Når der lovgives på baggrund af etnicitet, lovgives der på baggrund af et racehierarki
I stedet for at styrke den sociale indsats i landets almene boligområder, fokuserer regeringen med sit nyeste tiltag om forebyggelsesområder alene på beboernes etnicitet. Med introduktionen af den nye kategori forebyggelsesområder ikke bare viderefører regeringen problematiseringen af ‘ikke-vestlige’ borgere, de understøtter og udbreder også en unuanceret og hierarkisk kulturopfattelse.

Debat

13. september 2021
Af Nanna Raft Mikkelsen
Illustration af Eva Kragh Petersen

I kampen mod parallelsamfund har regeringen introduceret endnu en liste, hvorunder almene boligområder kan placeres. Med aftalen “Blandede boligområder – næste skridt i kampen mod parallelsamfund” introduceres kategorien forebyggelsesområder. Kategorien indkredser almene boligområder, der ikke er på parallelsamfundslisten (tidligere ghettoliste), men stadig viser nogle af de samme sociale problematikker. 

Aftalen skal, ifølge aftaleparterne, sikre blandede boligområder og indeholder tre initiativer, der alle har til formål at ændre på områdernes beboersammensætning, ved at boligforeningerne kan regulere, hvem der kan leje en bolig i et forebyggelsesområde.

 

“Der er […] stadig områder i Danmark, som adskiller sig fra det omkringliggende samfund med en stor koncentration af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Derfor er der behov for at igangsætte en forebyggende indsats for at bekæmpe dannelsen af nye parallelsamfund.” 

Sådan lyder det i pressemeddelelsen, der er sendt ud i forbindelse med den nye aftale.

I aftaleteksten nævnes det, at den nye kategori indkredser de boligområder, der har behov for en forebyggende indsats. Der er dog ikke nogle af initiativerne, der medfører, at sociale indsatser styrkes i områderne. Det tyder altså på, at regeringens formål med aftalen og eneste reelle værktøj i forebyggelseskampen mod det, der kaldes parallelsamfund, er udflytning af personer med ‘ikke-vestlig’ baggrund.

 

Derfor giver aftalen anledning til at genbesøge den statslige definition af begrebet parallelsamfund. For hvordan slås det fast, at borgere med ikke-vestlig baggrund bidrager til parallelsamfund? Og hvilke konsekvenser har det, at etnicitet er det vigtigste parameter, når staten vurderer, hvorhenne i landet der kan opstå parallelsamfund?

I denne artikel stiller vi skarpt på begrebet kultur og undersøger dets hierarkiserende og diskriminerende elementer. Vi går bag argumenterne for kategorien forebyggelsesområder ved at sætte spørgsmålstegn ved præmissen for statens egen undersøgelse af omfanget af parallelsamfund i Danmark.

Det er ikke muligt at vurdere, hvor mange personer med ‘ikke-vestlig’ baggrund, der lever i parallelsamfund
I 2019 udgav Økonomi og Indenrigsministeriet rapporten “Redegørelse om parallelsamfund” med det formål at vise, at der eksisterer parallelsamfund i de almene boligområder, der optrådte på den daværende ghettoliste. Rapporten har dog svært ved at bevise, at der eksisterer egentlige parallelsamfund i Danmark, blandt andet skriver forfatterne selv:

“Parallelsamfund omhandler det enkelte individs selvopfattelse, identitet og værdigrundlag. Aspekter der er vanskelige at afdække med præcision, hvorfor det for rapporten ikke er muligt at komme med et sikkert bud på, hvor mange personer med ikke-vestlig baggrund, der lever i parallelsamfund.”

Ifølge definitionen i rapporten handler parallelsamfund altså om, hvorvidt personer føler tilknytning til og samhørighed med det danske samfund – aspekter, der forresten ikke bestemmes af etnicitet.

I rapporten opstilles en række indikatorer til at fastslå, om en person har indikationer på at indgå i parallelsamfund. Indikatorerne beskriver blandt andet niveauet af arbejdsløshed blandt ‘ikke-vestlige’ og er derudover gode til at give et billede af, hvor mange personer, der lever fysisk tæt med andre med ‘ikke-vestlig’ baggrund.

Men de fortæller ikke nødvendigvis noget om, hvorvidt personerne indgår i parallelsamfund, hvilket forfatterne bag rapporten også selv konkluderer:

”Indikationerne kan derimod ikke bruges til at konkludere noget om hvilke værdier det enkelte individ har, og hvordan vedkommende oplever tilknytning til det danske samfund.”

Rapporten fastslår på trods af dette, at 76.000 personer har indikationer på at indgå i parallelsamfund og anvendes som belæg for ghettopakken (nu ændret til parallelsamfundslovgivningen). Uagtet videnskabelige vanskeligheder, anvendes begrebet parallelsamfund altså vedblivende som argument for at indføre vidtrækkende og indgribende politikker.

Upræcise og stereotypiserende argumenter 
Målsætningen med forebyggelsesområderne er blandt andet at sikre, at der maksimum bor 30 procent med ‘ikke-vestlig’ baggrund i landets almene boligområder. Og da initiativerne alle retter sig mod netop beboersammensætning, og ikke fokuserer på at imødekomme sociale udfordringer såsom arbejdsløshed, fremstår det som om, at det, der anses for problemet i landets almene boligområder, primært er beboernes etniske ophav.

I 2018, da parallelsamfundslovgivningen blev vedtaget, var det på baggrund af argumenter, der byggede på etnicitet og en skelnen mellem “dansk kultur” og en “anderledes kultur”.

“Indvandrere og efterkommere fra oprindelseslande eller -områder med en meget anderledes kultur og andre værdier end i Danmark, kan have sværere ved at blive integreret og accepteret end personer, der har baggrund i lande eller områder, hvis kultur og værdier ligger tættere op ad Danmarks.”

Sådan lød det i 2019, i rapporten “Redegørelse om parallelsamfund”, og det er de samme rationaler om kultur, der ligger bag aftalen om forebyggelsesområder, når regeringen sammenkæder ‘ikke-vestlige’ og parallelsamfund.

Men ifølge socialvidenskaber som antropologi bør man anvende kulturbegrebet varsomt, da begrebet er upræcist, stereotypiserende og reproducerer magtforhold som racehierarki.

Den amerikanske antropolog Lila Abu-Lughod udgav i 1991 artiklen ”Writing Against Culture”, hvor hun kritiserer antropologers brug af begrebet kultur. Hun mener, at der er flere problemer med begrebet, blandt andet at det fungerer essentialiserende. Dette betyder, at når begrebet kultur anvendes, antydes det, at den gruppe, der tales om, er en afgrænset, uforanderlig og homogen enhed – en sådan gruppe kunne eksempelvis være national. Begrebet tegner altså et forsimplet og ukorrekt billede af forskellige sociale identiteter, og man overser, at gruppers kulturelle udtryk netop ikke er afgrænsede og fastfrosne, men derimod sammensatte og altid foranderlige.

Abu-Lughod beskriver dermed, at kulturbegrebet foranlediger os til at tro, at der er tale om en definerbar, fast størrelse, men sådan ser verden netop ikke ud. Prøv selv at definere ‘dansk kultur’ så alle danskere, men kun danskere, kan erklære sig enig i din definition. Næsten umuligt, ikke?

Kategorien ’ikke-vestlig’ giver altså ikke mening, når den anvendes til at beskrive én særlig kultur. Derudover er kategorien utrolig bred. Den dækker over mange forskellige nationale, etniske og religiøse grupper, og derfor er det ikke muligt at koge alle disse forskelle ned til én samlet gruppe.

Et magtfuldt instrument 
Abu-Lughod pointerer, at fordi kulturbegrebet er essentialiserende, vil det uundgåeligt fokusere på forskelle og dermed skabe tydelige skel mellem ’selv’ og ’anden’ – en skelnen, der hviler på magtforhold og dermed hierarkiserer disse forskelle. På den måde fungerer kulturbegrebet som en adskillelsespraksis. For når begrebet anvendes, fremstår gruppers forskelligheder som naturbundne. Og da mennesker har tendens til at favorisere egen gruppe, vil anvendelsen af kulturbegrebet blive en praksis, der medfører og underbygger ulighed – én kultur vil anses som værende mere værd end en anden.

Ifølge Abu-Lughod giver det slet ikke mening at tale om kultur i kontekst af race eller etnicitet, da sådanne identiteter ikke kan fastsættes som konkrete, afgrænsede størrelser. Derfor er det videnskabeligt svært at argumentere for brugen af kulturbegrebet. Dette er vigtigt at holde for øje, specielt fordi kulturbegrebet ikke blot er et upræcist, men også et magtfuldt instrument – særligt når det bruges politisk.

I kontekst af parallelsamfundspakken og aftalen om forebyggelsesområder fungerer argumenter, der bunder i fokus på etnicitet og kultur netop som Abu-Lughod beskriver det, som en adskillelsespraksis. Da sådanne argumenter skaber et skel mellem ‘dansk’ og ‘ikke-vestlig’ kultur, når det, i øvrigt udefinerbare, ‘dansk kultur’ udpeges som det rigtige og ønskværdige. At anvende kultur som argumentation for politik giver altså ikke mening, hvis vi gerne vil basere politik på saglighed og undgå hierarkiske og diskriminerende logikker.

Når skiftende regeringer blæser til kamp mod parallelsamfund, gør de det rustet med argumenter om kultur og på baggrund af en rapport, der ikke lykkedes med at udpege egentlige parallelle samfund. Og med målet om, at ingen almene boligområder skal have over 30 procent beboere med ‘ikke-vestlig’ baggrund, problematiseres alle, der falder under kategorien ‘ikke-vestlig’ alene på grund af etnicitet. På den baggrund kan de argumenter, der danner fundamentet for lovgivning baseret på etnicitet anfægtes. Dette er en reminder om altid at være opmærksom på kategoriseringer og begreber, der synes “objektive”, for i virkeligheden er de konstruerede, politiske og dermed anfægtelige.

Nanna Raft Mikkelsen har skrevet bacheloropgave i antropologi om den politiske legitimering af ghettopakken og det at lovgive på baggrund af etnicitet.