Artikel
12. februar 2020
Af Sally Jensen
Foto af Tobias Nilsson
Det datamæssige grundlag for ghettolisten møder kritik fra flere af landets boligforeninger, bestyrelser og organisationer. Det er tal om uddannelse, arbejde, indkomst, etnicitet og kriminalitet, der afgør, om et boligområde er en ghetto eller ej. Men ifølge kritikerne er tallene enten forældede eller baserede på uretfærdige sammenligninger.
Det gælder eksempelvis for Mjølnerparken i København, som er på ghettolisten alene på grund af sin beliggenhed.
Mjølnerparken har været på ghettolisten så længe, at det nu betegnes som en hård ghetto. Når en ghetto betegnes som hård, sættes en målrettet handlingsplan i værk, og boligområdet pålægges at skulle nedrive eller sælge op mod 60% af boligerne. I Mjølnerparken er halvdelen af området nu i gang med at blive solgt til private ejendomsfirmaer.
Men i Mjølnerparken har det længe gået fremad, når man kigger på de tal, Danmarks Statistik indhenter om området: Flere og flere beboere kommer i arbejde og færre og færre har domme for lovovertrædelser. Det betyder, at Mjølnerparken hverken har nok arbejdsløse eller nok dømte til at leve op til ghettokravet, og at området i dag kun overholder to ud af fire kriteriter, der skal til for at blive kategoriseret som en ghetto. Det ene kriterium, de fortsat opfylder, er, at beboerne har et relativt lavt uddannelsesniveau. Det andet er, at de har en relativt lav indkomst.
Der er imidlertid det særlige ved Mjølnerparken, at hvis området lå i enhver anden region, ville det ikke leve op til indkomstkriteriet. Beboernes gennemsnitlige indkomst betragtes nemlig kun som lav, fordi Mjølnerparken ligger i region hovedstaden. Hvis Mjølnerparken omvendt lå i en anden region, ville området altså kun opfylde ét kriterium – og derfor slet ikke være en ghetto.
Rige kommuner i Nordsjælland gør Mjølnerparken til en ghetto
I region hovedstaden skal beboerne tjene mere end i alle andre regioner for, at deres boligområde ikke kategoriseres som en ghetto. De skal eksempelvis tjene 27.000 kroner mere om året, end de skulle, hvis de boede i region Midtjylland. Faktisk tjener beboerne i Mjølnerparken også mere, end beboerne i mange andre ghettoområder, og hvis området lå i eksempelvis Aarhus, ville indkomsten være for høj til, at området kunne kategoriseres som en ghetto. Beboerne i Mjølnerparken tjener nemlig i gennemsnit 8.000 kroner mere om året end beboerne i Gellerup i Aarhus.
“På alle andre af ghettolistens parametre bliver vi sammenlignet med landsgennemsnittet – men ikke, når det kommer til indkomst. Der er mange nordsjællandske kommuner, hvor indkomstniveauet er væsentligt højere end landsgennemsnittet, som beboerne i Mjølnerparken så skal måle sig op ad, fordi de bor i region hovedstaden”, fortæller Muhammad Aslam, der er formand for Mjølnerparkens afdelingsbestyrelse.
Indkomst-kriteriet udelukker desuden førtidspensionister og folk, der er i fleksjob, fra at bo i Mjølnerparken, selvom selvsamme mennesker godt må bo i ghettoer i andre dele af landet. Det er uretfærdigt, mener Muhammad Aslam:
“Det virker som om, man har målrettet kriterierne efter bestemte boligområder og bestemte beboere. Og Mjølnerparken har så været et af de områder, man meget gerne ville ramme. Det er forskelsbehandling, og det er vildt diskriminerende, sådan som vi ser det.”
Forældede tal modarbejder de gode tiltag
Muhammad Aslam peger også, som mange andre, på det faktum, at ghettolisten udarbejdes på baggrund af tal, der er mere end et år gamle. Tal om beboeres uddannelsesniveau, arbejde, indkomst og kriminalitet, som er grundlaget for ghettolisten i december 2019, blev indhentet i 2017/2018. De er ikke blevet opdateret siden, på trods af, at der i løbet af et år kan forekomme markante ændringer i beboersammensætningen. Folk flytter ind og ud, færdiggør uddannelser eller får jobs – ofte med hjælp fra boligsociale indsatser. Tallene risikerer derfor at afvige fra realiteten, når man træffer beslutninger ud fra dem.
Henning Hartmeyer er konstitueret formand i Foreningen Korskær, der arbejder med boligsociale tiltag i ghettoen Korskærparken i Fredericia. Han ærgrer sig over den måde, ghettolisten bliver opgjort på:
“Det er uhyggeligt, at det er et excel-ark – med gamle tal fra 2018 – der afgør, om et område er en ghetto i dag. Især med de store konsekvenser, det får for vores 1.962 beboere.”
Om Korskærparken tæller med på ghettolisten, svinger fra år til år. I 2018 røg den af listen. I 2019 røg den på igen. Årsagen er, at der nu bor to personer for mange, der er af ikke-vestlig oprindelse og ikke er i arbejde. Hvis ikke Korskærparken var undsluppet listen i 2018, ville den nu have været på listen i så mange år i træk, at den ville blive kategoriseret som en hård ghetto, ligesom Mjølnerparken. Det ville have betydet, at helt nyrenoverede lejligheder skulle rives ned, fortæller Henning Hartmeyer.
I stedet slipper de med at måtte lukke en børnehave, fordi der går “for mange” børn af ikke-vestlig herkomst. Det er dog også i sig selv et ærgerligt tiltag, mener Henning, da beboerne var glade for børnehaven. Samtidig afholder det børnefamilier fra at flytte til området, at der ikke længere ligger en børnehave, siger Henning Hartmeyer, og tilføjer:
“Lovgivningen ødelægger alle de gode tiltag, der skulle skabe et bedre boligområde. Og vi har rigtig mange projekter i gang i samarbejde med kommunen og helhedsplanen, som gør en fantastisk indsats. Vi får folk i arbejde, og vi kan se, at kriminaliteten i området falder. Jeg kan garantere, at vi ikke står på ghettolisten til næste år!”
“Enten gør man ingenting, eller også vælter man hele boligområdet”
Keld Laursen, der er administrerende direktør i Brabrand boligforening i Aarhus, kalder ghettolisten for “Lottolisten” med henvisning til, hvor lidt, der skal til, og hvor tilfældigt, det virker, om et boligområde er på ghettolisten eller ej. I hans boligforening ligger Skovgårdsparken. Her boede der i 2017/2018 én person for mange med en dom for en lovovertrædelse i forhold til ghettolistens krav. Så Skovgårdsparken stod på ghettolisten i 2019.
Det kom bag på Keld Laursen. Tidligere har området haft for mange beboere uden for arbejdsmarkedet, så de seneste år har de gjort en intensiv indsats for at få folk i jobs. Det har virket, og derfor troede Keld Laursen, at området ville slippe for ghettolisten i 2019. Men i mellemtiden var der altså kommet én beboer for meget i området, der havde en dom.
Keld Laursen finder det absurd, at en enkelt person kommer til at afgøre skæbnen for hele boligområdet og dets mere end tusind beboere, ligesom to personer kommer til at afgøre skæbnen for Korskærparken. Han kan ikke forstå, hvorfor man ikke i det mindste kunne graduere konsekvenserne:
“Jeg savner virkelig proportionalitet. Det er meget ‘Enten gør man ingenting, eller også vælter man hele boligområdet’. Der er intet rationale i det – og en hel masse uskyldige borgere ligger under for det. Jeg synes, det er hovedløst, at én dømt eller arbejdsløs skal få så vidtrækkende konsekvenser.”
Også Keld Laursen mener, at ghettolisten kommer til at modvirke mange af de gode initiativer og boligsociale indsatser. Ghetto-stemplet fører intet godt med sig, mener han, og han finder det bizart, at man ved at kategorisere et område som en ghetto taler området ned, samtidig med, at der afsættes milliarder af kroner af til at løfte området.
Den pointe deler Henning Hartmeyer:
“Alle landets udsatte boligområder står med vidt forskellige beboersammensætninger og forskellige problematikker. Derfor er det enormt synd at sætte folk i bås og trække fællesbetegnelsen ‘ghetto’ ned over dem. Når man kalder et område for en ghetto, får både beboerne og verden omkring dem et negativt indtryk af boligområdet. I folkemunde kalder vi Korskærparken ‘Danmarks bedste ghetto’. Det hjælper folk til at ranke ryggen lidt.”