Artikel
Vi befinder os på Vesterbro Torv en torsdag nat midt i den danske vinter. Gaderne er tomme, og vejret er utaknemmeligt. Eliaskirken er delvist lyst op af gadelygternes skær og kraftige røde og blå neonlys fra bodegaen ved siden af. En bred stentrappe fører op til kirkens indgang, men det er ikke dér, vi skal hen.
Vi skal i stedet ind ad en skjult dør under trappen, som fører ned til kirkens krypt. Hver torsdag nat forvandles denne krypt under Eliaskirken til et rum for nigerianske kvinder, der lever af prostitution, og som arbejder på gaderne omkring Vesterbro Torv.
Night Light Café hedder stedet. Det er et rum, hvor kvinderne kan komme og få en pause fra nattens arbejde, og hvor toast, tillid og næstekærlighed er i centrum.
Og på den syvende dag var de i kirke
I snart seks år har Night Light Café eksisteret. Caféen er resultatet af et samarbejde mellem fem Københavnske fri- og folkekirker og Kirkernes Integrations Tjeneste. Den drives primært af frivillige, og kun kvinder er velkomne. Langt de fleste frivillige er studerende midt i tyverne, der til daglig primært læser humanistiske studier.
Night Light Café hedder stedet. Det er et rum, hvor kvinderne kan komme og få en pause fra nattens arbejde, og hvor toast, tillid og næstekærlighed er i centrum.
Det hele startede med projektlederen Karin, som i forbindelse med et tidligere arbejde var i Nigeria. Der mødte hun nogle kvinder, som ernærede sig ved prostitution, men som hver søndag dukkede op i den lokale kirke til gudstjeneste og kor.
Oplevelsen blev siddende, og sammen med en håndfuld andre fra det kirkelige miljø, besluttede Karin sig for at undersøge miljøet omkring de prostituerede herhjemme. Derfor mødtes de hver tirsdag nat på Istedgade for at snakke med de kvinder, der om natten arbejder på gaden på Vesterbro, for at lære mere om deres situation og miljøet.
Men de oplevede, at det var svært at føre længere samtaler på gaden, fordi kvinderne efter få minutter blev ringet op og bedt om at vende tilbage til arbejdet. Derfor blev gruppen hurtigt enige om, at der var behov for et rum, hvor de kunne mødes og snakke uforstyrret med kvinderne – resultatet er Night Light Café. Caféen er på den måde også et resultat af, at gruppen har set et samfundsmæssigt behov, der ikke blev mødt andetsteds. Et behov for omgivelser, der kan give kvinderne et afbræk fra nattens arbejde.
At Night Light Café befinder sig i en krypt under en kirke midt i København gør ikke ligefrem projektet mindre interessant. For hvad forbinder man med en krypt? Noget mørkt? Noget småt? Noget uhyggeligt?
Krypten under Eliaskirken er alt andet end mørk og uhyggelig. Rummet er markeret af bærende stolper langs væggene, her er højt til loftet og massive døre af lakeret mahogni. Krypten bliver til Night Light Café, når de frivillige tænder stearinlys ved hvert bord, brygger kaffe og thé og opstiller en ‘toaststation’.
Der klargøres også altid en kreativ aktivitet som blomsterbinding, manicure eller et perlekæde-værksted. Men vigtigst af alt, er de frivillige er til stede. De åbner døren, når det ringer på og byder alle velkomne med et kram og en snak. På caféen kan de komme og få en toast eller fire, kaffe, the og en samtale om alt mellem himmel og jord.
Et religiøst fundament i en prekær tilværelse
Caféen bygger på værdier såsom omsorg, tillid og næstekærlighed. Værdier, der hænger sammen med det kristne fundament, som caféen er blomstret op ud fra. Karin forklarer, at kristendommen er central, da mange af de nigerianske kvinder kommer fra den kristne del af Nigeria. De forbinder kristendommen med noget trygt og velkendt.
Nogle er her i længere tid, andre kun i få måneder, fordi de er nødt til at flytte sig fra land til land, for ikke at blive anholdt og sendt tilbage til Nigeria.
På den måde er troen et slags fælles grundlag, der åbner op for muligheden for at tale sammen. På bordene ligger der samtalekort med emner om alt fra Guds rolle i livet, håb og drømme for fremtiden, til spørgsmål om hvilke værdier, man vægter højest. “Tryghed svarer langt de fleste” fortæller Agnes, som er frivillig i caféen. Tryghed, fordi mange af kvinderne har oplevet svigt gennem livet.
Flere af kvinderne er kommet hertil gennem menneskehandel og befinder sig ulovligt i Danmark. Andre er kommet til Danmark på et turistvisum efter at have fået ophold i et andet europæisk land, ofte Italien. Men prostitution er defineret som arbejde i Danmark, og da kvinderne ikke har arbejdstilladelse, er også deres ophold ulovligt, og hverdagen præget af usikkerhed.
Nogle er her i længere tid, andre kun i få måneder, fordi de er nødt til at flytte sig fra land til land, for ikke at blive anholdt og sendt tilbage til Nigeria.
Her fungerer Night Light Caféen som et rum, hvor kvinderne i fred og ro kan få en pause fra deres tilværelse.
En sikker vej til Nigeria
Men et afbræk fra arbejdet og hverdagen er ikke det eneste Night Light Café kan tilbyde. Karin har nemlig stadig forbindelser i Nigeria. Netop fordi mange af kvinderne er endt i Danmark på grund af menneskehandel, er det ikke lige sikkert for alle at vende hjem, hvis de skulle ønske det. Derfor har hun været med til at arbejde for oprettelsen af en række ”safehouses”, hvor kvinderne, der har været i Europa, kan bo, når de vender tilbage. Husene og netværket omkring dem fungerer som en slags sikker vej tilbage til Nigeria og hjælper kvinderne med alt fra uddannelse til job og i det hele taget en sikker tilværelse.
Det er ikke noget, de forsøger at presse kvinderne til. Men hvis de selv ønsker det, står Karin og de frivillige klar til at hjælpe.
Bolcher, kondomer og Istedgade
På Istedgade, hvor projektet havde sin spæde start, er de frivillige også synlige. På skift fylder de en flettet kurv med varm thé, nigerianske TomTom bolcher og kondomer, og så går de frivillige deres sædvanlige rute, to og to, ned forbi Kødbyen, op ad Istedgade og tilbage langs Vesterbrogade. De frivillige ved, hvor de kan finde kvinderne, og de kender langt de fleste ansigter. På turen sørger de også for at minde kvinderne om, at caféen er åben.
Hvis vejret, som i nat, er dårligt, eller hvis politiet holder razzia i gaderne, ved de også, at kvinderne holder sig inden døre. Men hvis ikke, så hilser de frivillige og rækker kurven frem. TomTom bolcherne er de mest populære.
De skal vide, at vi er der
Da vi kører fra caféen er klokken næsten seks torsdag morgen, og vinternatten er stadig kold og mørk. På vej ud åbner vi døren for tre kvinder, der er på vej ind.
Denne vinternat har der ellers ikke været det store fremmøde i caféen. På de lidt lunere nætter kan der komme op til 40 kvinder på en nat. Men antallet er ikke det vigtige. Kvinderne ved, at hver evig eneste torsdag, mellem klokken 03-06, er caféen åben. Og de ved, at de frivillige sidder med åbne arme, klar til at tage imod dem.
Relaterede artikler
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.
Hvorfor er valgdeltagelsen i Tingbjerg så lav, og hvordan kan vi styrke områdets demokratiske stemme?
Til kommunalvalget i 2017 havde området Tingbjerg/Husum landets laveste stemmeprocent. Det er et demokratisk problem, når ikke alle befolkningsgrupper har lige stor indflydelse på sammensætningen af kommunalbestyrelserne landet over. Men hvorfor afholder nogle sig fra at stemme, og hvad kan vi gøre for at vende tendensen?