Artikel

I den offentlige debat snakkes der ofte om, hvorvidt vi har råd til den grønne omstilling, og hvor mange penge omstillingen vil koste for os som samfund. Men har du nogensinde tænkt over, hvad penge egentlig er, og hvordan de skabes?

Traditionel økonomisk teori beskæftiger sig ikke med pengeskabelse, men nyere teori og empirisk forskning fremhæver den rolle, som både staten og det private kreditmarked spiller i den løbende produktion af enorme mængder nye penge.

Pointen i denne artikel er, at vi også kan skabe nye penge til at finansiere den grønne omstilling, hvis blot vi prioriterer det.

Hvad er penge egentlig?
I nutidens pengesystem findes både fysiske penge: kontanter, altså sedler og mønter, og elektroniske penge: kontopenge, altså dem, vi har stående på netbanken og bruger med blandt andet dankort og mobilepay. Næsten alle vores penge er elektroniske kontopenge, og ligesom mønter og sedler, findes der også et vist antal elektroniske kontopenge.

Det er normalt i økonomifaget og i den offentlige debat at forstå penge som en begrænset ressource. ”Pengene hænger ikke på træerne” er en frase, vi lærer, fra vi er små børn, og det er jo rigtigt i forhold til vores privatøkonomi, men i samfundet som helhed er penge ikke en begrænset ressource.

I 2003 var pengemængden i Danmark cirka 500 milliarder kroner. Mængden af penge har været støt stigende lige siden, og i 2020 var der næsten 1.500 milliarder kroner. Der er altså cirka tre gange så mange penge nu som for 18 år siden.

Hvor kommer alle de nye penge fra? Hvem skaber dem? Og hvordan kan det være, at prisen på ejerboliger i København har fulgt nogenlunde samme stigning som pengemængden, og altså er tredoblet på 20 år, mens mælken nede i supermarkedet kun blevet en fjerdedel dyrere i den samme periode: Hvem bestemmer, hvad de nyskabte penge bliver brugt på?

Det er vigtige spørgsmål. For den, der kan skabe penge, bestemmer, hvordan pengene kommer ind i økonomien, og har dermed indflydelse på – ikke omfordelingen af eksisterende penge – men fordelingen af nyskabte penge. Og den måde nyskabte penge fordeles i økonomien, har indflydelse på, hvorvidt og hvordan vi kan betale for den grønne omstilling.

En ny måde at forstå økonomien på
I pensumbøger på økonomistudierne lærer man som regel om den såkaldte pengemultiplikator: At centralbanken skaber en ”base” af penge, som private banker derefter ”multiplicerer” gennem udlån. Hvis for eksempel banken har 1.000 kr., så må den udlåne 10.000 kr. I den forklaring skaber banker penge gennem udlån, men mængden af udlån er altid begrænset ved, at de skal holde en vis andel i ”reserve”.

Dermed anses centralbanken normalt for at være den instans, der styrer pengemængden, og der advares omfattende mod risikoen for inflation, hvis man lader pengemængden stige for meget. Det er også normalt at anse statens økonomi på samme måde som et privat husholdningsbudget, i og med at det skal være i ”balance”, og at der skal skaffes penge – for eksempel gennem skatteindtægter eller låntagning – før der kan bruges penge.

Men der findes alternative teorier om penge, som er mere virkelighedsnære, og som giver nye muligheder.

I USA er man de seneste år begyndt at snakke om ”Modern Monetary Theory” (MMT) i forbindelse med Demokraternes forslag til en Green New Deal. Forslaget går ud på at underskudsfinansiere den grønne omstilling i lighed med the New Deal, der genstartede den amerikanske økonomi i 1930-tallet. At ‘underskudsfinansiere’ vil sige, at man lader regeringen bruge flere penge i en periode, end den får ind i indtægter – for eksempel på den grønne omstilling.

MMT gør op med den myte, at forholdet mellem en stats udgifter og indtægter skal opfattes som et husholdningsbudget, som bør være i balance. Den traditionelle opfattelse er, at staten ikke kan eller bør have højere udgifter, end den har af indtægter, fordi den ellers må låne penge et andet sted. MMT-teorien påpeger i stedet, at eftersom det er staten, der bestemmer, hvad der er penge, og i princippet selv kan udstede penge, så kan en stat aldrig gå konkurs (forudsat at den har egen valuta og ikke låner penge i fremmed valuta). Staten kan altså ikke gå konkurs, netop fordi den kan producere penge selv.

Men hvis staten begynder at producere masser af penge selv, får vi så ikke inflation? Nej, ikke nødvendigvis. Hvis man ser på økonomien fra et MMT-perspektiv, så er rækkefølgen ikke den, at der først opkræves skatter, som staten så kan bruge til at dække sine udgifter. I stedet er det sådan, at staten selv skaber penge gennem offentligt forbrug – for eksempel når den betaler sine ansatte og leverandører – og derefter opkræver staten skatter for at regulere efterspørgslen og inflationen i økonomien. Rækkefølgen er altså omvendt af, hvordan man plejer at drøfte statsbudgettet, ifølge MMT.

I dette perspektiv kan man sige, at der skabes penge, når staten bruger penge ind i økonomien, og pengene slettes igen, når de trækkes ud af økonomien gennem skatteopkrævninger.

Begrænsningen for hvor mange penge, der kan skabes, uden at der kommer inflation ligger, ifølge MMT, i hvor meget ledig kapacitet, der findes i økonomien: Der skal findes både arbejdskraft og ressourcer til skabe tilsvarende øgning i aktiviteten i økonomien. Hvis der ikke findes ledig kapacitet, og staten ikke opkræver tilstrækkelig med skat, så kan øget pengeproduktion føre til inflation. Men pointen er, at det for en stat med egen valuta ikke er pengene, som er en begrænset ressource.

MMT vender altså den traditionelle opfattelse af statens økonomi på hovedet, men ser vi på statens finansiering af eksempelvis uforudsete udgifter giver teorien god mening. Stater finansierer ofte udgifter, som de anser for nødvendige uden at sidde og vente på, at de har samlet nok skatter ind først. Under finanskrisen i 2008 sad staterne ikke og ventede på, at de havde opkrævet tilstrækkelig mange skattepenge, før de reddede banksektoren. Og coronahjælpepakkerne er på samme måde finansieret gennem offentligt forbrug uden at være begrænset af, hvor mange penge staten har på kistebunden.

Hvis den danske stat anser klimakrisen og den grønne omstilling for vigtige nok, så er der ingen grund til at diskutere, hvorvidt staten har råd til at betale for det. Staten kan skabe penge – ligesom den i dette perspektiv plejer at gøre – og prioritere de penge til at gennemføre den grønne omstilling.

Private banker skaber de fleste penge
En anden retning inden for pengeteori – kreditskabelsesteorien om penge – fremhæver, at siden privat bankvirksomhed opstod i Nordeuropa i slutningen af middelalderen, og særlig etter at vi er gået over til mest at bruge elektroniske penge, så har staten nu i praksis mistet kontrollen over pengeskabelsen.

Stater skaber fysiske penge, det vil sige kontanter, mens private banker udsteder alle elektroniske penge som kredit, det vil sige kontopenge.

Langt de fleste penge i dag er netop kontopenge. Kontanter udgør kun lidt under 5 procent af pengemængden i Danmark, mens over 95 procent er kontopenge. Næsten alle penge er altså skabt af private banker.

Private banker skaber penge, når de låner penge ud: Når banken udlåner en million kroner, tages de million kroner ikke noget andet sted fra – for eksempel fra en anden kundes konto eller fra bankboksen. Pengene skabes i låneøjeblikket som kredit. Udstedelse af kredit skaber altså nye penge.

Banken er ikke nødt til at have nogle penge i “reserve” for at skabe nye penge. Den kan skabe penge nærmest helt ud af den blå luft – blot ved at taste cifre ind på låntagerens konto.

Grunden til at banken kan det, er, at den ”forlænger sin balance”. Det betyder, at den laver en gældsaftale, hvor der i bankens regnskab står to gældsposter, som tilsvarer hinanden. Hvis jeg skal låne en million kroner, så skriver banken på aktiv-siden af sin balance, at jeg skylder banken en million, og på passiv-siden af sin balance skriver banken, at den skylder mig en million. Den million, som banken skylder mig, og som nu står på min konto, er penge, som jeg kan bruge – til for eksempel at købe en lejlighed. Så snart jeg bruger pengene, er der en million kroner mere i økonomien. Når jeg en dag har betalt min gæld til banken, så er der igen en million kroner mindre i økonomien. Penge opstår altså, når nogen tager et lån, og slettes, når lånet tilbagebetales. Denne forklaring er bekræftet af en lang række centralbanker, inklusiv den danske nationalbank.

Pointen her er, at eftersom private banker skaber de fleste penge i økonomien, bliver det i realiteten også dem, der bestemmer, hvor i økonomien de fleste penge bliver brugt for første gang. Og fordi banken skaber penge ved at udstede kredit, så bestemmes fordelingen af nye penge af, hvad banken anser for mest profitabelt at udstede kredit til. Det er derfor, der er så mange penge i boligmarkedet og så få penge i biodynamisk landbrug.

Det er også derfor, at den store øgning i pengemængden de sidste to årtier ikke har skabt ekstrem inflation, som man ellers kunne tro. Det skyldes, at inflation måles i forbrugerpriser og ikke i boligpriser. Der har sådan set været enorm “inflation” på boligmarkedet – det vil sige stigende boligpriser.

Private bankers udlån afgør både pengemængden og fordelingen af nye penge, og deres udlånsvirksomhed er altså en – ikke omfordelende – men fordelende magt i økonomien.

Hvem har magten til at finansiere den grønne omstilling?
At være den samfundsinstitution, som skaber penge og fordeler dem i økonomien, giver enorme muligheder. Det er et meget stærkt instrument til at forme samfundet med meget større gennemslagskraft end at cykle på arbejde, spise mindre kød eller købe en tandbørste af bambus.

Ifølge de to pengeteoretiske perspektiver har vi altså bedre muligheder for at finansiere den grønne omstilling, end vi tror. MMT pointerer, at staten ganske enkelt kan beslutte at skabe penge til formålet uafhængigt af, hvor mange penge, der findes i statskassen på et givet tidspunkt, mens empiriske undersøgelser af private bankers udlånsvirksomhed viser, at det i praksis er dér magten lige nu ligger til at skabe og fordele penge.

Hvis ikke staten tager kontrollen over pengeskabelsen tilbage fra de private banker, så ligger magten og dermed muligheden for at finansiere den grønne omstilling i det private kreditmarked.

Kilder

Richard A. Werner – Can banks individually create money out of nothing? The theories and the empirical evidence

Michael McLeay et al.  – Money creation in the modern economy

Zoltan Jakab and Michael Kumhof, Bank of England –  Banks are not intermediaries of loanable funds — facts, theory and evidence