Artikel
7. november 2019
Af Mikas Lang og Laura Na Blankholm
Illustration af Eva Kragh Petersen
Det er næppe gået nogens næse forbi, at forfatteren Jonas Eika revsede regeringen i sin takketale, da han i sidste uge modtog Nordisk Råds litteraturpris.
Eikas tale var et tiltrængt opråb. En intervention, der konstaterede det åbenlyse, men usagte, at (også) Mette Frederiksen er racist, at regeringens politikker er racistiske.
I Information kunne man læse en leder af Lone Nikolajsen, hvori hun blandt andet kritiserer Eikas brug af betegnelsen statsracisme om regeringens politik. Nikolajsen skriver:
“Hvis man vil gøre noget ved den systematiske diskrimination, skal man også adressere den præcist. Og systematisk diskrimination er ikke ensbetydende med statsracisme.”
Men når staten systematisk diskriminerer på baggrund af et kriterium om ikke-vestlig afstamning, som tilfældet er med ghettopakken, findes der ikke en mere præcis betegnelse.
“Politikken bliver ikke mindre racistisk, fordi man skifter race ud med etnicitet eller kultur.“
I det meste af kritikken af Eikas kritik ses desuden stort på de mange familier, der tvangsflyttes til et ukendt sted, fordi deres boliger skal sælges eller rives ned; på de mange familier, hvor staten blander sig i børnenes opdragelse og skærer i børnepengene, hvis ikke de 1-årige børn deltager i obligatoriske læringstilbud om jul og påske. Tilsvarende forholder de færreste sig til substansen i kritikken af lejrsystemet.
Racismekortet i Danmark
Debatten om racisme i Danmark følger en dræbende kedelig drejebog, hvor man angiveligt trækker racismekortet, når man ikke har noget substantielt at sige. For er racisme i virkeligheden ikke noget med Nazityskland, Sydafrikas apartheid og raceadskillelsen i USA’s sydstater? Jo, men ikke udelukkende.
I Danmark er diskrimination og racisme også baseret på modstand mod kulturel forskellighed. Derfor skal muslimer spise frikadeller, hvis de ikke vil være en trussel mod “vores” demokrati og sammenhængskraft.
Der er selvfølgelig ikke meget biologisk racelære over ghettoplanen. Løkke og Støjberg var trods alt ikke ude og måle kranier, da de indtog Mjølnerparken 1. marts 2018. Men politikken bliver ikke mindre racistisk, fordi man skifter race ud med etnicitet eller kultur.
“Det er racisme, når det er sværere at få et job, hvis man hedder Hassan i stedet for Hans. Det er racisme, når muslimske kvinder ikke må gå klædt, som de vil.“
Racisme eksisterer ikke på grund af forskellige racer, men racer og idéen om, at nogen står over andre, findes på grund af racisme. Derfor kunne man ifølge kolonialismens logik udbytte, udrense og frarøve mennesker deres land. Derfor kan man internere børnefamilier, der er flygtet fra krig, ved siden af militære øvelsesterræner.
Det er racisme, når det er sværere at få et job, hvis man hedder Hassan i stedet for Hans. Det er racisme, når muslimske kvinder ikke må gå klædt, som de vil. Og det er racisme, når politik, der bliver ført mod ikke-vestlige indvandrere og efterkommere og begrundes med flygtige fornemmelser om sikkerhed og tryghed, føres på et falsk grundlag.
Mens unge med ikke-vestlig baggrund i lige så høj grad er i uddannelse som jævnaldrende unge med dansk baggrund, skal de tvangsflyttes for at integreres i det danske samfund. Mens kriminaliteten er faldende, skal de samme unge straffes dobbelt så hårdt for at begå kriminalitet i de udsatte boligområder.
Kriminaliseringen og indespærringen af afviste asylansøgere i kummerlige deportationslejre ligner også forskelsbehandling for forskelsbehandlingens skyld. De “motivationsfremmende foranstaltninger“, der blandt andet betyder manglende adgang til lægehjælp, privatliv, nærende mad, uddannelse og arbejde, har ikke fået flere til at rejse tilbage til deres oprindelsesland. Og der er vel ingen, der for alvor tror på, de gør det.
“Den hvide danske majoritets såkaldte krænkelsesparathed over for folk, der udpeger racisme, er det, der afsporer debatten. Og hvis vi ikke må pege på racismen, er det umuligt at bekæmpe den.“
Den hvide majoritets krænkelsesparathed
Politikkerne bunder i et racistisk verdenssyn, hvor hvide danskere er mere lige end andre mennesker. De har mere ret til rettigheder, frihed og til at leve et godt og værdigt liv.
Jonas Eika fik en prominent scene for sin fantastiske tale. Men vi er mange, der kæmper imod statens politikker. Vi er mange, der er enige i, at statens forskelsbehandling, der er baseret på afstamning, og som er implementeret gennem lovgivning, er diskriminerende og racistisk.
Vi samler penge ind til mad til folk i Sjælsmark.
Vi står i lufthavnen, når mennesker bliver udvist til krig, forfølgelse og tortur.
Mikas Lang er forfatter og Laura Na Blankholm er journalist. Begge er med i det feministiske, dekoloniale kollektiv Marronage.
Relaterede artikler
Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet
Siden Weekendavisens Katja Kvaale i april måned advarede om stortrivende islamisme på Københavns Universitet har historien skabt overskrifter og vakt røre helt inde på Borgen. Det eneste, det fejlagtige debatindlæg og de tilhørende reaktioner dog har afsløret, er et systematisk svigt over for sandhed og saglighed, skriver studerende Masih Sadat.
Kampen om billige boliger
Boligmarkedet er blevet en af de største økonomiske skillelinjer i samfundet, og i København er billige boliger øverst på ønskelisten til det kommende kommunalvalg. Men kommunalpolitikerne bør ikke løse problemet ved at igangsætte nye byggeprojekter. De bør i stedet tage kampen op for at ændre det eksisterende boligmarkeds grundlæggende ulighedsskabende mekanismer.
Avnstrup strejker: Otte problemer og krav
Hjemrejsecenter Avnstrups beboere har formuleret en liste over otte problemer og krav som forklarer hvorfor vi vælger at strejke og protestere mod den langsomme vold vi udsættes for af den danske stat.