Artikel

Mens Georg Orwells fremtidsroman 1984 mere eller mindre er blevet synonym med billedet på overvågningssamfundet og for længst har indtaget en udødelig klassikerstatus, har de færreste nok hørt om den russiske forfatter, Jevgeni Zamjatins sci-fi roman Vi fra 1921. Ikke desto mindre var Vi en vigtig inspirationskilde for Orwell i arbejdet med 1984, og har på mange måder dannet skole for den moderne, dystopiske overvågnings- og fremtidsroman, eller hvad man også kan betegne som den ’anti-utopiske’ roman.

Statsmanden fik pludselig nok

Zamjatin skrev oprindeligt Vi som en kritisk kommentar til det unge Sovjetiske samfunds spirende totalitære tendenser, hvilket selvsagt ikke faldt i god jord hos magthaverne. Zamjatin blev født i 1884 og var i de første år efter den Russiske revolutionen en indflydelsesrig forfatter i Sovjetunionen. Med andre ord: en god leninistisk bolsjevik, som støttede den sovjetiske sag. Det ændrede sig dog hurtigt, da Zamjatin begyndte at tage afstand fra Sovjetstatens spirende brutalitet.

Zamjatin var dermed også pludselig yderst upopulær, og hans skuespil blev ikke længere opført, ligesom hans skrifter ikke blev udgivet. Derfor udkom Zamjatins hovedværk, Vi, da heller ikke i Sovjetunionen i sin fulde længde før i 1988, mange år efter forfatterens død. Zamjatin selv søgte om at rejse til udlandet og fik lov – historien går på, at Stalin måtte have været i ekstraordinært godt humør den dag. Han vendte aldrig tilbage til Sovjetunionen og døde i Paris i 1937.

Algoritmisk tankespind

Vi foregår 1000 år ude i fremtiden og består af en række dagbogsoptegnelser. Optegnelserne betegnes af romanens hovedperson som et digt til ’Enhedsstatens matematisk fuldendte liv’. Litteraturen er nemlig ikke længere hverken geniets bevingede ord eller krads samfundskritik: ”I dag er poesien ikke længere bare en hæmningsløs nattergals sang: poesien arbejder i Statens tjeneste, poesien er nyttig” beretter hovedpersonen og ophavsmanden til optegnelserne, som hverken hedder Ivan eller Vladimir, men D-503 – Enhedsstatens indbyggere opdeles nemlig i numre og tal, herunder mandlige og kvindelige.

D-503 er til at starte med en eksemplarisk partisoldat, der synes at være fuldstændig ubekymret over tingenes tilstand i Enhedsstaten: ”Ufrihedens instinkt er fra gammel tid organisk iboende i mennesket” skriver han fromt og lydigt.

 Alt i D-503’s liv er skemalagt og styret af staten – selv hans sexliv! Byen består af de ”gennemsigtige boligers guddommelige parallelogrammer”, og D-503 har ikke kun frit udsyn til naboerne – alt og alle kan også frit følge med i, hvad han beskæftiger sig med inden for boligens fire gennemsigtige vægge. Selvom det måske lyder som en skrækkelig affart af Foucaults panoptikon fra Overvågning og Straf, så er det ifølge D-503, der ikke deler Foucaults magtbevidsthed, alt sammen vældig godt. D-503’s optegnelser bærer nemlig fra start præg af en uanfægtet tro på Enhedsstatens opbygning: ”Jeg kan ikke forestille mig et liv, der ikke er svøbt i Tavlens cifferramme” proklamerer han. Denne tavle kan sammenlignes med en form for algoritme, der ordner og organiserer Enhedsstatens indbyggeres liv. En etik funderet på subtraktion, addition, division og multiplikation – eller med andre ord: kolde beregninger. ”Er menneskets frihed = 0 vil det ikke begå forbrydelser. Det er klart” skriver D-503.

Dystopisk nutid?

Retter man for en kort bemærkning blikket mod nutidens debatter omkring overvågning i Danmark, både i forhold til den øgede politiske opbakning til overvågning som ’kriminalpræventivt’ såvel som store internationale virksomheders udvinding og brug af persondata, så virker den sovjetiske dystopi på nogle punkter måske ikke så fremmed endda.

Følger man den nuværende kapitalistiske logik, er der tilsyneladende mere eller mindre frit slag og valg på alle livets herlige hylder, kun fantasien sætter grænser, og du kan berige sjæl og legeme med alle tænkelige former for smarte teknologier, som har indtaget dagligdagen og skal gøre livet ’lettere’. Teknologien har skabt et overflødighedshorn af fantastiske muligheder, skal man forstå. Og indrømmet: Det lyder ikke ligefrem som et skrækeksempel på et sovjetisk helvede, men den bagvedliggende logik er måske ikke så væsensforskellig fra den virkelighed, som gør sig gældende i Zamjatins fremtidsdystopi.

Det hele handler nemlig om kontrol. Problemet er, at den teknologiske udvikling har gjort os særdeles sårbare over for overvågning, og perspektiverne er svimlende. Forskellen på den gamle og nye form fra totalitære logik er måske, at i den nye form bliver ufriheden blot på skræmmende vis forklædt som den ultimative frihed (selvom der selvfølgelig også er åbenlyse og vigtige forskelle!), hvorimod D-503 på forhånd afskriver friheden som noget ondt. I dag er man eksempelvis blevet så afhængig af sin smartphone, at man let glemmer at forholde sig kritisk til alt det, der følger med. Blandt andet i form af virksomheders efterhånden veldokumenterede udnyttelse af personlige data i almindelighed og overvågning i særdeleshed. Problemet ligger måske også i, at det hele er så svært gennemskueligt, hvis ikke decideret umuligt at finde hoved og hale i. 

En ny bevidsthed

Tilbage i D-503 dagbogsoptegnelser sker der pludselig noget, og den før så urokkelige tro på Enhedsstatens altomfattende kontrol begynder at krakelere. De logiske ræsonnementer erstattes med en selvmodsigende tvivlen og tøven. D-503 møder nemlig et andet nummer, I-330, som afviger fra den store grå masse, et nummer som ikke umiddelbart lader sig afkode. I-330’s ansigt lader sig ikke beskrive med andet end et X, hun er anderledes og er endnu ikke underlagt Enhedsstatens tankesæt, for, som hun siger, ”man kan kun elske det, der ikke lader sig betvinge”. Og efter mødet med den mystiske I-330 bliver D-503 pludselig i tvivl om det hele. Hvem er jeg? Hvad er jeg? spørger han sig selv. ”Jeg ved ikke længere, hvad der er derude: jeg ved pludselig alt for meget” skriver han febrilsk famlende.

Den revolutionære I-330 får ham til at se sig selv på en ny måde. I hendes ansigt ser han sig selv som i et spejl og udbryder ”Jeg er ham […] med forundring ser jeg på mig selv som et andet han”. Der finder altså en begyndende subjektivering sted, en proces hvor D-503 ser og opdager sig selv på ny og som noget andet end hvad Enhedsstaten har defineret ham som. Denne gryende erkendelse giver sig ikke mindst til kende ved, at det matematiske og automatiske parolesprog pludselig afløses af noget nyt og eksplosivt blomstrende, en røst fra dybet og en glemt fortid: ”Jeg lettede fra jorden, og som en egen selvstændig planet drejede jeg som afsindig rundt, fór afsted ud i et lyserødt hav af ild, der ligger skjult dernede i jordens bug”. D-503 ”genfødes”, og centralt for denne proces er, at han begynder at undre sig og stille spørgsmål til Enhedsstatens fastforankrede strukturer. Måske er lykken noget andet? Dermed fødes også en kritisk stillingtagen, som man ikke mindst i dag, hvor meget synes svært gennemskueligt, må huske på og lade sig inspirere af.

Frygten for folkets fantasi 

Men dette frigørelsens sprog får af gode grunde ikke lov til at blomstre uhæmmet og frit. Enhedsstaten er blevet opmærksom på den store trussel, en ’epidemi’ er i gang – folk får fantasi! Fantasi, som af Enhedsstaten beskrives som den skrækkeligste sygdom (ligesom det at drømme er en alvorlig psykisk sygdom – det er klart! På et tidspunkt konstaterer en modstandsmand, ikke uden ironi, ”det står sløjt til med dem. De har tydeligvis udviklet en sjæl”).

Staten og vogterne vil gennem ”Den Storslåede Operation” stoppe epidemien, for lykken er, ”når der ikke er mere begær, ikke den mindste smule”. Operationen sammenlignes med frelsen og skal skænke borgerne den endelige salighed. Men denne form for frelse ønsker den opvakte D-503 ikke længere: ”Alle var frelst, men for mig var der ingen frelse, jeg ønskede ikke nogen frelse”. Hvordan det hele ender skal af hensyn til fremtidige læsere ikke afsløres her, men det er sværere end som så, at bryde med Enhedsstatens klamme jerngreb.

Ikke desto mindre kan man konkludere, at Zamjatins genialitet blandt andet består i, at han gennem D-503’s dagbogsoptegnelser på overbevisende manér formår at portrættere forskellen mellem den totalstyrede, automatiske og ukritiske tænkning på den ene side, og den mere kritiske, selvbevidste og tvivlende på den anden. Og så peger han ikke mindst på, at tvivlen er fundamental for den kritiske bevidsthed. Man må altid stille sig kritisk over for en ensidig tankegang. Alt dette opsummerer I-330, når hun mod slutningen siger til D-503: ”Og præcis sådan som børn gør, bør man altid spørge: Og hvad sker der så?