Artikel

Den nye ‘ghettolov’ har været kontroversiel lige siden VLAK-regeringen fremlagde den som lovforslag i 2018. Internationalt er loven blevet kritiseret for at være diskriminerende, baseret på hovedkriteriet om mindst 50 % ‘ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’. Med andre ord kan et område, ifølge regeringen, ikke defineres som en såkaldt ‘ghetto’, med mindre majoriteten af beboere er ‘ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’. Politikerne har heller ikke været sky for at understrege, at når de taler om ‘parallelsamfund’ og ‘ghettoer’, så taler de om ‘ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’. f.eks. har Statsminister Mette Frederiksen sagt:

“Vi frygter, at vi vil se en del flygtninge, der ikke er i arbejde, flytte mod kommuner, hvor der i forvejen er mange med ikke-vestlig baggrund. Hér betyder antallet noget i forhold til, om vi bliver ved med at have parallelsamfund eller ej (…) Så kan dét at gå med tørklæde pludseligt blive det almindelige.”

I citatet knytter Mette Frederiksen ikke alene såkaldte ‘parallelsamfund’ sammen med antallet af folk med en ‘ikke-vestlig’ baggrund, men også til en muslimsk praksis, nemlig at gå med tørklæde.

Den politiske præmis for at en person eller en familie betragtes som et ‘parallelsamfund’, eller at et område betragtes som en såkaldt ‘ghetto’, er nemlig, at de hægtes op på begrebet ‘ikke-vestlig’ og særlig på muslimer.

På baggrund af det har beboerne i Mjølnerparken i København sagsøgt boligminister Kaare Dybvad for diskrimination og rettighedskrænkelser. Samtidig har 120 beboerne i Birkeparken i Vollsmose klaget til Ligebehandlingsnævnet, 25 beboere i Nøjsomhed i Helsingør kæmper mod tvangsflytningerne i boligretten, Institut for Menneskerettigheder har indbragt boligselskabet Boliggården (i Nøjsomhed) for Ligebehandlingsnævnet, mens bestyrelsen i Gellerupparken i Aarhus er parate til at gå i retten for at forsvare deres boliger mod ‘ghetto’-loven, hvis det skulle komme så vidt.

Tilbage står 5.368 familier nemlig til at blive tvunget ud af deres hjem og ud i en usikker fremtid på grund af et projekt, som statsminister Mette Frederiksen har kaldt: ‘en af de bedste aftaler, der er lavet i Folketinget’. En aftale, der tvinger beboere ud af deres hjem, og som bygger på diskrimination, straf, sanktioner og øget overvågning.

Strukturel racisme mod ‘ikke-vestlige’ beboere

Mens etnicitetskriteriet er blevet kritiseret for at være direkte diskrimination, bliver de fire andre kriterier som regel fremstillet som vilkårlige i forhold til ikke-vestlige beboere. En kritisk gennemgang af de fire kriterier peger dog på, at også de er tiltænkt at racialisere ved at fortælle et bestemt (negativt) narrativ om ‘ikke-vestlige’ beboere, så regeringen fortsat kan fastholde bestemte boligområder på listen.

Det er netop ved en kritisk gennemgang af disse kriterier, at vi bliver opmærksomme på hvordan racialisering og diskrimination af minoriserede borgere bliver indlejret i de politiske og sociale strukturer i samfundet.

Kriteriet om andel af arbejdsløse

Kriteriet om andel af arbejdsløse lyder: “Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år”.

Kriteriet om andelen af arbejdsløse i et boligområde, er blevet kritiseret for ikke kun at fokusere på langtidsledige, men også at inkludere førtidspensionister. En stor del af de, der fylder kvoten for ikke at være tilknyttet arbejdsmarkedet, er med andre ord erklæret uarbejdsdygtige af myndighederne.

Gruppen af førtidspensionister er statistisk set overrepræsenteret blandt ‘ikke-vestlige indvandrere’, til dels fordi gruppen i stor grad har slidt deres kroppe op gennem hårde fysiske jobs (f.eks. gæstearbejderne i de sene 60ere og tidlige 70ere) eller pga. krigstraumer. Således har regeringen inkluderet førtidspensionister i deres opgørelse, velvidende, at der i de såkaldte ‘ghetto’-områder bor 4.616 førtidspensionister (tilkendt efter den nye ordning), hvoraf 80 % af dem har ikke-vestlig baggrund.

Da der er forskel på at være arbejdsløs og uarbejdsdygtig, kan regeringen ved at inkludere førtidspensionister i kriteriet fastlåse et boligområde i ‘ghetto-kategorien’ i mange år frem, samtidig med at de fastholder et billede af såkaldt ‘ikke-vestlige’ beboere, som nogen der tilhører en ‘passiv kultur’.

Uddannelseskriteriet

Regeringens uddannelseskriterie har været til stor debat. Oprindeligt hed kriteriet: ‘Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe’. Regeringen har dog i 2018 ændret kriteriet. Nu skal andelen overstige 60 %. Til gengæld skal uddannelsen være taget eller godkendt i Danmark.

Grunden til denne ændring er, at Rockwool Fonden og Danmarks Statistik i 2017 begyndte at indsamle relevante uddannelsesoplysninger fra beboere i almene boliger. Ud fra de indsamlede tal beregnede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for Fagbladet Boligen, at 13 ud af 25 boligområder i 2017 ikke burde være en del af ‘ghetto’-listen.

Boligområderne var altså kommet på ‘ghetto’-listen, da regeringen, vel vidende, at der ikke har været en systematisk dataindsamling af indvandreres medbragte uddannelse siden 2004, har manglet uddannelsesoplysninger på 177.000 indvandrere.

Frem for at registrere og indsamle disse oplysninger, er alle, der ikke er registreret med en uddannelse, blevet talt med i regnskabet, som personer der højst har en grunduddannelse. Dermed er beboerne blevet talt med som et minus i ‘ghetto’-kriterierne, på trods af at oplysningerne har manglet.

Efter at Rockwool Fonden, Danmarks Statistik og diverse beboerforeninger og NGOer begyndte at indsamle de relevante oplysninger, ændrede regeringen kriteriet til, at uddannelsen skal være taget eller godkendt i Danmark. At få en udenlandsk uddannelse godkendt er tidligere blevet kritiseret for at være en langsommelig proces, f.eks. har udenlandske læger skulle vente 3-5 år på at få deres uddannelse godkendt, før de kan praktisere medicin i Danmark.

Ved at ændre på kriteriet kunne regeringen igen inkludere en større gruppe af ‘ikke-vestlige indvandrere’ i statistikkerne og dermed fastholde boligområdet på ‘ghetto’-listen.

Fattigdomskriterieret

Fattigdomskriterieret går ud på, at gennemsnitsindkomsten i et bestemt boligområde sammenlignes med gennemsnitsindkomsten i hele regionen. Her lyder regeringens kriterie, at den gennemsnitlige bruttoindkomst skal være mindre end 55 pct. af den, der gælder i hele regionen. Det betyder, at de der bor i Region Hovedstaden vil blive sammenlignet med nogle af de kommuner, der har højst indtjening i hele landet.

Som resultat vil flere almene boligområder i hovedstaden blive betragtet som ‘fattige’, selvom de har en højere indkomst end andre boligområder i f.eks. Jylland, hvor gennemsnitsindkomsten er væsentlig lavere. Kriteriet om almene beboeres indtægtsniveau er således blevet kritiseret for at fastholde bestemte boligområder på listen, og for at skabe et misvisende billede af bestemte boligområder og dets beboere.

Danmarks Almene Boliger har foreslået, at boligområderne i stedet sammenlignes med indtægterne i deres statistiske landsdel. Gør man dette, vil ingen af de nuværende ‘ghetto’-områder opfylde indkomstkriteriet, og fem ud af 11 boligområder ville slet ikke være på regeringens ‘ghetto’-liste længere.

Fra politisk side anses det dog ikke som et problem, tværtimod er det, ifølge boligminister Kaare Dybvad (S), ikke så attråværdigt, at visse boligområder udgår af listen: “Der er mange måder, man kan få Tingbjerg til at falde ud af ghettolisten på ved at rykke kriterierne. Men målet er ikke at få Tingbjerg ud”.

Kriteriet om andel af kriminelle

Kriminalitet i ‘ghetto’-områder bliver ofte præsenteret som et vigtigt element i ‘ghettopakken’. I 2018, da Lars Løkke præsenterede sin ‘ghettopakke’, forklarede han bl.a., at idéen bag dobbeltstraf er ‘at sikre, at man kan bo og færdes trygt i hele Danmark, altså at der ikke er særlige zoner, som er ekstremt plaget af kriminalitet’.

Efter det i 2017 stod klart, at kriminaliteten var faldende, og at kun to ud af 22 boligområder levede op til kriminalitetskriteriet, ændrede regeringen kriteriet i 2018. Mens kriteriet før blev målt på procenttal, blev kriteriet nu ændret til at tage udgangspunkt i landsgennemsnittet, hvormed flere boligområder igen kunne fastholdes på listen.

Lars Løkkes ændring af kriminalitetskriteriet, som sidenhen er blevet adopteret af den nuværende regering, viser, hvordan politikere kan promovere en moralsk panik over ‘mørke ghettoer’, som ikke nødvendigvis afspejler udviklingen i de pågældende boligområder.

For at opretholde den moralske panik om ‘farlige kriminalitetsbefæstede ghettoer’, hvor specielt ‘ikke-vestlige’ unge mænd mistænkeliggøres af en øget polititilstedeværelse, ændrede regeringen således kravet, så ikke kun den moralske panik kunne fastholdes, men så boligområderne i de såkaldte ‘ghetto’-lister også kunne fastholdes på listen.

Gentrificering og privatisering

I artiklen ‘Hvem taler vi om: ‘Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’, ‘parallelsamfund’ og ‘ghettoer’’, argumenterer vi for, at diskursen om ‘parallelsamfund og ‘ghettoer’, ud over at racialisere, også er et dække for regeringens planer om at gennemføre en omfattende privatisering og gentrificering af Danmarks almene boliger.

Vel vidende, at de skiftende regeringer aldrig vil kunne få gennemført den ønskede privatisering af (attraktive) almene boliger uden et ramaskrig, er det lykkedes dem at skabe et fælles narrativ om en ‘trussel fra de fremmede’, for derved at legitimere den ekstraordinære lovgivning, som ‘ghettoloven’, og særligt tvangsflytninger, er udtryk for. Politikerne kæmper dog ikke mod en ‘trussel’, de kæmper mod vindmøller, som de ønsker at rive ned, så de kan bygge nyt, privatisere og tjene flere penge.

At regeringens formål med ‘ghetto’-loven netop er privatisering og gentrificering (og ikke at løse sociale udfordringer) kommer også til udtryk, idet boligselskaberne skal tvinge 60 % familier ud af deres hjem, hvis området kommer på regeringens ‘hårde liste’. Makker de ikke ret, vil de tre ‘ghetto’-repræsentanter, der er udpeget af regeringen, melde tilbage til regeringen, som så vil tage over og tvinge 75 % familier ud af deres hjem i stedet. Bordet fanger. ‘Byfornyelsen’ skal fortsætte.

Derudover kan et alment boligområde, der først er kommet på den såkaldte ‘hårde ghettoliste’ ikke komme af den igen, selv hvis området ikke læn- gere har nogen sociale udfordringer og ikke længere opfylder nogle af kriterierne. Bordet fanger igen. Gentrificeringen skal fortsætte.

Det er netop i denne diskrimination, at den strukturelle racisme kommer til udtryk. Det er én ting at sætte kriterier for at møde sociale udfordringer, som udsatte borger kan opleve. ‘Ghetto’-lovens kriterier er dog blevet opsat for at tvangsflytte, overvåge og kontrollere beboere – særligt dem med ‘ikke-vestlig’ baggrund – snarere end at investere i boligområderne med fokus på at styrke lokalsamfundet og give borgerne bedre muligheder for at opnå social mobilitet.