Støt os

Artikler

Temaudgivelser

Podcasts

Vi giver nødhjælp med den ene hånd og skovler renter ind med den anden
I år lykkedes det Danmarks Indsamling at indsamle 120 millioner kroner til verdens fattigste. Men ser man på gældsforholdet mellem det globale syd og nord vil man hurtigt indse, at donationerne blot er en dråbe i et meget stort hav af afdrag, renter og gebyrer, som landene i særligt Afrika hvert år må betale til udenlandske, vestlige långivere.

Artikel

9. februar 2021
Af Andrea Thorup og Marie Hedegaard Jøgensen – Gode Penge
Illustration af Eva Kragh Petersen

I lørdags løb Danmarks Indsamling af stablen, og danskerne kunne donere penge til fattige lande hjemme fra stuerne. Denne gang lykkedes det den årlige begivenhed at indsamle 120 millioner kr. Pengene er i år målrettet børn, som er særligt ramte af coronakrisen blandt andet på grund af sammenbrudte sundhedssystemer, der forhindrer børnene i at få lægehjælp og vacciner.

Formålet er bestemt anerkendelsesværdigt, og på trods af de semi-usmagelige konkurrencer om at vinde store biler og charterrejser undervejs, er det svært ikke at værdsætte den gode sags tjeneste og en tradition, der hvert år formår at rejse livsnødvendige midler til fattige og kriseramte mennesker.

Men når man ser på den finansielle verdensøkonomi og gældsforholdet mellem det globale syd og nord er det alligevel ikke stolthed, der melder sig. Donationen på hundrede millioner kroner blegner nemlig i sammenligning med de hundrede milliarder i renteudgifter, som fattige lande hvert år må betale til blandt andet vestlige banker og andre udenlandske långivere.

Hundrede år i bundløs gæld

Mange lande i det globale syd, herunder de fleste afrikanske lande, befinder sig i et yderst begrænsende gældsforhold til Vesten. Forholdet har rødder i kolonitiden, hvor mange lande blev efterladt i høj gæld eller måtte optage lån for at sikre den efterfølgende genopbygning af landet. De primære långivere var Verdensbanken og IMF (Den Internationale Valutafond) og lånene blev udstedt på betingelse af landenes integrering i vestens kapitalistiske økonomi: Landene blev påbudt at liberalisere og åbne deres økonomier, så vestens investorer kunne få adgang.

“Gældsforholdet mellem det globale syd og nord i dag er altså på mange måder det økonomiske efterslæb fra kolonialismens tidsalder. Men det finansielle system og pengesystemet er stadig indrettet til fordel for landene i det globale nord.”

 

I 80’erne var mange lande, i særligt Afrika, ramt af gældskrise og kunne derfor ikke betale renterne og afdragene på de lån, de havde i udlandet. Verdensbanken stillede nye lån til rådighed, som landene kunne bruge til at betale renter og afdrag på deres tidligere lån. Igen kom låneaftalerne med betingelser om, at landene tilpassede sig vestens økonomier og åbnede yderligere op op for udenlandske investorer. Foruden nedskæringer på de offentlige udgifter og besparelse på uddannelse og sundhed, var resultatet for landene, at de blev fastholdt i en ekstremt omkostningsfuld gældsspiral.

 

Gældsforholdet mellem det globale syd og nord i dag er altså på mange måder det økonomiske efterslæb fra kolonialismens tidsalder. Men det finansielle system og pengesystemet er stadig indrettet til fordel for landene i det globale nord. De afrikanske lande bruger tilsammen over 170 milliarder kroner på gældsudgifter på deres lån til udlandet hvert år. I Ghana sluger renteudgifterne alene næsten halvdelen af de offentlige indtægter. I Nigeria og Angola er det tilsvarende tal er ca. 30% Ifølge Oxfam Ibis, bruger 46 lande i gennemsnit fire gange flere penge på samlede gældsbetalinger end på deres offentlige sundhedssystem.

Renteudgifter på fattige landes store udlandsgæld er altså penge, som finansielle institutioner i rigere dele af verden tjener på bekostning af de lande, som er nødt til at optage lånene – til dels for at betjene gamle tilsvarende lån. En løbende strøm af penge til rige lande fra lavindkomstlande.

Finansiel kolonialisme

Selvom kolonitiden officielt er slut, kan mange af de samme økonomiske dynamikker altså spores helt frem til i dag. Man kan i dag tale om en slags finansiel kolonialisme, hvor landene fastholdes i et gældsforhold og modtager lån eller kan få nedskrevet gæld på betingelse af strukturtilpasninger dikteret af långiverne.

“På den måde er gæld ikke blot et finansielt problem men også et politisk problem, fordi den ender med at diktere landenes økonomiske og sociale udvikling. Den bliver et neoimperialistisk instrument.”

Den samme type betingelser gør sig gældende med de nuværende coronahjælpepakker og kriseprogrammer, der skal sikre, at de hårdest ramte lande i det globale syd ikke kollapser økonomisk. I alt 80 lande er blevet pålagt af IMF at skære ned på offentlige udgifter de næste to år. Og det er på trods af, at IMF’s egne undersøgelser viser, at kravene om sparepolitik bidrager til økonomisk tilbagegang på grund af manglende (offentlige) investeringer i samfundet og dermed dårligere offentlig-, sundheds- og uddannelsessektorer.

 

På den måde er gæld ikke blot et finansielt problem men også et politisk problem, fordi den ender med at påvirke landenes økonomiske og sociale udvikling. Den bliver et neoimperialistisk instrument, der med sine krav om liberalisering og privatisering som betingelser for lånene, sikrer lukrative vilkår for det globale nord og dets investorer.

Det hele vidner om en skæv magtbalance i verdensøkonomien, hvor landene i det globale nord dikterer slagets gang. Det forstærkes yderligere af, at det også er repræsentanter fra kreditorlandene, som primært sidder i de organer, der udstikker rammerne for låneaftalerne (herunder Verdensbanken og IMF). Stemmerne i Verdensbanken vægtes ud fra de forskellige landes økonomiske bidrag til den, og i praksis har USA vetoret i alle beslutninger af afgørende betydning. Med andre ord har rige lande automatisk større politisk bestemmelsesret i forhold til at beslutte, hvor pengene skal kanaliseres hen og på hvilke præmisser.

 

Bør man afskrive gælden?

Store organisationer såsom Oxfam og European Network on Debt and Development (Eurodad) advokerer for at afskrive gælden eller sætte afdrag og rentebetalinger på pause. Der bliver da også sommetider forhandlet og lavet aftaler internationalt om lempelser på gældforpligtelserne.

Men det er ikke kun vestlige stater og internationale institutioner såsom IMF og Verdensbanken, som fattige lande skylder penge til. Som konsekvens af liberaliseringerne de sidste årtier er stadig mere udviklingsgæld udstedt af den private sektor, altså privatejede banker og investeringsfonde, herunder investeringsselskaber som blandt andet BlackRock og Goldman Sachs. Andelen af udlandsgæld i lav- og lavere mellemindskomstlande, som er udstedt af private kreditorer steg fra 25% i 2010 til 47% i 2018. Og hvor verdenssamfundet og internationale politiske institutioner kan beslutte at eftergive gæld eller sætte rente- og afbetalinger på pause, så lader de private kreditorer sig vanskeligt regulere. 

“Initiativer om at slette eller lempe på gælden bør suppleres med et mål om at skabe et mere bæredygtigt og demokratisk finansielt system i fremtiden, der ikke systematisk beriger de rige lande og fortsætter med at gældsætte i forvejen fattigere dele af verden.”

 

Den stigende andel af private långivere har derfor også den konsekvens, at internationale krisepakker ender med at gå mere eller mindre direkte i lommerne på de private kreditorer, fordi de kriseramte lande er nødt til fortsat at prioritere deres gældsforpligtelser. Det er netop, hvad der sker med en stor del af de kriselån, som blandt andet IMF tilbyder kriseramte lande under corona: Mange af pengene ender op hos private långivere.

Og på trods af de enorme ulemper ved privat lånefinansering arbejdes der alligevel internationalt for at øge privat finansiering endnu mere fremover. En reel afskrivning af gælden eller lempelser på udgifterne er derfor urealistisk som primær løsning på nuværende og fremtidige gældskrisetider.

 

Desuden vil løsningen kun være midlertidig – for under det nuværende finansielle system vil mange af landene hurtigt se sig nødsaget til at optage nye udenlandske lån.

Mod et nyt og mere fair pengesystem

Initiativer om at slette eller lempe på gælden bør derfor suppleres med en diskussion og et mål om at skabe et mere bæredygtigt og demokratisk finansielt system i fremtiden, der ikke systematisk beriger de rige lande og fortsætter med at gældsætte i forvejen fattigere dele af verden.

En mere langvarig løsning på gældsproblematikken vil i vores perspektiv kræve, at vi gentænker indretningen af vores pengesystem. Under vores nuværende gældsbaserede pengesystem skabes størstedelen af penge af private banker som gæld. Pengene bliver altså skabt i det øjeblik, de udlånes. Et sådant system gør ophobning af gæld uundgåelig.

“Det indebærer, at vi giver afkald på vores lukrative position i det internationale finansielle system, der lige nu gør den fattigere del af verden til en indtægt snarere end en udgift.”

Samtidig er pengeskabelsesprivilegiet skævt fordelt. Om et land kan skabe sine egne penge afhænger af landets pengesuverænitet, som blandt andet påvirkes af mængden af gæld, det har, i udenlandsk valuta. Lande med høj pengesuverænitet, som fx USA, kan selv udstede deres egen valuta til at betale statens udgifter. Lande med lav pengesuverænitet med store lån i udenlandsk valuta – for eksempel i dollar – er afhængig af at kunne fremskaffe og betale gæld tilbage i den lånte valuta. Frem for at udstede deres egne penge selv, må disse lande derfor skaffe pengene på markedet (ved at sælge varer i udlandet eller ved at låne pengene i udenlandsk valuta).

 

At nedbringe gælden er et skridt på vejen mod højere pengesuverænitet og derfor mod muligheden for suveræn pengeskabelse. Hvis landene i det globale syd kan skabe deres penge selv, vil de blive fri for enorme rentebetalinger til udenlandske långivere og være mindre afhængige af donationer. Samtidig ville det styrke deres politiske selvbestemmelse og kontrol med udviklingen i samfundet, der ikke på samme måde vil være under indflydelse fra udenlandske kreditorer gennem deres lånebetingelser og krav om eksempelvis offentlige besparelser.

Suveræne og demokratiske pengesystemer i kriselamte lande i det globale syd vil i manges ører lyde som fjerne fremtidsscenarier. Først og fremmest vil det kræve at lempelser eller eftergivelser af gæld ikke bliver brugt som symtombehandling og dermed opretholdelse af et forældet finansielt system, men i stedet bliver brugt strategisk for på længere sigt at gøre op med gældsøkonomien og skabe bæredygtige og suveræne pengesystemer. Det indebærer, at vi begynder at tænke pengepolitik ind i udviklingsdebatten, og at vi giver afkald på vores lukrative position i det internationale finansielle system, der lige nu gør den fattigere del af verden til en indtægt snarere end en udgift.

 

Andrea og Marie er begge ansat i foreningen Gode Penge, der arbejder for at demokratisere pengesystemet.

Relaterede artikler

Valgkamp i USA: Hvad er et primærvalg og hvad (fanden) skete der i Iowa?

Valgkamp i USA: Hvad er et primærvalg og hvad (fanden) skete der i Iowa?

Det demokratiske partis primærvalgkamp blev skudt i gang sidste mandag. Men første skridt i kampen om at vælge en modkandidat til Trump endte i total kaos. Forvirring, fejl i optællingerne og en fejlslået app har udstillet partiets interne splittelse og givet anledning til mistro blandt vælgerne til både partiet og hele det demokratiske partis valgsystem.

Libanon: Et land i oprør

Libanon: Et land i oprør

I mere end to måneder har folk over hele Libanon været på gaden i protest mod landets sekteriske og korrupte politiske system og den forværrede økonomiske situation. Wissam, Tharaa, Rashid og Hussein er alle unge libanesere, der har været aktive i demonstrationerne over de sidste to måneder. De fortæller her om, hvordan det har været at gå på gaden for at protestere, og hvorfor de bliver ved med at kæmpe.