Støt os

Artikler

Temaudgivelser

Podcasts

Hvor er regeringens samfundssind, når det gælder nigerianske sexarbejdere?
Uden adgang til information, sundhedsvæsen eller økonomisk understøttelse, står nigerianske sexarbejdere i en særdeles prekær situation under coronakrisen. Night Light Café opfordrer til, at vi starter en samtale om, hvordan vi skal omfavne dem, der står uden for samfundet - særligt i en krisetid som denne.

Artikel

28. april 2020
Af Emilie Helene Holm
Foto af Tobias Nilsson

I gaderne på indre Vesterbro udspiller sig en natlig virkelighed, som COVID-19 ikke har sat på pause. Illegale, nigerianske kvinder, som er kommet illegalt til Danmark, erhverver sig fortsat ved sexarbejde af den simple grund, at de ikke har andet valg.

Respons har talt med både Karin Kjærgaard og Mayada Mohamadani fra natcaféen Night Light Café, hvor kvinderne under normale omstændigheder kan søge et frirum om natten.

De fortæller, at der ikke er nogle instanser i samfundet, som umiddelbart kan omfavne dem, der bevæger sig uden for den officielle struktur, når det kommer til coronakrisen. Det gælder for de nigerianske kvinder, som kommer på Night Light Café, der hverken har adgang til sundhedsvæsenet, offentlig forsørgelse eller viden om situationen.


Karin Kjærgaard mener, at krisen er med til at synliggøre og understrege en brist i den måde, vi har indrettet vores samfund på, hvor kvinderne bliver fuldstændig glemt. Det er et udfald, der har store konsekvenser for både kvinderne, men også for samfundet i bredere forstand. Kvinderne udgør nemlig også en stor smittefare for resten af befolkningen, der er svær at kontrollere med de metoder, regeringen har lagt for dagen.

De har ikke de samme forudsætninger, som mange andre for at tilgå information, de har ofte gæld, og så bor de fleste mange sammen i små lejligheder, hvor smitterisikoen blot bliver yderligere forhøjet.

En prekær befolkningsgruppe

På mange parametre fremstår kvinderne som særligt sårbare. Den mest fremtrædende faktor er åbenlyst selve erhvervet, der uundgåeligt medfører en stor smitterisiko. Dertil er kvinderne efterladt med et snævert handlerum, når det gælder en omstrukturering af hverdagen for at tilpasse sig regeringens retningslinjer, fortæller Mayada Mohamadani:

”De har ikke de samme forudsætninger, som mange andre for at tilgå information, de har ofte gæld, og så bor de fleste mange sammen i små lejligheder, hvor smitterisikoen blot bliver yderligere forhøjet.”

”De har heller ikke en familie, der kan bakke dem socialt og økonomisk op. De er i krise. Det eneste, de kan gøre, er at blive ved med at arbejde for at tjene til dagen og vejen,“  tilføjer Karin Kjærgaard.

Desuden er det svært for kvinderne at følge med i den nationale og internationale nyhedsstrøm, da størstedelen ikke kan læse. Karin Kjærgaard gætter på, at de fleste af kvinderne får information gennem deres familier i Nigeria. Hvor tilstrækkelig denne information er, er uvist, da medarbejderne på Night Light Café har svært ved at opspore kvinderne:

”Vi har ikke kvindernes telefonnumre, en facebookgruppe eller andet. De skifter hele tiden telefon, og det er svært at få aftaler i stand. Kvinderne giver ikke de rigtige oplysninger. Det betyder, at vi er meget på afstand af dem.”

Smitten kan blomstre frit
At kvinderne hverken har adgang til sundhedsvæsenet, tilstrækkelig information eller et økonomisk sikkerhedsnet bliver også en risiko for resten af samfundet. 

For når kvinderne er tvunget til at fortsætte med at arbejde som sexarbejdere, er en anden central pointe er, at kvindernes udsathed ikke forbliver isoleret. Kontakten til deres kunder medvirker til at udbrede et spredningsnet, der ikke kontrolleres på noget plan.

Set fra et strukturelt perspektiv medvirker kvinderne på den måde også til en stor smittefare for resten af befolkningen.

I en situation som denne bliver de endnu mere fremmedgjorte og diskrimineret, da der ikke bliver sat et fokus på deres omstændigheder

Yderligere diskrimination og fremmedgørelse
”I en situation som denne bliver de endnu mere fremmedgjorte og diskrimineret, da der ikke bliver sat et fokus på deres omstændigheder”, mener Karin Kjærgaard.
 

Til forskel fra de fleste øvrige samfundsgrupper, så er kvinderne efterladt uden nogen form for sikkerhedsnet. Der er ingen hjælpepakker eller anden form for støtte, som kommer deres vej. En faktor der er med til at synliggøre den eksklusion, de er genstand for, mener både Karin Kjærsgaard og Mayada Mohamadani.


 

For dem er budskabet klart: Det er lige netop i en situation som denne, hvor det bliver klart, at samfundet vender det blinde øje til, og det er en løsning, hvor ingen parter vinder. De mener, at vi er nødt til at starte en samtale om, hvordan vi omfavner de mennesker, der ikke passer ind i vores samfundskategorier og -strukturer.

De fleste spår, at det langt fra er sidste gang, at vi kommer til at opleve en pandemi som denne. Night Light Café rejser derfor spørgsmålet: Hvordan gør vi det bedre næste gang?

Relaterede artikler

På vej mod Digital Totalitarisme?

På vej mod Digital Totalitarisme?

Algoritmer og dataovervågning bryder med fundamentale retfærdighedsprincipper og kan ende med at blive undergravende for demokratiet, hvis vi fortsat lukker øjnene for udviklingen, mener forfatter til bogen Digital Totalitarisme, Mads Vestergaard. Ifølge ham kan afstanden til Kina hurtigt blive mindre, end vi tror.

Relaterede artikler

Night Light Café: Midt om natten skaber kirken et frirum for nigerianske prostituerede på Vesterbro