Støt os

Artikler

Temaudgivelser

Podcasts

Glansbilledet af Danmark krakelerede, da kinesisk studerende endte i Ellebæk
Bingzhi Zhu gik fra at være studerende på Københavns Universitet til indsat i Ellebæk, hvor hun mødte de kvinder, ingen gider lytte til, og blev konfronteret med det Danmark, som bunden af samfundets hierarki lever i.

Artikel

25. februar 2021
Af Sally Jensen
Illustration af Nynne Kamille Frandsen

Den kinesiske studerende Bingzhi Zhu boede og studerede indtil for nylig i København, men endte, på grund af problemer med at få fornyet sit visum, i udlændingecenter Ellebæk. Mentalt forslået og hjemsendt til Kina forsøger hun nu at stykke sit krakelerede glansbillede af Danmark sammen til et nyt og mere retvisende billede af et samfund, hvor ulighed og sociale hierarkier er langt stærkere kræfter, end hun troede:

“Jeg så Danmark som et trygt land med en af verdens højeste grader af ligestilling, velfærd og respekt for menneskerettigheder. Men så oplevede jeg umenneskeligheden i Ellebæk. Jeg opdagede, at alle privilegierne kun gælder for hvide mennesker med danske pas. Jeg opdagede, at jeg har levet i en boble.”

Bingzhi er i gang med en masteruddannelse i Global Studies på Københavns Universitet. Egentlig skulle hun have afleveret sin afsluttende masterafhandling i sommer, men grundet corona er afleveringen blevet udskudt til maj i år. Nytårsdag kom Bingzhi i tanke om, at udskydelsen af masterafhandlingen betød, at hun skulle have forlænget sit visum, men udlændingestyrelsen holdt juleferie-lukket. Hun ringede til den kinesiske ambassade, der ikke kunne hjælpe hende, og til sidst ringede hun til politiet, der forsikrede hende om, at det ikke var noget problem; hun kunne trygt vente med at få et nyt visum, til udlændingestyrelsen åbnede igen.

 

“I forhold til Ellebæk var Vestre Fængsel et hotel. Der havde jeg en ren celle og fik god mad. Men Ellebæk – det er et helvede!”

Det skulle desværre vise sig ikke at gå så let. Da Bingzhi seks dage senere kontaktede politiet igen, var tonen en anden, og de besluttede sig for at fængsle hende for at opholde sig ulovligt i Danmark. Bingzhi gik i panik over den uventede og skræmmende drejning i hendes sag, så fængselsbetjentene i Vestre Fængsel i København sendte hende på psykiatrisk hospital mod hendes vilje. Efter at være blevet tilset af flere forskellige psykiatere blev hun sendt tilbage til fængslet med den afgørelse, at hun ikke fejlede andet end at have været udsat for en traumatiserende oplevelse. Efter i alt 23 dage blev Bingzhi overflyttet til Udlændingecenter Ellebæk, hvor hun skulle afvente sin udvisning af Danmark.

 

“I forhold til Ellebæk var Vestre Fængsel et hotel. Der havde jeg en ren celle og fik god mad. Men Ellebæk – det er et helvede!”, siger Bingzhi over en telefonlinje fra Kina, indlogeret på et hotel i den obligatoriske corona-karantæne.

Otte dage med vold og ydmygelser

Bingzhi nåede kun at være indespærret i Ellebæk i otte dage. I løbet af den korte periode var hun dog ude for utallige ydmygende, nedværdigende og chokerende oplevelser med udlændingecentrets ansatte. Oplevelserne rystede Bingzhi, der ellers altid har haft stor tillid til systemet og ordensmagten, især i Danmark. Men tilliden skyldes, at hun, ligesom så mange andre borgere, altid kun har set steder som Ellebæk udefra, fortæller hun:

“Hvis man bare besøger Ellebæk, opfører vagterne sig høfligt og pænt. Men når de er alene sammen med beboerne, skifter de fuldstændig personlighed. De behandler kvinderne som svin, og der er ingen, der ser det. Det er en form for social korruption, når der ikke er nogen tredjepart, der holder øje med, hvad der foregår. Vagterne får bare lov at misbruge deres magt til at straffe og ydmyge uskyldige mennesker.”

Bingzhi fortæller, hvordan hun flere gange blev skubbet af vagterne, hvis hun eksempelvis forlangte at tale med en advokat, og hævede hun stemmen og konfronterede vagterne med deres handlinger, blev hun sendt i isolationscelle. Én gang begyndte hun i protest at synge højlydt fra toilettet, hvorefter en vagt sendte hende i gummicelle kun iført trusser og t-shirt. Hun fortalte om sine oplevelser til Ellebæks ledelse, som lovede at undersøge sagerne og vende tilbage til hende, men hun hørte aldrig fra dem igen.

“Jeg er vred på mig selv over, hvor udvidende, jeg har været. Jeg studerer Global Studies, og hver dag bruger vi på at snakke om sociale problematikker, men vi gør i virkeligheden ikke en skid.”

Nogle få vagter behandlede Bingzhi og de andre indsatte med almindelig respekt, siger hun. De lod hende ringe til Københavns Universitet og sine danske venner, som forsøgte at hjælpe hende udefra. Indefra fandt hun en enorm støtte fra de andre kvinder, der sidder indespærret i Ellebæk. Kvinder, hvis navne vagterne nægtede at lære at kende, og som i stedet blev kaldt ved deres hjemland efterfulgt af et tal. Kina, Vietnam, Filippinerne, Syrien, Afghanistan – 1, 2, 3, 4. Kvinder, som Bingzhi aldrig skænkede en tanke, da hun levede sit liv som studerende på Københavns Universitet:

“Ingen af de kvinder, jeg lærte at kende, er kriminelle. De er alle kommet til Danmark med en drøm om at starte et nyt og bedre liv. Flere af dem har arbejdet her illegalt, ja, men de har bidraget til samfundet og holdt byerne rene. De har måske gået og gjort rent på toiletterne på universitetet, uden at jeg nogensinde skænkede dem en tanke. Jeg skulle møde de her kvinder i Ellebæk, før jeg fik øjnene op for realiteterne.”

Det undrer Bingzhi, at kvinder, der er flygtet fra krig eller fattigdom, straffes som kriminelle i et samfund, der lige så godt kunne nyde godt af deres arbejdskraft – og som måske allerede har gjort det. En filippinsk kvinde havde for eksempel arbejdet for et rengøringsfirma i to år uden at vide, at det var illegalt. Hun var af den opfattelse, at hendes arbejdsgiver havde ordnet hendes papirer, siger Bingzhi, og tilføjer:

“Og så er det hende, der bliver straffet og sat i Ellebæk – ikke hendes arbejdsgiver, som udmærket har vidst, hvad hun risikerede ved at tage det job. Jeg er vred på mig selv over, hvor udvidende, jeg har været. Jeg studerer Global Studies, og hver dag bruger vi på at snakke om sociale problematikker, men vi gør i virkeligheden ikke en skid. Vi opdager ikke engang, at det er illegale arbejdere, der holder toiletterne rene. Vi er arrogante og blinde, fordi vores egne liv er rare og gode. Jeg ved godt, jeg ikke kan ændre hele systemet, men i det mindste kan jeg fortælle min historie.“

Kvinderne, ingen gider lytte til

Bingzhi vidste under sit ophold i Ellebæk, at hun var privilegeret. Hun er kinesisk statsborger og universitetsstuderende. Hun vidste, hun ikke ville komme til at være der længe, før hun blev sendt hjem til Kina – og skønt hun allerhelst ville have blevet i det danske samfund og gjort sin uddannelse færdig, var hun klar over, at hendes fremtidsudsigter var ganske anderledes end de andre kvinders, siger hun:

“Jeg vidste, at så snart jeg kom ud, ville mit liv blive godt igen. Sådan er det ikke for de andre kvinder i Ellebæk. Dem, der er flygtet fra deres hjemlande, har ingen muligheder overhovedet, og de frygter for fremtiden. Hvis de nogensinde er så heldige at komme ud i det danske samfund, vil de stadig blive opfattet som bunden af hierarkiet. De kan ikke få arbejde, fordi de ikke har mulighed for at lære dansk i Ellebæk. De vil ikke engang få mulighed for at fortælle deres historier og klage over forholdene, for der er ingen, der gider lytte til dem.”

“Man er fanget i et loop, for hvis man vil have kontakt til omverdenen, skal man have lov af vagterne, og hvis man beder om det på en forkert måde, kan de nægte én at bruge telefonen.”

Bingzhi nåede at knytte stærke bånd til mange af kvinderne, og det betød meget, at de kunne dele deres traumatiske historier og stærke, negative følelser med hinanden. Hun kom tæt ind på livet af dem i det ekstreme miljø, der var deres dagligdag. I begyndelsen undrede det hende, at hun tilsyneladende var den eneste, der sagde vagterne imod og klagede over deres opførsel. Efterhånden som hun lærte kvinderne og systemet i Ellebæk bedre at kende, gik det op for hende, at de andre kvinder for længst havde lært, at det ikke nyttede noget, forklarer hun:

 

“Man er fanget i et loop, for hvis man vil have kontakt til omverdenen, skal man have lov af vagterne, og hvis man beder om det på en forkert måde, kan de nægte én at bruge telefonen. De kvinder, der har siddet der i måneder og år, har lært, at den eneste mulighed for overlevelse er at tigge og bede vagterne og at undskylde over for dem hver eneste gang, vagterne synes, de har gjort noget forkert. Når de blev ydmyget, blev nægtet hjælp og vagterne ikke engang gad kalde dem ved deres navn, men gav dem et nummer i stedet, bebrejdede de sig selv. De følte så stor skyld og skam over at være havnet der, selvom de fleste ikke engang vidste, at de havde gjort noget ulovligt.”

Da Bingzhi den 2. februar blev hentet af politiet, som skulle eskortere hende til hendes fly til Kina, fortalte hun dem om sine oplevelser med vagterne. Hun troede, politiet ville tage hende alvorligt, men i stedet truede de hende med, at hendes flyafgang ville blive aflyst, hvis ikke hun opførte sig pænt og tiede stille, siger hun. Endnu engang følte hun sig ydmyget og chokeret over de danske myndigheder, som hun troede, skulle være nogen af de bedste i verden:

“Præcis ligesom vagterne i Ellebæk skiftede politiet fuldkommen personlighed, når der var andre til stede. De truede mig hele vejen i bilen på vej til lufthavnen med, at min hjemrejse kunne blive aflyst, men så snart vi kom ind i lufthavnen om ombord på flyet ændrede de deres toneleje og sagde ‘Hav en rigtig god tur hjem!’ som om intet var hændt”, fortæller hun.

Bingzhi er stadig i kontakt med de andre kvinder fra Ellebæk. Hun vil tage sig tid til at komme sig over den traumatiserende tid, der blev afslutningen på hendes ophold i Danmark, men så snart, hun har det bedre, vil hun tilbage til København og gøre sin uddannelse færdig. Hun vil også jævnligt besøge kvinderne i Ellebæk og komme med de ting, hun ved, de mangler:

“Og så vil jeg gøre vagterne opmærksomme på, at jeg holder øje med dem, og at de har at behandle de indsatte som mennesker og ikke som svin.”

 

Københavns Politi, der anholdt Bingzhi Zhu den 5. januar og efterfølgende sendte hende på psykiatrisk hospital mod hendes vilje, oplyser til Respons, at de ikke har mulighed for at kommentere oplysningerne i en konkret sag om en privatperson.

Nordsjællands Politi er blevet fremlagt Bingzhi Zhus forklaring af hændelserne omkring eskorteringen til lufthavnen. Nordsjællands Politi skriver til Respons, at betjentene, der eskorterede Bingzhi, er ikke af den opfattelse, at hun har givet udtryk for, at der skulle være sket noget kriminelt i Udlændingecenter Ellebæk. Om Bingzhis oplevelse af, at de truede hende med at hendes hjemrejse ville blive aflyst, hvis ikke hun opførte sig pænt, skriver de:

“Under køreturen fra Udlændingecenter Ellebæk til Københavns Lufthavn hævede kvinden sin stemmeføring, hvorfor hun blev vejledt om, at piloten på hendes kommende flyafgang kunne nægte hende adgang på flyet, hvis piloten vurderede, at kvinden med sin opførsel kunne være til gene for de øvrige passagerer og flyets besætningsmedlemmer.”

Bingzhi Zhu understreger, at Københavns Universitet har hjulpet og støttet hende hele vejen igennem forløbet. De har kontaktet Ellebæk og politiet og sendt alle de dokumenter, der kunne hjælpe Bingzhi med at bevise, at der var sket en misforståelse. De har også udsat Bingzhis masterafhandling på ubestemt tid, så hun kan komme til Danmark og skrive den, når hun er kommet sig over sine traumer fra det danske system.

Udlændingecenter Ellebæk er blevet forelagt kritikken, men kriminalforsorgens presseafdeling har ikke meldt tilbage på Respons’ henvendelse.

Relaterede artikler

NGO: Ofre for menneskehandel ender i danske fængsler

NGO: Ofre for menneskehandel ender i danske fængsler

En kombination af nedlukning, hård lovgivning og snævre forestillinger om hvem der udsættes for menneskehandel, har skabt en situation, hvor ofre risikerer at blive overladt til sig selv i uvished i danske fængsler over lange perioder. Respons har talt med Michelle Mildwater fra NGO’en HopeNow, som de seneste år har haft et øget fokus på mænd i denne gruppe.

På den anden side af ghettopakken

På den anden side af ghettopakken

I kølvandet på regeringens parallelsamfundspakke vil en lang række boligområder landet over forandre sig markant. Beboere skal skiftes ud, bygninger rives ned og lejligheder gennemrenoveres. Men hvordan efterlader alle disse tiltag vores almene boligområder? Lad os tage et smugkig ind i fremtiden.

Hvordan myten om ‘de vilde’ retfærdiggør og opretholder ‘den raciale kontrakt’

Hvordan myten om ‘de vilde’ retfærdiggør og opretholder ‘den raciale kontrakt’

Kronik: Fra Apartheid, kolonisering og slaveri til nutidens ghettolov og kriminalisering af såkaldt ikke-vestlige mennesker. Myterne om ‘de vilde’ og ‘uciviliserede’ har retfærdiggjort og ført til mange forskellige politiske projekter gennem tiden. Ifølge sociologen Charles W. Mills er det alt sammen eksempler på opretholdelsen og retfærdiggørelsen af dét, han kalder’den raciale kontrakt’.