Støt os

Artikler

Temaudgivelser

Podcasts

Indvandrere ansættes som de sidste og fyres som de første
Det er ingen hemmelighed, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere halter bagud i beskæftigelse - noget som minoriteten ofte udskældes for. Statistikken afslører dog, at minoriteten står over for nogle strukturelle barrierer, som hindrer dem i at udfolde deres arbejdspotentiale til fulde på det danske arbejdsmarked.

Artikel

9. april 2018
Af Saeid Imani Lasaki
Foto af arkiv

Det går godt på det danske arbejdsmarked generelt, og det går i særdeleshed godt med ikke-vestlige indvandrere og efterkommere (herefter blot ’indvandrere’) på jobmarkedet – ikke mindst i løbet af 2017. Eksempelvis i Københavns Kommune, hvor merledigheden – som udtrykker forskellen i ledighed mellem københavnere med dansk baggrund og københavnere med ikke-vestlig baggrund – er reduceret markant: fra 10,9 procentpoint i 2011 til 6,3 procentpoint i 2017.

Dette er selvfølgelig glædeligt nyt, men det er faktisk ikke den seneste tids positive udvikling, som jeg vil highlighte i dette indlæg. For det er ikke første gang, at merledigheden reduceres med høj fart. Efter at have nærstuderet beskæftigelsestal for de sidste 10-15 år, har jeg kunnet konstatere en anden interessant tendens: indvandrere er de sidste, der hyres (under økonomisk højkonjunkturs) og de første, der fyres (under økonomisk lavkonjunktur). I mellemtiden sker der ikke ret meget, og beskæftigelsesfrekvensen er relativ konstant og lav. 

Det går godt på det danske arbejdsmarked generelt, og det går i særdeleshed godt med ikke-vestlige indvandrere og efterkommere (herefter blot ’indvandrere’) på jobmarkedet – ikke mindst i løbet af 2017. Eksempelvis i Københavns Kommune, hvor merledigheden – som udtrykker forskellen i ledighed mellem københavnere med dansk baggrund og københavnere med ikke-vestlig baggrund – er reduceret markant: fra 10,9 procentpoint i 2011 til 6,3 procentpoint i 2017.

Dette er selvfølgelig glædeligt nyt, men det er faktisk ikke den seneste tids positive udvikling, som jeg vil highlighte i dette indlæg. For det er ikke første gang, at merledigheden reduceres med høj fart. Efter at have nærstuderet beskæftigelsestal for de sidste 10-15 år, har jeg kunnet konstatere en anden interessant tendens: indvandrere er de sidste, der hyres (under økonomisk højkonjunkturs) og de første, der fyres (under økonomisk lavkonjunktur). I mellemtiden sker der ikke ret meget, og beskæftigelsesfrekvensen er relativ konstant og lav. 

Rutsjebaneudvikling: hyret i 2005 og fyret i 2011

Statistikken viser (jf. figur 1 nedenfor), at beskæftigelsesfrekvensen blandt indvandrere (mænd) i perioden 2005 til 2008 (hvor højkonjunkturen havde nået maksimum) voksede med 16 % (fra 55 % til 63 %). I samme periode voksede frekvensen blandt etniske danskere (mænd) med 3 % (fra 81 % til 84 %). Det skulle dog hurtigt vise sig, at dette ikke blev starten på et kontinuerligt eventyr for indvandrere på det danske arbejdsmarked. Tre år senere, i 2011, hvor lavkonjunkturen ramte minimum, var beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere igen reduceret til 55 %. Et fald på 14 % i forhold til 2008. Frekvensen blandt etniske danskere blev blot reduceret med 6 % i samme periode. 

Indvandrere er bagerst i køen

I årene efter 2011 vokser beskæftigelsesfrekvensen blandt etniske danskere kontinuerligt, mens frekvensen er stillestående, og endda en smule dalende blandt indvandrere – jf. figur 2. nedenfor. 

I perioden 2013 til og med 2017 steg antallet af personer med lønmodtagerjob i Danmark med ca. 1,6 procent årligt. Omkring 40.000 nye job blev skabt hvert år, men alt tyder på, at denne tilvækst i første omgang ikke gavnede indvandrere. Således er det først fra 2016, at indvandrere får en del af den voksende kage. Denne tendens er illustreret i diagrammerne nedenfor. I figur 3 (gule søjler) fremgår det, at stigning i beskæftigelsesprocent blandt ikke-vestlige indvandrere i perioden 1. kvartal 2013 – 2. Kvartal 2015 var næsten nul, mens tilsvarende koefficient for etniske danskere var én procentpoint, hvilket er ret højt taget volumen i betragtning – jf. skabelse af 40.000 nye job om året. I samme figur fremgår det, at beskæftigelsesprocent blandt ikke-vestlige indvandrere i perioden 2. Kvartal 2015 – 3. Kvartal 2017 steg med over 3,5 procentpoint. Tendensen er ikke til at tage fejl af; indvandrere kommer bagerst i køen, og ansættelser sker først, når der rygtes om overophedning af økonomi, altså når arbejdsmarkedet for alvor tørster efter flere ressourcer. 

Politikkernes opportunisme og ansvarsfralæggelse

Der kan være gode og dårlige grunde til, at der eksisterer en sådan tendens for beskæftigelsesfrekvens for indvandrere; manglende kvalifikationer og anciennitet i forhold til mere erfarende og faglærte (danske) kollegaer og/eller diskrimination på jobmarkedet. Det kan jeg i denne sammenhæng kun gisne om. De mange rapporter om indvandreres beskæftigelse har da heller ikke undersøgt tendensen, som blot forklares ved, at indvandrere ”arbejder i konjunkturfølsomme brancher”. 

Historisk kendsgerning er dog, at regeringspolitikere under højkonjunktur står klar til at tilskrive sig selv bedriften for den positive udvikling, som Rikke Hvilshøj (Integrationsminister 2005-2007, Venstre) gjorde i 2007: 

“Der er aldrig investeret så meget i integration som nu. Derfor går det den rigtige vej.”

Og mon ikke den nuværende integrationsminister Inger Støjberg kommer med en lignende udtalelse, så snart triumfkagen er færdigbagt. 

Omvendt når beskæftigelsesfrekvensen blandt indvandrere falder, sker dette, ifølge selv samme politikere, uafhængigt af regeringspolitikken. I stedet tilskrives den negative udvikling uvillighed til integration, kulturforskelle og parallelsamfund, som så adresseres via yderligere stramninger og forringelse af det sociale sikkerhedsnet.  

Den skjulte bonusdetalje: punktering af myten om dovne indvandrere

Mit mål er ikke at efterlade læseren med en forstærket politikerlede, for der er en meget vigtigere og ikke mindst konstruktiv detalje, som nemt overses i melankolien. For selv om meget tyder på, at den nuværende opsving i beskæftigelse blandt indvandrere er midlertidig og konjunkturbetinget, er der en positiv og vigtig detalje, der er værd at tage med. En detalje, som punkterer myten om ”dovne indvandrere”. For det må være et ganske stærkt bevis på det modsatte, altså at rigtig mange indvandrere faktisk ønsker at komme i beskæftigelse, når der kommer en så store stigning i beskæftigelsesfrekvensen under højkonjunkturer; 16 % flere i beskæftigelse på blot tre år (2005-2008), et tal som formentligt ville stige, hvis det økonomiske opsving havde fortsat. 

Konklusionen må være, at langt flere indvandrere ville være i arbejde under de rigtige forhold. Jeg mener på den baggrund, at spørgsmålet ikke længere skal være om indvandrere ‘gider’ at arbejde, men rettere om dansk arbejdsmarked har kapacitet (også uden for højkonjunktur) til at kunne tilbyde beskæftigelse, og om der foretages tilstrækkelige politiske tiltag til at klæde de jobparate indvandrere på til det danske arbejdsmarked og fastholde de indvandrere, som allerede er på arbejdsmarkedet. 

 

Kilder: 

Integrationsbarometer 2017

Danmarks statistik

Altinget

 

Relaterede artikler

Avnstrup strejker: Otte problemer og krav

Avnstrup strejker: Otte problemer og krav

Hjemrejsecenter Avnstrups beboere har formuleret en liste over otte problemer og krav som forklarer hvorfor vi vælger at strejke og protestere mod den langsomme vold vi udsættes for af den danske stat.

Beboer: Jeg kan slet ikke genkende det pressen siger om Mjølnerparken

Beboer: Jeg kan slet ikke genkende det pressen siger om Mjølnerparken

Hverken sommer eller corona har fået ghettopakken til at forsvinde. Beboerne i Mjølnerparken anlagde før sommeren en retsag mod Boligministeriet, og mens vi venter på svar, kan du her møde seks beboere, der fortæller hvad de elsker ved Mjølnerparken, og hvorfor de ikke vil flyttes ud af deres hjem.