Debat

For to uger siden blev den nyeste IPCC-rapport offentliggjort med et budskab, der var lige så dystert, som de fleste klimaaktivister havde ventet: De globale temperaturstigninger ruller hurtigere end først antaget, og den globale opvarmning overstiger med stor sandsynlighed 1,5 grader om cirka 10 år.

Rapportens samlede konklusion kunne ikke være tættere på sirener, der hyler, og lamper, der blinker ”RØD KODE”. Denne rapport er allersidste advarsel.

Desuden udkommer IPCC-rapporten efter en sommer med det ene ekstreme vejrfænomen efter det andet. Altødelæggende oversvømmelser i Tyskland og Belgien, ekstreme hedebølger i blandt andet Canada og Sibirien og voldsomme skovbrande omtrent alle steder på kloden.

Our house is on fire.

Hvor er den alvorlige reaktion?
Men hvor er den alvorlige reaktion fra vores politiske establishment efter dette virkelig alvorlige budskab? Jeg venter stadig på den.

Som noget nyt lykkedes det rent faktisk for rapportens nedslående budskab at nå frem til de store, etablerede medier. Det holdt dog kun i cirka 24 timer, indtil Messi skiftede til PSG, og så havde alle igen glemt annonceringen af vores egen undergang.

Ikke én eneste politiker har sagt, hvad de konkret vil gøre. Og ikke én eneste journalist har insisteret på at få et svar.

Heller ikke Danmarks venstrefløj, som trods alt plejer at have den mindst uambitiøse klimapolitik, har taget de nyeste advarsler fra IPCC-rapporten, noget der minder om, alvorligt nok.

Et bånd spillet hundredvis af gange før
På selve dagen for offentliggørelsen af IPCC-rapporten kunne man være heldig at se et selfie med rynkede bryn på Facebook med et budskab i retning af:

”Hold da op, hvor dystert. Vejret vil gå helt amok, og vores planet vil blive ubeboelig, så nu håber jeg, at Mette Frederiksen vil sætte sig for bordenden og gøre noget. Vi kan ikke spilde et sekund mere”.

Hvorefter samtlige sekunder lige siden er blevet spildt på at snakke om minimumsnormeringer, dagpenge og skattebetalt tandlæge – og ikke et ord mere om klima. Helt sikkert sympatiske forslag, men det er dybt useriøst at være vidne til et Folketing, hvor ikke ét eneste parti giver udtryk for at have forstået alvoren.

Det er som at høre et bånd, som er blevet spillet hundredvis af gange før, og han viser ikke den fjerneste antydning af at have forstået, at der skal handles NU, og at Danmark bliver nødt til at øge sin klimaindsats radikalt.

Vil slå flere ihjel end covid-19
Det seneste halvandet år har haft en total omvæltning af vores samfund med strenge lockdowns og ugentlige pressemøder som følge af coronakrisen. Hvor er pressemøderne om den klimakatastrofe, vi står i? Hvor er alle de flotte ord som ”samfundssind” og ”solidaritet”, når det handler om den klimakatastrofe, som vil slå langt flere mennesker ihjel end covid-19?

Reaktionen (eller mangel på samme) fra det politiske establishment viser, at vi ikke skal regne med politisk forandring. Når selv den mest røde alarm ikke kan vække vores magtelite af søvnen, er der intet, som kan. Forandringen bliver nødt til at komme nedefra.

Denne IPCC-rapport er SIDSTE ADVARSEL. Vi bliver nødt til at gribe ind i en lige så voldsom grad, som da coronakrisen ramte, og vi bliver nødt til at erklære undtagelsestilstand på grund af klimaet. Den dag, vi behandler en krise som en krise, kan meget ændre sig fra den ene dag til den anden.

Folkeligt oprør
Det er smerteligt at erkende det faktum, som jeg dybest set godt vidste, men som jeg har forsøgt at lukke øjnene for indtil nu: Det etablerede system kommer ikke til at reagere på den katastrofe, vi står overfor.

Når en så alvorlig rapport med et så alvorligt budskab i praksis kan blive ignoreret, så er der i min optik ikke længere grund til at holde fast i et spinkelt håb om, at vores politikere nok vågner op.

Der er brug for et folkeligt oprør. Jeg vil gerne opfordre alle klimabekymrede og klimaangste mennesker til at gå på gaden, deltage i klimaaktioner og tilslutte sig aktivistiske grupper som Extinction Rebellion. Det gælder livet.

Maja Parsberg Madsen er aktiv i bevægelsen Extionction Rebellion. Artiklen blev først bragt i Arbejderen.

Relaterede artikler