Støt os

Artikler

Temaudgivelser

Podcasts

I det danske asylsystem er der indbygget en formodning om, at ansøger lyver
Af en rapport af Refugees Welcome fremgår det, at det hos de danske asylmyndigheder er standardprocedure at møde asylansøgere med mistro, og at en tendens til afslag er det naturlige valg. Størstedelen af de afslag, der bliver givet asylansøgere i Danmark, begrundes med, at ansøger mangler troværdighed. I denne artikel møder vi Sahand, som er en af de mange ansøgere, der sidder fast i systemet.

Artikel

1. oktober 2021
Af Mathilde Elgaard Christiansen
Illustration af Eva Kragh Petersen

I Refugees Welcome’s rapport “Velbegrundet frygt – om troværdighed og risiko i asylsager” fra 2020 stilles spørgsmålstegn ved, om det danske asylsystem, som er forpligtet til at praktisere Flygtningekonventionens mål om at sikre alle flygtninge universelle menneskerettigheder, i højere grad bruges som redskab til kontrol af flygtninges bevægelsesfrihed og resulterer i frarøvelse af deres rettigheder.

27-årige Sahand Jalil Zadeh er en af mange asylansøgere, der grundet ’manglende troværdighed’ har fået afslag på asyl i Danmark, selvom han er i fare for tortur og henrettelse, hvis han vender tilbage til det land, han er flygtet fra.

Sahand er født i Iran i 1994. Han flygtede ud af landet som 24-årig, efter at være blevet indkaldt til samtaler med den iranske regering, som anklagede ham for at have trodset islamiske retningslinjer. Han fik at vide, at hvis ikke han ændrede livsførelse og begyndte at følge regimets islamiske principper, baseret på traditionel sharia-lovgivning, ville det få alvorlige konsekvenser for ham.

Sahand fortæller, at han siden sin barndom har oplevet den iranske regering frarøve befolkningen frihed. Som ung voksen blev det tydeligt for ham, at regeringen brugte religion som redskab til undertrykkelse af befolkningen. Efter længere tids overvejelser i en tilstand af konstant frygt, indså han, at han blev nødt til at flygte. Han håbede at kunne blive fri fra undertrykkelse og frygt for forfølgelse i Europa.

Efter at have været på flugt i over en måned, blev Sahand i et tog på vej mod Sverige bedt om at vise sit pas af to danske betjente. Den oplevelse blev starten på hans møde med det danske asylsystem, som han har siddet fast i de sidste 3 år:

”Jeg prøvede at fortælle betjentene, at jeg var deserteret soldat og derfor ikke havde noget pas. Betjentene lagde mig i håndjern og førte mig til en fængselscelle. Efter flere timer blev jeg interviewet gennem en tolk. Jeg fortalte, at jeg var flygtet fra Iran og var på vej til Sverige. Efterfølgende blev jeg overført til et større fængsel. Her blev mit tøj taget fra mig, og hele min krop blev undersøgt. Det var utroligt ydmygende.

Den følgende morgen blev jeg flyttet til en isolationscelle. Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde siddet der, da betjentene hentede mig, og en tolk fortalte, at jeg skulle flyttes til Center Sandholm. På centeret blev jeg tildelt en seng på et værelse med tre andre. Jeg fik taget mine fingeraftryk, og personalet tog alle mine personlige ejendele fra mig. Jeg var i chok. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg blev behandlet som en kriminel, når det eneste jeg havde gjort, var at flygte fra et undertrykkende regime.”

Sahand kan, ifølge iransk lovgivning, straffes for at være deserteret fra militærtjeneste og for offentligt at have kritiseret den iranske regering. Regeringen har siden hans flugt presset hans forældre med trusler og økonomiske sanktioner i forsøg på at få ham tilbage under sin kontrol, fortæller han.

Ifølge Amnesty International Report 2020/2021 gør iransk fængselspersonale systematisk brug af tortur og anden menneskeretsstridig behandling af indsatte. I løbet af det sidste halvandet år har iransk politi, sikkerhedsstyrker og fængselspersonale udsat indsatte for forlænget isolationsfængsling, tæsk, piskning, tvunget elektrochok, waterboarding, seksuel vold og tvangsfodring af kemiske substanser. Indsatte, som er fængslet af politisk motiverede grunde, nægtes desuden tilstrækkelig sundhedspleje. Ifølge Amnestys rapport er der stor sandsynlighed for, at en person i Sahands situation ved tilbagevenden til Iran vil blive udsat for menneskeretsstridig rettergang og straf. De handlinger, han er dømt for, er af det iranske regime blevet straffet med lange fængselsdomme, tortur og henrettelse. På trods af det er han blevet afvist asyl i Danmark.

Asylmyndighedernes retssikkerhedsmæssige svagheder
Om et individ får asyl eller ej afhænger af, hvordan vedkommendes risiko og troværdighed vurderes under asylproceduren. I rapporten fra Refugees Welcome fra 2020 fremgår det, at de fleste afslag bliver givet på grund af manglende troværdighed.

Denne troværdighed baseres på, om ansøgeren kan huske alle detaljer fra flugten, og om personen i løbet af den 3-8 timer lange asylsamtale siger noget, der kan tolkes som modstridende med informationer, vedkommende har givet i den tidligere (3-8 timer lange) oplysnings- og motivsamtale og i det skriftlige asylskema.

Af rapporten fremgår det, at en stor del af de mennesker, der søger asyl i Danmark, er traumatiserede, hvilket gør det svært for dem at leve op til kravene om at huske, genfortælle, koncentrere sig og bevare overblikket.

Alligevel begrundes mange afslag med, at ansøgeren mangler troværdighed, og der findes eksempler på, at uklar kronologi og divergerende detaljer kan føre til afslag i Danmark, selvom det handler om detaljer, der er uvæsentlige for flugten og asylmotivet.

Derudover øger lange ventetider mellem asylsamtalerne i sig selv sandsynligheden for, at ansøger, tolk eller referent vil beskrive den samme situation forskelligt hver gang, og dette kan fejlagtigt tolkes som om, at ansøger lyver.

I Sahands tilfælde gik der flere måneder mellem de to samtaler med Udlændingestyrelsen. Han beskriver interview-situationerne som 8-9 timer i en tilstand af stærkt ubehag, forvirring og udmattelse.

Efter en måned modtag han Udlændingestyrelsens svar:

”Svaret var negativt. Udlændingestyrelsen dømte mig utroværdig og troede ikke på, at jeg ville være i fare, hvis jeg vendte tilbage til Iran. Jeg havde lyst til at skrige. Aldrig før havde jeg oplevet så stor uretfærdighed. De følgende dage kunne jeg ikke spise noget. Jeg var forvirret og rastløs og kunne ikke sove om natten. Jeg overvejede at forlade Danmark, men mine fingeraftryk var allerede registreret her. Det var en følelse af ikke at have nogen plads i verden.”

Hvis man som flygtning i Danmark får afslag på opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen, går sagen automatisk til Flygtningenævnet. Et flygtningenævn består af tre personer med én stemme hver. Nævnets afgørelser er endelige som det eneste sted i det danske retssystem. Det betyder, at en asylsag ikke kan ankes videre til domstolene. Desuden er nævnet undtaget fra Ombudsmandens overvågning.

Efter yderligere 9 måneder fik Sahand lov til at tale med en advokat. D. 5. februar 2020 blev hans sag behandlet i Flygtningenævnet:

”Vi fremførte mit bevismateriale, og de stillede en masse spørgsmål. Jeg var nervøs og blev hurtigt udmattet, så indimellem svarede jeg forkert. Det var ligesom et forhørslokale i Iran. Efter 3 intense timer, blev jeg og advokaten sendt ud for at vente. Flygtningenævnet ville ikke give mig asyl, for de troede ikke på seriøsiteten af mine problemer i Iran. Jeg fik at vide, at jeg skulle forlade Danmark i løbet af 7 dage. Det føltes som om min krop faldt ud verden, jeg kunne ikke høre nogle lyde omkring mig.”

Flygtningenævnet, der oprindeligt var tænkt som et sagkyndigt, politisk uafhængigt organ, har ifølge Refugees Welcome generelt retssikkerhedsmæssige svagheder. De danske asylmyndigheder er ikke i tilstrækkelig grad uddannet i interviewteknik, traumehåndtering og baggrundsoplysninger om ansøgernes hjemlande. De mange afslag, der gives med henvisning til manglende troværdighed, gives derfor i høj grad på baggrund af beslutningstagernes personlige skøn. Bedømmelserne er altså påvirkelige over for fordomme, præferencer, manglende viden og den politiske stemning i landet.

Fra politisk side eksisterer et tydeligt ønske om, at der gives flere afslag, og at Danmark ikke skal være et attraktivt land at søge asyl i. Sammen med den generelle mistro til asylansøgere, medfører det uundgåeligt, at der i behandlingen af asylsager i Danmark er langt større fokus på kontrol end på humanitære hensyn.

Nedbrydende forhold på udrejsecentrene
Efter flygtningenævnets afslag blev Sahand kontaktet af sin advokat, der fortalte, at hans sag ville kunne genåbnes efter 6-8 måneder. Imidlertid blev Sahand flyttet til Udrejsecenter Avnstrup for afviste asylansøgere.

De danske udrejsecentre drives af kriminalforsorgen og har det specifikke formål at gøre beboernes levevilkår så dårlige, at de ”motiveres” til at rejse tilbage til deres hjemlande. Det har resulteret i centre, der af Europarådets Torturkomité beskrives som værende uacceptable og uegnede til mennesker.

”Jeg blev senere flyttet til Udrejsecenter Sjælsmark og siden til Udrejsecenter Kærshovedgård. Hver måned skulle jeg til møde med Hjemrejsestyrelsen, hvor politibetjente prøvede at presse mig til at tage til Iran. Til hvert møde sagde de, at jeg skulle give dem mit rigtige pas, så de kunne deportere mig, og lyttede ikke, når jeg forklarede, at jeg er flygtet fra tvungen militærtjeneste og derfor ikke har noget pas. Betjentene truede mig med deportation, selvom jeg vidste, at Danmark ikke kan deportere folk til Iran. Hver dag blev jeg mere angstfuld og deprimeret, og jeg så det samme ske for menneskerne omkring mig. Nogle havde siddet fast i centeret i flere år. Én havde flere gange prøvet at flygte til England og Tyskland, men var hver gang blevet deporteret tilbage til Danmark. Langt de fleste jeg mødte, var deprimerede og modløse. Deres liv på centeret havde gjort dem syge.”

Sahands sag blev i marts 2021 genåbnet og bliver afgjort inden for den nærmeste fremtid. På trods af, at han har skaffet materiale, der beviser, at han er i livsfare ved tilbagevenden til Iran, er han ikke håbefuld:

”Mine oplevelser i det danske asylsystem har, siden jeg første gang blev lagt i håndjern af danske betjente, gradvist fået mit billede af Europa som et humant og demokratisk sted til at krakelere.
I starten prøvede jeg at overbevise mig selv om, at myndighederne nok havde en god grund til at udføre de ydmygende procedurer, men som tiden gik, blev det umuligt at retfærdiggøre.

Det chokerer mig ikke længere at opleve de konstante krænkelser af mine rettigheder, den store mistænkeliggørelse af mig og ligegyldigheden over for mit liv. Det, der chokerer mig, er, at det er muligt at behandle mennesker sådan i et land, der kalder sig humanistisk.”

Sahand ønsker at tydeliggøre, at han blot er én af mange individer på flugt, der er blevet afvist asyl i Danmark og som lider under konsekvenserne af et asylsystem, der mistænkeliggør og kriminaliserer flygtninge. Han ønsker, at flere mennesker bliver bevidste om, hvordan konsekvenserne af en kontrol- og afskrækkelsespolitik i asylsystemet opleves på den flygtendes krop. Han håber desuden, at flere vil begynde at stille spørgsmålstegn ved, hvordan det påvirker asylansøgeres retssikkerhed, når myndighedernes mistænkeliggørelse af ansøgere kan bruges som redskab til at nægte dem asyl.

 

Relaterede artikler

Til kommunalvalget kan vi tilvælge socialt, forebyggende arbejde   

Til kommunalvalget kan vi tilvælge socialt, forebyggende arbejde   

Kommunerne har stor indflydelse på, hvilke initiativer, der tilbydes i landets udsatte, almene boligområder. Og mens der på Christiansborg fokuseres på sanktioner og nedrivninger, er indsatsen i landets kommuner i langt højere grad koncentreret om forebyggelse gennem socialt arbejde. Det bør den blive ved med, ifølge sociolog Aydin Soei, som derfor understreger kommunalvalgets store betydning for demokratiet og landets almene boliger.