Artikel

Det er tirsdag eftermiddag i begyndelsen af maj, og solen står højt på himlen. Dens stråler formår næsten at nå hele vejen ind i foredragssalen på Biblioteket Frederiksberg. I salen har omkring 25 borgere taget en pause fra sommervarmen for at bruge to timer i selskab med de frivillige fra projektet Flygtninge Fortæller. Det er et projekt, som er skabt af Dansk Flygtningehjælp Ungdom (DFUNK), hvor unge flygtninge tager rundt i landet og deler deres historier på diverse platforme til et ofte mangfoldigt publikum.

Dem vi taler om og ikke med

Moutaz og Solaf er de to fortællere, der har valgt at dele deres personlige historier til dagens arrangement. Udefra set er det blot to mennesker, der deler deres tanker og erindringer, men som del af publikum er man vidne til langt mere end dette. Det er et møde med de mennesker, der ikke er plads til i medierne, og her er der plads til fortællinger om alt fra Danmarks ry for nudiststrande, og hvordan det er at blive placeret i en by hovedsageligt bestående af pensionister. Oplægget bliver slået an med ordene: 

”Vi vil gerne præsentere et perspektiv, som ofte udebliver fra debatten, nemlig flygtninges eget. Det skal ikke nødvendigvis ses som et indspark til flygtningedebatten, men som flygtninges mulighed for at dele deres egen fortælling.” 

Det står klart, at Flygtninge Fortæller et projekt med en dagsorden. Projektet går hånd i hånd med storytelling-forestillingerne Fortællinger på Flugt, som begge er forsøg på at være talerør for dem, der ofte udelukkes fra den offentlige debat – også selvom det ofte er dem, debatten centrerer sig omkring.

Fordomme og kategoriseringer vendt på vrangen

På Biblioteket Frederiksberg har hver fortæller hver sit sigte. Moutaz ønsker at dele sin historie helt fra Syrien til Danmark og videre til Næstved, hvorimod Solaf tager udgangspunkt i, hvad det indebærer at have flygtningebaggrund i et dansk gymnasium.

Alligevel er der også fællestræk for fortællingerne. Særligt fylder de fordomme og kategoriseringer, som fortællerne bliver mødt med, en betydelig del af oplæggene. Moutaz lægger vægt på modsætningen mellem de fordomme, han er blevet mødt med og den virkelighed, han selv erfarer:

”Jeg er blevet mødt af en fordom om, at folk fra Syrien vil overtage Danmark og islamisere. Jeg føler mig som en del af Danmark, fordi jeg arbejder, betaler skat, bidrager og taler dansk. Jeg føler, at jeg har et ansvar ligesom andre”.

Solaf fortæller også, at hun til tider at blevet mødt af fordomme, der i nogen grad vidner om en mangel på viden om eller blot en generalisering af de omstændigheder, der ligger forud for hendes flugt.

”I Syrien havde jeg en vaskemaskine, skolesystemet var gratis, jeg gik aldrig sulten i seng. Vi boede ikke i en ørken i telte. Vi manglede ikke materialistiske ting. Vi er ikke kommet for at få penge. Det er nedladende at fremstille det sådan”.

At gøre op med disse fordomme og generaliseringer er netop formålet for Flygtninge Fortæller. Som projektleder Lærke Blom Madsen udtaler:

”Projektet giver unge med flygtningebaggrund muligheden for at blive hørt på egne præmisser. Storytelling giver de unge muligheden for at tage ordet i det intime rum, som opstår når man fortæller en personlig historie. I det personlige møde er det lettere at anerkende forskelle og ligheder, og derfor bidrager projektet til at udfordre og nuancere billedet af unge med flygtningebaggrund.” 

At få sat et ansigt på debatten

Publikums indvendinger og spørgsmål omhandler alt fra fremtidsplaner og sociale netværk til varighed af opholdstilladelse og familiesammenføring. Samlet set vidner det om en nysgerrighed, og undren, som fortællerne har formået at skabe et forløsende rum for.

Moutaz og Solaf bliver rost for deres mod til at rejse sig op og fortælle, og vigtigheden af projektet i bredere forstand bliver også italesat. En af de kommentarer, der særligt fylder lokalet, er, at det er opløftende endelig at få sat et ansigt på debatten og opleve et brud med den velkendte kategorisering. 

Moutaz, Solaf og hele teamet bag Flygtninge Fortæller eksemplificerer en måde, hvorpå vi gennem lokale initiativer kan skabe plads til de stemmer, der ekskluderes i debatten. Man kan ikke altid ændre tingene oppefra og ned. I dette tilfælde må ændringerne betragtes i det små, for eksempel bag Biblioteket Frederiksbergs massive døre en tirsdag eftermiddag i København. 

Relaterede artikler