Støt os

Artikler

Temaudgivelser

Podcasts

KLIMARETFÆRDIGHED

Leder

Tal om klimamigration – med forbehold

Degrowth: Forestillinger om et utopisk alternativ

Økofeminismen er et samlet opgør med udnyttelse af mennesker og natur

Hvis ikke vi respekterer naturen, hævner den sig

Kunst, krop, klima

Mens landmændene går konkurs, spiser vi alle sammen kul og olie

Jorden bliver hvad vi spiser

Extinction Rebellion: “Hvis vi er nok mennesker, kan magthaverne ikke gøre noget”

Har vi råd til den grønne omstilling?

Extinction Rebellion: ‘Hvis vi er nok mennesker, kan magthaverne ikke gøre noget’
Ifølge den voksende klimabevægelse Extinction Rebellion er det ikke nok at skrive læserbreve eller demonstrere ved at gå på gaden - der må skrappere midler i brug. Med blokader og andre fredelige civile ulydighedsaktioner ønsker Extinction Rebellion, at klimaprotesterne skal kunne mærkes og koste penge for den miljøskadelige industri. Og at aktivisterne hos XR risikerer anholdelse er ikke blot en konsekvens, der følger med, men derimod ofte en del af strategien.

Artikel

27. april 2021
Af Marie Jørgensen
Foto af Frej Pries Schmedes

Blokade af flyafgange i London, af olietankbiler i Aarhus Havn og regeringsbygninger i New Zealand. Klimabevægelsen Extinction Rebellion’s mange aktioner rundt om i verden har skabt massiv medieopmærksomhed, siden bevægelsen brød frem i 2018.

Det hele startede med en aktion i London omkring Parliament Square i oktober 2018, hvor 6000 aktivister blokerede fem hovedbroer på Themsen-floden, der løber gennem byen. Herefter var bevægelsen Extinction Rebellion født, og på kort tid spredte den sig til resten af verden. I dag har bevægelsen grupper i 45 lande fordelt på alle kontinenter.

Fælles for Extinction Rebellion (XR) på tværs af landene er deres metode: Fredelig civil ulydighed. Det kan for eksempel være at blokere for den fossile industri, besætte indkøbscentre eller slå ring om ministerier med ansvar for klima og miljø. Ifølge bevægelsen er det den mest effektive metode til at tvinge politikerne og industrien til handling. Og fordi kravet om handling er akut, er metoden nødvendig, fortæller Ida Dalsgaard Nicolaisen, som er aktiv i Extinction Rebellion Danmark:

“Vi står i en accelererende klimakrise, som truer eksistensgrundlaget på Jorden for både mennesker og andre arter. Dyre-, plante- og svampearter uddør meget, meget hurtigt i forhold til før mennesket begyndte industrialiseringen og landbrugsrevolutionen. Det er både alvorligt for mennesker, fordi vi er afhængige af, at økosystemerne fungerer, men det er også meget alvorligt for mangfoldigheden af liv på Jorden i det hele taget. Og politisk ser vi ikke, at der sker den forandring, der skal til for at bremse de her udviklinger.”

I Danmark har vi ansvaret for en virkelig stor del af den samlede co2-udledning i forhold til vores lands størrelse og sammenlignet med fattige lande, som stort set ikke har bidraget til klimakrisen overhovedet.

Ifølge parisaftalen, som bygger på IPPC’s anbefalinger (FN’s klimapanel), skal vi holde den globale opvarmning på max 1,5 grad. Med den nuværende kurs vi går vi mod 3 graders global opvarmning.

“Og det betyder altså hungersnød – massevis af folk, der vil sulte på grund af fejlslagen høst, det betyder, at arter vil uddø som følge af klimaforandringerne, og det betyder millioner af klimaflygtninge, altså folk, som ikke længere kan bo, hvor de bor nu, fordi klimaet bliver for varmt og for ustabilt.”

Nok har de danske politikere lavet en klimalov på 70% reduktion i 2030 for at imødegå nogle af disse udfordringer. Men den er alt for uambitiøs, mener Ida:

“Den medregner ikke alle Danmarks udledninger, den medregner kun de udledninger, der sker på dansk jord og tager altså ikke højde for vores kæmpe forbrug af alle mulige varer, der kommer til Danmark fra andre lande. Og så tager den heller ikke højde for en global retfærdig omstilling. I Danmark har vi ansvaret for en virkelig stor del af den samlede co2-udledning i forhold til vores lands størrelse og sammenlignet med fattige lande, som stort set ikke har bidraget til klimakrisen overhovedet.”

Desuden lever vi ikke engang op til klimaloven, som den er nu, forklarer Ida med henvisning til den såkaldte hockeystav, der tillader politikerne at vente på udviklingen af billigere teknologier og dermed udskyde handling til “sidste øjeblik”. En strategi, der har fået kritik fra eksperter for at forsinke processen og føre til unødvendigt meget CO2-udledning indtil 2030.


Krav om nødtilstand og et opgør med vækstøkonomien
Extinction Rebellion har tre krav. Det første er, at politikerne skal fortælle sandheden om alvoren af klima- og biodiversitetskriserne. Ligesom vi det seneste år løbende har haft pressemøder om corona-situationen, bør vi gøre det samme med klimaet, hvis man spørger Ida. Medierne og politikerne har ifølge XR nemlig et ansvar for at formidle den videnskabelige viden om klima- og miljøkriserne på en måde, så alle forstår, hvor alvorligt det står til. I den forbindelse kræver XR, at regeringerne rundt om i verden erklærer nødstilstand.

Det andet krav er en reduktion af drivhusgasudledning til netto 0 og stop af tabet af arter i 2025. Målet om at reducere udledningen til netto 0, det vil sige et klimaneutralt samfund, hvor der ikke udledes mere drivhusgas end der optages, er også hvad regeringen har som langsigtet mål i sin klimaindsats – blot i 2050. En væsentlig forskel er dog, at regeringen, som Ida nævner, ikke medregner den udledning, der sker uden for landets grænser, men som stadig er relateret til dansk forbrug og import.

Målet om at stoppe tabet af arter er ikke på regeringens liste over langsigtede mål. Og begge krav, der altså for XR er mål for 2025, vil af mange politikere blive peget på som umulige. Men for XR er det netop afgørende – og helt centralt for bevægelsens insisteren på akut handling – ikke at lade sig begrænse af, hvad vi tror er muligt, men at handle efter, hvad der er nødvendigt.

Det tredje krav er etableringen af et klimaborgerting, som er en gruppe af cirka 100 repræsentativt udvalgte borgere fordelt på forskellige køn, indkomst, etnicitet mm. Det har man for eksempel gjort i Frankrig, hvor 150 borgere fik til opgave af præsident Emmanuel Macron at finde svar på, hvordan de franske drivhusgasudledninger kan “reduceres med mindst 40 procent i 2030 i forhold til 1990-niveauet i en ånd af social retfærdighed”. Det blev til i alt 149 progressive forslag fra borgertinget, hvoraf 146 bakkes op af Macron.

Et klimaborgerting handler om at få magten ud af hænderne på de her store miljøskadelige virksomheder, der tjener stort på at ødelægge Jordens økosystemer, og give den til borgerne.

Ifølge XR skal et klimaborgerting sikre, at beslutninger om klima og miljø træffes på et bedre informeret grundlag, forklarer Ida:

“For mig er det rigtig vigtigt, at man faktisk tager sig tid til at sætte sig ind i de emner, man skal træffe beslutninger omkring. Ofte har politikerne ikke en gang tid til at sætte sig ordentlig ind i, hvad det er de stemmer om. Det vil prioriteres i et borgerting.”

Samtidig skal det bidrage til demokrati, der tænker mere langsigtet, og som i højere grad er uafhængigt af industriens interesser:

“Som jeg ser det, har regeringen ikke så meget magt men er høj grad styret af store lobbyistorganisationer som for eksempel Landbrug & Fødevarer. Dem kan vi se har rigtig stor indflydelse på de beslutninger, regeringen tager. Et klimaborgerting handler om at få magten ud af hænderne på de her store miljøskadelige virksomheder, der tjener stort på at ødelægge Jordens økosystemer, og give den til borgerne. Vi mener, at almindelige borgere er ansvarlige og fornuftige nok til faktisk at tage de nødvendige beslutninger og til at finde på nogle mere bæredygtige løsninger, der ikke er betinget af store lobbyister og virksomheders interesser. De vil også kunne tage langt mere langsigtede løsninger, fordi de modsat politikerne ikke tænker i deres egen valgperiode,” siger Ida og anerkender, at et borgerting ikke i sig selv er en magisk løsning, men at det skal gå hånd i hånd med de øvrige krav.

En væsentlig del af etableringen af et borgerting, der kan træffe langsigtede beslutninger, handler også om XR’s ønske om et opgør med vækstøkonomien, fortæller Ida:

“Det er meget simpelt: Vi kan ikke fortsætte med at vækste på ressourcer, som er begrænsede. Vi er nødt til at tage hensyn til Jordens kapacitet i forhold til vores forbrug. Så vi arbejder for en systemændring og et samfund, der sætter naturen og mennesker og andre arters liv over profit.”

Men disse ændringer kommer ikke af sig selv, og en frivillig magtovergivelse fra politikernes og industriens side er næppe sandsynlig, påpeger Ida. Derfor mener de i XR, at det er nødvendigt at lægge pres på for at få forandringerne igennem. Og det gør de gennem deres civile ulydighedsaktioner.


Fredelig civil ulydighed som privilegie og pligt
Fredelig civil ulydighed betyder, at man bryder loven på fredelig vis ved eksempelvis at lave blokader af veje, bygninger og lignende. For folk udefra lyder det måske meningsløst eller ligefrem kontraproduktivt på den måde at forstyrre den offentlige orden. Men der er flere strategiske overvejelser bag, forklarer Ida:

“Vi har set, hvordan man i årevis har prøvet alle mulige forskellige ting for at få vores politikere til at handle på klimakrisen. Der har været alle mulige løfter og aftaler, og der har været mange demonstrationer og underskriftindsamlinger og alle de her mere traditionelle demonstrationsformer. Men det har ikke virket.”

I virkeligheden er fredelig civil ulydighed da heller ikke fremmed for historien, fortæller Ida, og i XR er de bevidste om, hvilke vidtgående forandringer demonstrationsformen har bragt med sig gennem tiden. Oplagte eksempler er kvindebevægelsen, der sikrede stemmeret til kvinder, og arbejderbevægelsen, der sikrede bedre vilkår for arbejderne.

Jeg mener, det er min pligt at stå op for dem, der bliver ramt allerhårdest af klimaforandringerne nu og har bidraget allermindst til dem. Og det kan jeg, modsat mange andre, gøre uden frygten for at få frataget mine rettigheder, bliver tævet eller slået ihjel.

For XR går civil ulydighedsaktionerne ofte ud på at blokere for den specifikke infrastruktur, der ifølge bevægelsen er skadelig for miljøet og klimaet. Det har XR i Danmark gjort op til flere gange de sidste par år, blandt andet ved oliehavnen i Aarhus, hvor de blokerede for olietankbiler, og ved Danske bank, som er en af de største långivere til den fossile industri.

Begge af disse aktioner førte til anholdelser, og det er da også en af strategierne bag mange af aktionerne, fortæller Ida:

”Vi er på vej mod ufattelige katastrofer. Det er ikke nok at skrive læserbreve og demonstrere på normal vis. Vi har brug for tusindvis af mennesker, der sætter krop bag ord og sætter sig ned og blokerer for vores ødelæggende system, og som også er villige til at blive arresteret. Anholdelserne viser, at vi mener det, og gør det nemmere at nå ud til medierne og få en stemme. Og hvis vi er nok mennesker, kan magthaverne pludselig ikke gøre noget. Jeg har selv oplevet til en kæmpe blokade i Berlin, hvordan politiet simpelthen blev trætte og til sidst opgav at flytte os.”

Derfor er der også tale om en demonstrationsform, der forudsætter nogle privilegier. Og det er de i XR fuldt bevidste om, fortæller Ida:

“Jeg har en meget priviligeret position i verden. Jeg er født i Danmark og har nogle gode rettigheder, som kommer af at bo her, og jeg har dansk statsborgerskab. Det er ikke alle, der kan udføre klimaaktivisme på den måde, som vi og som jeg kan med den position og hudfarve, jeg har. I Brasilien risikerer folk livet ved at lave klimaaktivisme, og her i landet risikerer man at blive smidt ud, hvis ikke man har et statsborgerskab, og man risikerer diskrimination fra politiet – det har vi før set i vores aktioner – hvis man ikke er hvid.”

XR forventer derfor heller ikke, at alle der er aktive i bevægelsen skal lave civil ulydighed, siger Ida, og fortæller, at man sagtens kan være en del af bevægelsen og have samme indflydelse og stemme som alle andre uanset. Dem, der laver SoMe, kører materialer til en aktion eller designer plakater, er ifølge Ida ligeså meget værd som dem, der blokerer en vej. Til XR’s efterårsoprør, der fandt sted i København over fem dage i september sidste år, var der for eksempel nogle af de aktive, der stod for at lave mad til resten.

“Det er jo helt vildt vigtigt for, at vi kan udføre sådan noget, at der er nogen der laver mad, så på den måde er det en høj prioritet for os at værdsætte alle roller lige meget.”

Selv var Ida en af dem, der i efterårsoprøret limede sig fast til Industriens Hus’ facade og blev anholdt. Hun ser det nemlig som sin pligt at bruge sine privilegier til at kæmpe kampen, når andre ikke har mulighed for det, men også på grund af klimakrisens sociale og geografiske skævvridning:

“Jeg mener, det er min pligt at stå op for dem, der bliver ramt allerhårdest af klimaforandringerne nu og har bidraget allermindst til dem. Og det kan jeg, modsat mange andre, gøre uden frygten for at få frataget mine rettigheder, bliver tævet eller slået ihjel.”

XR håber på at kunne mobilisere flere og flere til deres aktioner, så effekten af blokaderne øges.

“Målet er, at aktionerne involverer tusindvis af mennesker, varer over længere tid og blokerer, hvor det gør ondt. Det skal koste, så det er umuligt at ignorere os. I England, hvor bevægelsen er større end i Danmark, er det lykkedes dem at presse regeringen til at erklære klima- og miljønødstilstand. Så vi kan se, at det gør en forskel, når vi er mange mennesker.”