Støt os

Artikler

Temaudgivelser

Podcasts

Trods torturkomités kritik nægter regeringen at ændre fængselslignende forhold i Ellebæk
Frihedsberøvede i Ellebæk vil ikke fremover få bedre muligheder for kontakt med omverdenen. Det til trods for at stedets forbud mod blandt andet egne telefoner og internet er uacceptabelt, ifølge Europarådets torturkomité.

Artikel

21. oktober 2020
Af Maria Teilgård
Illustration af Eva Kragh Petersen 

I Udlændingecenter Ellebæk sidder afviste asylansøgere og migranter, som er administrativt frihedsberøvede og dermed ikke dømt eller mistænkt for kriminalitet. Ellebæk er altså ikke et fængsel.

Alligevel vil stedet også i fremtiden være drevet af kriminalforsorgen, fængselsregler vil fortsat gælde, og personalet vil fortsat bestå primært af almindelige fængselsbetjente. Der vil fortsat være gitre for ruderne, adgang til frisk luft vil fortsat være begrænset til mindre, udendørs indhegninger, og egne telefoner og internet vil fortsat være forbudt.

Torturkomitéen understreger gentagne gange i rapporten, at det er uacceptabelt at lade frihedsberøvede, som hverken er mistænkt eller dømt for at have begået en forbrydelse, være underlagt fængselslignende forhold og fængselsregler.


Det står klart, nu hvor regeringen efter lang tids venten har svaret på Europarådets torturkomités rapport fra januar, som blandt andet rejste en hård kritik af forholdene på Ellebæk.

Torturkomitéen understreger gentagne gange i rapporten, at det er uacceptabelt at lade frihedsberøvede, som hverken er mistænkt eller dømt for at have begået en forbrydelse, være underlagt fængselslignende forhold og fængselsregler.

Tværtimod bør sikkerhedsforanstaltninger begrænses mest muligt og en normaltilstand efterstræbes. Hertil hører, at tilbageholdte migranter og afviste asylansøgere skal have mulighed for at opretholde en meningsfuld kontakt med omverdenen. Det er blandt andet vigtigt, da mange ender med at blive i Ellebæk længe.

Da komitéen var på besøg, varede det gennemsnitlige ophold 32 dage, mens hver sjette havde været der længere end 4 måneder. En havde været der over et år.
 

Justitsminister Nick Hækkerup opsummerede regeringens holdning under et samråd i Folketingets Retsudvalg d. 3. september: man er ganske enkelt ikke enig i torturkomitéens kritik af forholdene for frihedsberøvede udlændinge, og der vil ikke komme grundlæggende ændringer på det område.

Ministeren gentog desuden, at Ellebæk ikke skal være et rart sted at være, da opholdet gerne skal motivere udlændinge til at samarbejde om deres sag. Derudover kan lempelser af sikkerhedsforanstaltningerne ikke komme på tale, da “formålet med frihedsberøvelsen af udlændinge jo netop er, at vi ved, hvor de er, hvis der opstår mulighed for at sende dem ud af landet.”

De fleste får ikke besøg

Ellebæk Kontaktnetværk har siden april 2019 besøgt frihedsberøvede i Udlændingecentret. Som opfølgning på torturkomitéens rapport sendte de og en række andre civilsamfundsaktører tidligere på året et brev til Retsudvalget.

At få tilladelse til besøg indebærer ifølge brevet en krævende og ofte langtrukken ansøgningsproces. De frivillige i Ellebæk Kontaktnetværk har dertil oplevet en meget uregelmæssig behandling af ansøgninger, hvor indsatte op til flere gange har måttet rykke personalet for svar. For indsatte uden overskud kan det være svært.

Ellebæk Kontaktnetværk påpeger i brevet, at et flertal af de frihedsberøvede udviser tegn på depression, paranoia, dyb mistillid og koncentrationsbesvær. Torturkomitéens rapport peger desuden på, at flere indsatte under besøget udviste tegn på PTSD og andre psykiske forstyrrelser.

Mange af dem, de frivillige har besøgt, har ifølge brevet ikke haft andre besøg. Ifølge torturkomitéen er det størstedelen af de indsatte, som ikke modtager besøg i løbet af deres tid i Ellebæk.

Jeg ved fra nogle af dem, som vi har været i kontakt med, at de har spurgt personalet, om de kan få lov til at lave videoopkald, så de i det mindste kan se deres børns ansigter. Og så børnene kan se dem. Men det må de altså ikke.


Uden egen telefon og internet

Mange ser altså ikke deres nærmeste i den tid, de sidder i Ellebæk. Respons har talt med Julie, som er frivillig i Ellebæk Kontaktnetværk. Hun fortæller:

”Det er slående, hvor mange af de frihedsberøvede i Ellebæk, som har små børn. Jeg ved fra nogle af dem, som vi har været i kontakt med, at de har spurgt personalet, om de kan få lov til at lave videoopkald, så de i det mindste kan se deres børns ansigter. Og så børnene kan se dem. Men det må de altså ikke.”

De indsattes eneste mulighed for at kontakte verden udenfor er via afdelingens telefon, som står på gangen. Der kan købes betalingskort til telefonen to gange om ugen, men ifølge Julie er det ikke meget, man får for pengene.
 

”Telefonkortene er dyre, og hvor lang tid, de rækker, er afhængig af, hvor der ringes til. Så særligt hvis familien befinder sig udenfor Europa, slipper tiden altså hurtigt op,” fortæller Julie og fortsætter:

“Desuden er der ofte problemer med telefonen. Lyden er meget dårlig. Jeg har selv oplevet, at telefonen skratter så meget, at jeg næsten ikke kan forstå, hvad der bliver sagt.”

Det fremgår desuden af føromtalte brev, at flere indsatte har fortalt de frivillige, at de er blevet nægtet at slå numre op i deres telefon, som tages fra dem ved ankomsten.

Regeringen begrunder forbuddet mod telefoner i Ellebæk med, at de ville udgøre en for stor sikkerhedsrisiko. Med en mobiltelefon kan indsatte nemlig sende billeder og dermed muliggøre flugtplaner.

Torturkomitéen ser imidlertid ingen grund til, at indsatte ikke skulle have lov til at bruge deres egen telefon på jævnlig basis, hvilket i stigende grad er praksis i andre europæiske lande. Eventuelt kunne det begrænses til et specifikt rum beregnet til formålet, eller de indsatte kunne få udleveret telefoner uden kamera.

Formand for Retspolitisk Forening Bjørn Elmquist er af samme opfattelse. Selv hvis sikkerhedsspørgsmålet kan have relevans, mener han, at det i den enkelte situation bør baseres på en konkret vurdering, hvor det også skal overvejes, om mindre indgribende foranstaltninger (f.eks. udlevering af telefon uden kamera) kan tilgodese hensynet.

Adgang til egen telefon ville desuden gøre det lettere for afviste asylansøgere at tale med pårørende i hjemlandet og dermed måske få tillid til, at det er sikkert at vende hjem, påpeger Elmquist.

“Men dér er myndighederne her i landet hele tiden mistænksomme og på vagt overfor de frihedsberøvede. Man mistænkeliggør dem hele tiden,” siger han til Respons og fastslår:

”Det gør, at de er sat i en situation, som minder om lejrene i Nordsyrien. Det er helt umuligt for dem med en bare tilnærmelsesvis effektiv kommunikation.”

Ifølge torturkomitéens rapport blev isolationsstraf på daværende tidspunkt i gennemsnit anvendt 5 gange om måneden i Ellebæk.


Isolationsstraf for besiddelse af telefon

I Ellebæk straffes brud på reglerne med isolation, og ligesom i danske fængsler i øvrigt kan isolationen vare i op til 28 dage. Hvis en indsat findes i besiddelse af en telefon, straffes det med minimum 15 dages isolation.

Ifølge torturkomitéens rapport blev isolationsstraf på daværende tidspunkt i gennemsnit anvendt 5 gange om måneden i Ellebæk.

 

Rapporten påpeger, at mange konflikter, inklusive dem der straffes med isolation, ofte forårsages af sproglige misforståelser mellem personalet og de indsatte. Ifølge Ellebæk Kontaktnetværk er det ikke altid, den frihedsberøvede selv forstår, hvorfor vedkommende sættes i en isolationscelle.

Brugen af isolation som straf i danske fængsler kritiseres generelt af torturkomitéen med henvisning til de skadelige konsekvenser, det kan have for den pågældende, særligt når isolationen fastholdes over længere tid. Komitéen anbefaler, at isolation aldrig varer længere end maksimalt 14 dage.

Men at administrativt frihedsberøvede straffes med mindst 15 dages isolation for at være i besiddelse af en telefon, som torturkomitéen ikke mener, de nogensinde skulle have været foruden, er helt uacceptabelt, og det understreger ifølge komitéen igen, at strenge fængselsregler ikke bør gælde i Ellebæk.

Regeringen har svaret, at man overvejer, om der er brug for at ændre reglerne vedrørende isolation i danske fængsler. Men det fastholdes, at mobiltelefoner udgør en så stor sikkerhedsrisiko, at sanktioner, som gælder i danske fængsler i øvrigt, også skal gælde i Ellebæk.

Regeringens svar er i det hele taget utilfredsstillende. At tvinge mennesker, som ikke afsoner en idømt frihedsstraf for at have begået en forbrydelse, til at leve under forhold, som helt klart har karakter af fængsel, er i sig selv i strid med bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.


I strid med internationale forpligtelser

Justitsministeren medgav under samrådet, at administrativ frihedsberøvelse af udlændinge skal ske i overensstemmelse med dansk ret samt Danmarks internationale forpligtelser. I forhold til sidstnævnte mener Bjørn Elmquist, at regeringen er ude på tynd is.

”Regeringens svar er i det hele taget utilfredsstillende. At tvinge mennesker, som ikke afsoner en idømt frihedsstraf for at have begået en forbrydelse, til at leve under forhold, som helt klart har karakter af fængsel, er i sig selv i strid med bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention” siger han.

Selvom justitsministeren under samrådet understregede, at komitéens anbefalinger ikke er juridisk bindende, hvorfor regeringen kan undlade at imødekomme dem, så er dette ikke risikofrit. Bjørn Elmquist forklarer:

 

”Der er tale om så sandsynlig overtrædelse af Danmarks internationale forpligtelser, at regeringens jurister ofte taler om en procesrisiko, som det igen og igen viser sig, at Folketingets flertal er villige til at løbe. Det betyder, at hvis det kommer til en klagesag mod Danmark, så har ”vi” det nødvendige forsæt til at kunne blive dømt. Det synes jeg er for dårligt, ja umoralsk af det officielle Danmark” siger han og konstaterer:

“Vi er altså ikke højt oppe på skalaen over lande, som respekterer retsstaten og lever op til grundlæggende menneskeretlige standarder.”

Relaterede artikler

Beboer: Jeg kan slet ikke genkende det pressen siger om Mjølnerparken

Beboer: Jeg kan slet ikke genkende det pressen siger om Mjølnerparken

Hverken sommer eller corona har fået ghettopakken til at forsvinde. Beboerne i Mjølnerparken anlagde før sommeren en retsag mod Boligministeriet, og mens vi venter på svar, kan du her møde seks beboere, der fortæller hvad de elsker ved Mjølnerparken, og hvorfor de ikke vil flyttes ud af deres hjem.

På vej mod Digital Totalitarisme?

På vej mod Digital Totalitarisme?

Algoritmer og dataovervågning bryder med fundamentale retfærdighedsprincipper og kan ende med at blive undergravende for demokratiet, hvis vi fortsat lukker øjnene for udviklingen, mener forfatter til bogen Digital Totalitarisme, Mads Vestergaard. Ifølge ham kan afstanden til Kina hurtigt blive mindre, end vi tror.