Artikel

Ville du være okay med, hvis det var dig, der blev kørt forbi, hver gang du prøvede at få en taxa? Måske efter en lang nat i byen, hvor du er blevet afvist ved døren gang på gang. Du har endda længere hjem end dine kammerater, fordi du på mystisk vis aldrig rykker op på ventelisten til de lejligheder, du er skrevet op til inde i byen. Tænk hvis det var dig, der, ved dit første møde med et fremmed menneske, skulle svare på, hvor du er vokset op, om du tror dine forældre elsker hinanden, og om du egentlig var en fejl. Hvis du svarer, at du kommer fra Kolding, så spørger de igen. Hvis du svarer, at dine forældre er gift, så spørger de, om de er tvangsægtet. Hvis du siger, at du var planlagt, så spørger de, om det var for at sikre opholdstilladelsen.

Forestil dig konsekvent at komme bagerst i samfundets kø og frygte, at der ingen forandring sker, og samtidig at vide, at dine børn kommer til at opleve lignende, ligemeget hvor danske de føler sig.

‘’Det er ligesom at se en abe i et bur’’ – Mayada Magdi Mohamadani Sherif

Det var en helt normal dag, da jeg skulle mødes med min veninde for at træne i et fitnesscenter. Da jeg ankommer bipper jeg mig ind med mit armbånd som altid. Min veninde venter på mig på den anden side, imens jeg går ind i ‘glasboksen’ som vi kalder den. Her har man frit udsyn til fitnesscenteret og dets brugere, imens man venter inden for den lille firkants røde streger i de tre sekunder, det tager for døren at låse op. Idet jeg åbner døren ind til fitnesscenteret, hører jeg en ung fyr på omtrent 20 år sige noget i retningen af: ‘’Det er ligesom at se en abe i et bur’’.

Jeg kigger på min veninde, som er i chok, og jeg kan mærke, at jeg på én og samme tid bliver vred, ked af det og træt af at skulle stå i denne situation. Det er desværre ikke første og heller ikke sidste gang, at jeg oplever racisme komme til udtryk på så klokkeklar vis, men denne gang, når jeg heldigvis at reagere.

Jeg kigger den unge fyr direkte i øjnene og spørger ham ind til, hvordan han kan tillade sig at sige noget så ignorant. Man kan tydeligt se, at han får det ubehageligt, og det samme gør hans ven, som har stået ved hans side igennem hele hændelsen. De havde ikke regnet med, at jeg hørte, hvad han sagde. Imens den unge fyrs ven prøver at undskylde på deres vegne, ringer jeg på serviceklokken. En ekspedient, som jeg har mødt i fitnesscenteret flere gange, kommer gående hen imod os. Jeg forklarer, hvad der er sket, og hun er lige så chokeret over situationen som min veninde og jeg er.

Man kan tydeligt mærke, at de føler sig ydmygede, fordi de blev taget på fersk gerning, samtidig med at de oplevede, at deres handlinger havde konsekvenser – måske for første gang?

Ovenstående oplevelse illustrerer, hvordan jeg på en helt almindelig dag, hvor jeg bare passede mig selv, kunne fremprovokere racistiske bemærkninger fra mennesker, jeg ikke kender, på baggrund af mit udseende. At skulle forholde sig til hændelser som disse og konstant være parat til at forsvare sin eksistens er hårdt og trættende.

Derfor er jeg særligt glad for, at jeg havde nogen omkring mig, som ikke satte spørgsmålstegn ved hændelsen og samtidig tog aktion i momentet. Udover at handle i momentet, fulgte både min veninde og ekspedienten op på, hvordan jeg havde det. Det er sådan nogle reaktioner, jeg ønsker at se fra mine medborgere. Altså folk, som reagerer og siger fra, hvis de overværer racistiske hændelser.

Ved at tage afstand fra de unge fyre, som udtalte sig racistisk, og støtte op om mig, udviste de ikke blot solidaritet, men også at de aktivt tager del i kampen mod racisme ved at tage ansvar. Et ansvar, som ikke kun skal bæres af de personer, som direkte oplever racisme, men derimod også af dem, som ikke oplever det direkte, men som alligevel kan gøre en forskel. Det er nemlig et fælles ansvar at realisere opgøret mod racisme.

“… jamen jeg mener jo ikke noget ondt med det” – Sharon Jeanelle Kumaraswamy

Jeg sad med en etnisk dansk familie, og vi hyggede os omkring spisebordet. Nogen fortæller en historie, hvor ordet ‘neger’ pludselig nævnes. Jeg retter med det samme personen og siger: “det kan du altså ikke sige”.

Hele familien kigger på mig og siger “nej nej så” og kigger tilbage på vedkommende, som fortsætter historien. Som følge af deres reaktion har jeg ikke umiddelbart lyst til at dræbe den gode stemning yderligere og trækker mig derfor tilbage.

En anden om bordet siger da “altså, jeg er jo ikke racist, men jeg forstår nu ikke, hvorfor man ikke må sige ‘neger’, hvis man ikke mener noget ondt med det”.

Jeg forsøger, at få hende til at forstå mig: “Det er et ord, som historisk er blevet brugt nedgørende om slaver, og bruges stadig i minde af den tid til at tale ned til mennesker med mørk hudfarve, så selvom det i ordets oprindelse bare er en farve, så føles det forkert og nedværdigende at blive kaldt neger af en hvid person.”

Hun gentager sit argument med: “jamen jeg mener jo ikke noget ondt med det”.

“Nej, men ordet har så stærke rødder, at selvom du ikke mener noget ondt, så gør det stadig ondt at blive kaldt det” svarer jeg.

“Men der er jo nye ord man ikke må sige hele tiden, og det er svært at huske det hele, og svært at vænne sig af med det”.

Nu begynder jeg at miste tålmodigheden og resten af familien er enten tavse, eller prøver at lave jokes for at lette stemningen.

“Det er faktisk ikke særlig svært, det er vildt nemt; du skal bare lade være”, siger jeg med en irriteret stemme.

Jeg føler, jeg står alene i et rum fyldt af mennesker som synes jeg ødelægger stemningen, og som synes jeg er overfølsom, og måske burde jeg kunne se at fordi hun er ældre, og jo ikke mener noget ondt med det, så burde hun være undskyldt.

En anden siger så til mig: “jeg vil godt sige undskyld på deres vegne, hvis du føler dig krænket”. Senere tager hendes søn over: “Mor, jeg synes også det er svært at vænne sig til nogle gange. Jeg skal også vænne mig af med at sige racistiske jokes, selvom det jo ikke er ment sårende, men vi er nødt til at prøve at vænne os af med det”.

Han begynder at tale min sag, men på en relaterbar måde. Samtidig føler jeg, at nogen bakker mig op, at jeg ikke står alene, at jeg får en pause. Jeg begynder at give eksempler på, hvornår jeg er blevet kaldt ‘neger’, og hvorfor det sætter sig i én. Da jeg fortæller hende, at jeg er blevet kaldt ‘negersvin’, begynder hun at få det dårligt, og det gør jeg egentlig også. Jeg havde egentlig ikke lyst til at fortælle hende det, men jeg kunne se, at hun begyndte at forstå mig.

Jeg synes, det var svært at være alene i det, da det føltes som ‘mig mod dem’, og at der er langt over til ‘dem’. Nogle gange hjælper det, at en anden er med til at bygge bro mellem to verdener.

Det irriterer mig, at der skulle så meget til – at der skulle en ubehagelig stemning og diskussion til før, at hun kunne forstå, hvorfor man ikke kan sige ordet ‘neger’. At det ikke er nok, når jeg siger, at jeg ikke synes det er fedt. At ‘gode intentioner’ står i stedet for en undskyldning.

Hun fik min oplevelse til at handle om sig selv og gjorde mine følelsere til en diskussion. Hvorfor skal jeg forsvare mine følelser så meget over for én, som jeg ved ikke vil mig noget ondt? Prioriterer vi lige nu dine vaner frem for mit velvære? Er det vigtigere, at du kan snakke uden at tænke dig om, end at jeg kan lytte uden at blive ked af det?

“Tag det som et kompliment” – Emilie Espichicoque Vestergaard

Jeg stod engang midt på dansegulvet på en natklub og var pludselig omringet af seks mænd. De begyndte på skift at røre ved mit hår. Jeg sagde, at jeg ikke bryder mig om, når fremmede kommer hen og rører ved mig, men de stoppede ikke.

De grinede og sagde, at jeg skulle tage det som et kompliment, og at de jo bare gjorde det, fordi jeg havde så stort og flot krøllet hår. Jeg bad dem om at stoppe flere gange, men de grinede bare og sagde, at jeg skulle slappe af.

Til sidst hævede jeg stemmen og sagde, at nu var det nok. Jeg begyndte at rode i deres hår, og da jeg havde været hele runden rundt, spurgte jeg dem, hvordan de synes det føltes.

De var helt mundlamme. Jeg sagde, at det her ikke er første gang jeg prøver, at nogen går over min grænse. Jeg kan nærmest ikke gå i byen med løst hår, uden at der kommer nogen og aer mig. Jeg føler mig tit som en hund, man bare kan komme hen og klappe og som bare skal tage imod, for det er jo ‘venligt ment’.

Personligt ville jeg ønske, at det ikke var det, der skulle til. Hvorfor er det ikke nok, at jeg siger fra? Man kan ikke altid bare behandle folk, som man selv gerne vil behandles. Nogen gange skal man behandle folk, som de gerne vil behandles. Især hvis man ikke selv kender til deres vilkår.

Hvis det, du udsætter dem for, er noget du umuligt kan relatere til, så er det op til dig at mærke efter, hvor deres grænse går. I øvrigt ville jeg også ønske, at bare én anden på det dansegulv havde sagt noget. En masse mennesker stoppede op og kiggede på, men ingen gjorde eller sagde noget. Jeg var heldig, at jeg alene var i stand til at overbevise seks mennesker om at stoppe, men de odds er ikke retfærdige i den daglige kamp.

Der er brug for opbakning. Der brug for, at de mennesker på den klub, som godt kunne se, at det, der foregik ikke var okay, delte ansvaret med mig og gjorde det klart, at jeg ikke var den, der var gal på den. Når jeg står alene med seks mennesker i mod mig og så i øvrigt tyve mennesker, der kigger på, så føles det, som om det er mig mod hele verden.