, har noget med det virkelige liv i Kabul at gøre”
Det ville måske være mindre sønderlemmende, hvis billedet var en sjældenhed. Men hvis du søger efter #Kabullife på instagram, finder du billede efter billede af mænd i bar overkrop ved krystalklare blå pools, som fester med andre udstationerede uden skyggen af Kabulis (eller bare afghanere for den sags skyld) i nærheden. Hvis man tilfældigvis er venner med en eller flere af disse udstationerede, møder man endnu flere meningsløse ‘#Kabullife’ billeder. Billederne er ofte taget i sikre, afgrænsede områder, såkaldte ‘green zones’, hvoraf mange i øvrigt er lukkede for afghanere, fuldt udstyret med alle de bekvemmeligheder, man kender fra den udviklede verden. Sommetider ser man opslag på facebook fra udstationerede, som iklædt skudsikre veste, fortæller om hvor farligt det er at bo i Kabul (mens de sidder i sikkerhed på en militærbase). Imens tildynges de med kommentarer fra venner og familie om, hvor modige de er.
Det er ikke festerne, militærbaserne, de afgrænsede områder eller svømmeturene, der nager mig. Det der går mig på, er forestillingen om, at livet bag de sikre mure, med skudsikreveste, pansrede biler og helikoptertransport mellem militærbaser og ambassader, har noget med det virkelige liv i Kabul at gøre. Mens resten af os bliver dræbt i brande, vi ikke selv har tændt, er andre høje på adrenalinen af at befinde sig i en krigszone – uden nogensinde at møde de lokale.
Da jeg udtrykte min vrede over for en af de mange ophavskvinder til disse billeder, blev min kommentar fjernet og vores venskab slettet. Det udfordrede den opdigtede historie, som mange udstationerede fortæller sig selv med #Kabullife. En fortælling, der giver respekt i deres priviligerede fællesskaber derhjemme. En fortælling, der ofte får deres venner til at kalde dem ‘modige’ og ‘heroiske’. En fortælling, hvor de altid er frelseren, som risikerer deres liv og har det sjov undervejs. Lidt Tom Cruise, lidt Indiana Jones.
#Kabullife indbefatter åbenbart ikke at lytte og forholde sig til afghanernes problemer. Det handler om at føle sig som en badass, fordi man befinder sig i en ‘farlig krigszone’. Men hvis de ikke kan holde til at høre min kritik af deres opførsel på de sociale medier og deres brug af hashtagget #Kabullife, hvordan ville de så kunne klare det virkelig liv i Kabul?
Livet i Kabul er usammenligneligt med livet på ambassaderne og i de afgrænsede områder. Man oplever ikke livet i Kabul, hvis man er her i flere år uden at bevæge dig uden for de sikre mure.
Livet i Kabul er ikke at bruge helikoptere til at komme rundt. Det er at bevæge sig rundt i de gader, der har taget livet af ens nære.
Livet i Kabul er ikke at gå rundt med skudsikre veste. Det er hver dag at bære sine testamenter, fordi man ikke ved, hvornår det er ens tur.
Livet i Kabul er ikke at gå i seng på et glas rødvin for a dulme nerverne. Det er at gå i seng, mens man græder i stilhed over de tab, vi oplever hver eneste dag.
Livet i Kabul er livslang sorg. Livet i Kabul er at få sit hjerte knust hver eneste dag. Livet i Kabul at altid at kunne mærke døden ånde dig i nakken. Livet i Kabul er et grusomt liv.
Teksten er oprindeligt udgivet på Free Woman Writers. Denne udgave er en oversat version af en revideret version, som blev udgivet på The Turban Times.
Relaterede artikler
Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet
Siden Weekendavisens Katja Kvaale i april måned advarede om stortrivende islamisme på Københavns Universitet har historien skabt overskrifter og vakt røre helt inde på Borgen. Det eneste, det fejlagtige debatindlæg og de tilhørende reaktioner dog har afsløret, er et systematisk svigt over for sandhed og saglighed, skriver studerende Masih Sadat.
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.