Støt os

Artikler

Temaudgivelser

Podcasts

KLIMARETFÆRDIGHED

Leder

Tal om klimamigration – med forbehold

Degrowth: Forestillinger om et utopisk alternativ

Økofeminismen er et samlet opgør med udnyttelse af mennesker og natur

Hvis ikke vi respekterer naturen, hævner den sig

Kunst, krop, klima

Mens landmændene går konkurs, spiser vi alle sammen kul og olie

Jorden bliver hvad vi spiser

Extinction Rebellion: “Hvis vi er nok mennesker, kan magthaverne ikke gøre noget”

Har vi råd til den grønne omstilling?

Jorden bliver hvad vi spiser
Landbruget står for mere end en tredjedel af vores samlede udledning i Danmark, og hverken industrien, politikere eller brancheorganisationer har travlt med at ændre retning. Landbruget står i en blindgyde, og nye veje er nødvendige. Men I det små, spirer nye initiativer op, som forsøger at skabe en ny madforsyning - men de kan ikke gøre det alene, de har brug for din og min hjælp.

Artikel

27. april 2021
Af Tobias Nilsson
Illustration af Eva Kragh Petersen

Jeg er taget til Krøjerup lidt uden for Holbæk. Det er en kold og våd torsdag, selvom foråret officielt er skudt i gang. Jeg er taget herud, fordi det er her Nanna Clifforth og Tannie Nyboe i 2018 sammen en lille gruppe venner købte en gul gård med 25 hektar jord.

“Vi flyttede herud af flere grunde.” fortæller Nanna, mens hende og Tannie viser mig rundt: “Både for at finde det gode liv på landet, men også for at prøve at skabe en anden madforsyning.”

Det meste af deres jord er til at begynde med forpagtet væk til produktion af økologisk foder. Selv dyrker de grøntsager på under én hektar med metoder, der er skånsomme over for både den jord, de lever af, og over for miljøet i bredere forstand, og hvor fællesskabet og relationen mellem mennesker og mad er i centrum.

“Vores drøm er at omdanne de 25 hektar jord fra store marker til mindre områder med natur, biodiversitet og småskala landbrug, hvor der dyrkes mad til mennesker.” fortsætter hun.

Mosegården er blot et af mange mindre initiativer, der forsøger at ændre den måde, vores mad bliver til på, og vores forhold til den.


“Vi ved jo allerede, hvad der skal til”

Selvom det er nemt at glemme for byboere som mig, hvis eneste forbindelse til landet går gennem supermarkedet, skal landbruget ikke kun producere vores mad. Det er også vogter af 62 procent af vores landskab og en lige så stor del af vores land- og kystlige natur.

Derfor må landbruget nødvendigvis også være en utvetydige frontløber, når det gælder om at bevare og beskytte miljøet og biodiversiteten. Den rolle lever det ikke op til i dag. Og hvis fremtidens landbrug er ejet af kæmpe selskaber og kapitalfonde, kommer det nok ikke til det foreløbigt. Noget skal ændre sig, og heldigvis er løsningerne åbenlyse.

“Vi ved jo allerede, hvad der skal til: Mindre jordbrug med flere hænder og færre jordopkøb af investorer, færre store maskiner og mindre energiforbrug, mere menneskemad og natur, mindre monokultur, foder og dyr“

“Vi ved jo allerede, hvad der skal til: Mindre jordbrug med flere hænder og færre jordopkøb af investorer, færre store maskiner og mindre energiforbrug, mere menneskemad og natur, mindre monokultur, foder og dyr.”

Sådan skrev Nanna og Tannie i en kronik i Information i Januar. Og det er netop det, de prøver at gøre på Mosegården.

“Vi prøver at dyrke jorden så skånsomt, som vi kan.” forklarer Nanna.

Sæsonen er ikke helt begyndt endnu, og de fleste af de aflange bede er dækket til med kompost og plastik for at nære jorden og holde ukrudt nede.

“Det betyder blandt andet, at vi undgår maskiner og fossile brændstoffer så meget som overhovedet muligt, og at vi bruger nænsomme jordbrugsmetoder, der beskytter jorden og opretholder de naturlige processer, der giver liv til både planter, regnorme og insekter.”

Udover at undvære maskiner så meget som muligt, betyder det i praksis, at Mosegårdens jord ikke pløjes eller vendes, som man ellers gør inden årets afgrøder sås. Pløjning forstyrrer de jordbundsorganismer og bakterier, der giver liv og næring til planter. Samtidig fører det til øget udvaskning af kvælstoffer og pesticidrester, som blandt andet ødelægger vandmiljøet i nærområdet. På landsplan står landbruget for mellem 60 og 70 procent af den kvælstofudledning, der dræber livet i vandmiljøerne.

 

“Det er en politisk beslutning, at landbruget ser ud, som det gør i dag. Det er blandt andet landbrugsstøttens næsten ubetingede hektarstøtte med til at opretholde. Men det kan ændres“

Men det er ikke uden vanskeligheder at producere mad uden alle de kunstige hjælpemidler, der har gjort det moderne industri landbrug muligt. Når man ikke dræber ukrudt med sprøjtegift eller har en maskine til at så og høste, skal begge dele gøres af mennesker. Og til forskel fra maskiner skal mennesker have løn. Derfor bliver maden dyrere.


Verdens største bistandsprogram

Faktisk kan det ikke engang lade sig gøre at producere kød og grøntsager konventionelt til supermarkedernes priser. På trods af kunstgødning, højforædlet såsæd og højteknologiske maskiner, har faldende priser gjort landbruget til det mest forgældede erhverv i Danmark. Alligevel fortsætter priskrigene, og den politiske tænkning er, at vi må konkurrere eller dø. Sådan behøver det dog ikke at være.

“Det er en politisk beslutning, at landbruget ser ud, som det gør i dag. Det er blandt andet landbrugsstøttens næsten ubetingede hektarstøtte med til at opretholde. Men det kan ændres.” forklarer Tannie og henviser til den landbrugsstøtte, som regeringerne og EU udbetaler til landmænd hvert år.

Og det handler ikke om småpenge. Landbrugsstøtten udgør i år 36 procent af EU’s samlede budget, og Danmark alene modtager omkring 7 milliarder kroner om året.

Det kan næsten ikke overdrives, hvor stor betydning landbrugsstøtten har for de enkelte landmænd. Fra 2010-2016 udgjorde landbrugsstøtten i gennemsnit 120 procent af landbrugenes samlede driftsresultat, og for mælkeproducenter udgjorde støtten i 2010-2013 hele 300 procent af driftsresultatet.

Det betyder, at landmændene får mere i støtte fra EU, end de tjener selv – i nogle tilfælde tre gange så meget. Det er verdens største bistandsprogram, vi har at gøre med her, og netop dét er grunden til, at maden, på trods af gælden, kan sælges så billigt.

 

“I stedet for at give penge efter areal, kunne man honorere landbrug, der leverede fælles goder som biodiversitet eller rent vand“

Problemet er, at 70 procent af landbrugsstøtten i lang tid har været givet som en hektarstøtte uden modkrav. Ikke noget af det pligt og ret, som politikerne hele tiden taler om, når det gælder kontanthjælp og dagpenge.

I stedet har landmænd fået penge alt efter, hvor stort et areal de ejede. Jo større bedrift, jo større har sækken med penge været. Dels betyder det, at 80 procent af støtten går til de 20 procent rigeste landmænd, og dels at mindre end 30 procent af støtten går til aktiviteter med miljø og klima som omdrejningspunkt. Kun 1,5 procent går til egentlige investeringer i miljøvenlige og bæredygtige løsninger.

Et studie fra 2020 fandt, at de områder, der udleder flest drivhusgasser, eksempelvis danske svineproducenter, også er dem, der får mest støtte. Men det er tilfældigvis også dem, som har størst indtjening og færrest ansatte.


Der sker (ikke) noget

Uanset hvordan man vender og drejer det, kan man ikke komme udenom, at landbrugsstøtten spiller en enorm rolle i, hvordan landbruget udvikler sig, og indtil nu har man prioriteret pris og konkurrence over miljø. Men det kunne være anderledes, og EU-støtten er et oplagt middel til at skubbe eller tvinge landbruget til at skifte spor.

“I stedet for at give penge efter areal, kunne man honorere landbrug, der leverede fælles goder som biodiversitet eller rent vand” foreslår Nanna, da jeg spørger, hvad de mener kunne hjælpe den nødvendige omstilling på vej.

I forbindelse med udarbejdelsen af den nye såkaldte CAP var et af de primære krav fra de progressive miljøorganisationer af samme grund da også, at landbruget skal belønnes efter deres samlede samfundsnyttighed fremfor størrelse.

CAP står for Common Agriculture Policy. Det er EU’s lovgivning omkring landbrugssektoren og også den, der bestemmer reglerne for landbrugsstøtten.

Forhandlingerne om den nye CAP, der efter planen skal gælde fra 2023 begyndte i 2017. Efter tre års forhandlinger blev EU’s landbrugsministre i sidste efterår så endelig enige om et reformforslag. Men selvom EU-kommissionens formand Ursula Von der Leyen lovede guld og grønne skove i en tale kort forinden, ser den nye reform ikke særlig grøn ud.

“Det er altså markedet og konkurrence, der er problemet. Det er markedet, der bestemmer prisen, og prisen, der bestemmer, at økologi og miljø ikke kan betale sig. Og markedet og dets aktører er enten ude af stand eller uvillige til at gøre noget. Tilbage står vi som forbrugere“

Den nye CAP indeholder eksempelvis ingen incitamenter til at nedskalere kødproduktion. Der er heller ikke et samlet reduktionsmål for EU’s landbrugssektor. Groft sagt giver den nye CAP mere frihed for de enkelte lande til at binde landbrugsstøtten til miljøkrav, såkaldte ’eco-schemes’, men på samme tid er der åbent for, at lande helt kan fravælge at stille krav, og den giver ingen mulighed for tvang fra EU’s side. Det politiske argument er, at det europæiske landbrug skal holde sig konkurrencedygtigt for at overleve, og at strenge overordnede krav vil ødelægge branchen – og at dette hensyn vejer tungere end miljøet. Det er da også en svær balance. På den ene side kan for store krav til en i forvejen presset branche resultere i, at flere landbrug går konkurs. I så fald bliver vi afhængige af at importere mad fra lande, hvor vi ikke har noget at skulle have sagt. På den anden side kan en mangel på en hurtig omstilling resultere i et økologisk kollaps.


Riv maden fri!

Det er altså markedet og konkurrence, der er problemet. Det er markedet, der bestemmer prisen, og prisen, der bestemmer, at økologi og miljø ikke kan betale sig. Og markedet og dets aktører, herunder regeringer og EU, er enten ude af stand eller uvillige til at gøre noget.

Tilbage står vi som forbrugere. Pointen her er nemlig ikke, at vi skal finde en måde at lave miljøvenlig mad til discountpriser. Pointen er, at en markedsbaseret fødevareproduktion aldrig vil have miljøet som førsteprioritet. Der vil altid være nogen, der kan lave maden billigere ved at sløse på miljøhensyn.

Vi er så vant til at betale discountpriser for mad, men det må ændre sig. På Mosegården kender de til problemet. Det er uden tvivl prisen, som folk stiller flest spørgsmål til. “Mange synes prisen er høj. Folk er vant til discountpriser i supermarkedet. Det er selvfølgelig heller ikke alle, der har råd til pludselig at bruge dobbelt så mange penge på mad. Men mange har.” fortæller Tannie.

Landbruget ændrer sig ikke af sig selv. Derfor er det nødvendigt, at vi som forbrugere også ændrer vores syn på og relation til maden.


Menneske, kend din mad

Og det er her fællesskabet og relationen mellem mennesker og mad, som vi nævnte i starten, kommer ind i ligningen. “Vi er meget opmærksomme på de socioøkonomiske aspekter ved madproduktionen. En vigtig del af vores mission er at skabe stærkere bånd mellem land og by” fortæller Tannie.

Ideen er, at når folks eneste forbindelse til maden går gennem supermarkedet, vil prisen altid være det afgørende. Og forbindelsen til landet har længe været under pres. Som Nanna fortæller: “Der bliver færre og færre mennesker i landbruget og på landet. Alene siden vi er flyttet herud, har begge nabogårdene være til salg.”

Men selvom begge gårde er blevet købt, er der ikke flyttet nye familier til området. I stedet er begge gårde blevet opkøbt af landbrug, der bruger jorden og lader husene stå tomme.

“De nye ejere kommer et par gange om året i enorme maskiner, der pløjer eller høster markerne, og lokalmiljøet bliver efterladt med luft fyldt med sprøjtegift og gyllestank. Resten af året er markerne tomme for både mennesker og insekter.”

Mosegården vil i den modsatte retning:

“Det vigtigt for os at skabe et fællesskab omkring maden. Vi gør meget ud af at inddrage folk i vores jordbrug, så de ved, hvordan det hele foregår.”

Ved at inddrage, informere og give folk en idé om, hvad der kræves for at dyrke maden ansvarligt, håber de, at folk er mere villige til at betale den pris, som maden koster.

Blandt andet derfor sælger Mosegården hovedsageligt deres grøntsager gennem andele. I praksis vil det sige, at de, inden sæsonen er begyndt, sælger et fast antal andele til en fastsat pris. Igennem hele sæsonen får andelstagerne så friske og sæsonbestemte grøntsager leveret hver uge.

“Sidste år havde vi 91 andelstagere, men i år satser vi på 125. Det skal vi nok nå. Den virkelige udfordring er så at producere nok grøntsager til 125 mennesker.” siger Nanna og griner.


Fælles risikoforsikring

Udover at genskabe relationen mellem land og by, er fordelen ved andelsmodellen, at den risiko, der uundgåeligt er forbundet med at dyrke maden på naturens og jordens præmisser, ikke længere hviler på jordbrugerne alene. Andelene købes forud for sæsonen, og skulle høsten vise sig at være lidt mindre på grund af for lidt regn eller sol – ja, så står jordbrugerne ikke alene med tabet. Så får andelstagerne bare lidt færre grøntsager. Viser høsten sig omvendt at være større end forventet, får køberne en større pose grøntsager.

“Det giver os en sikkerhed, fordi vi ved, hvad vi har at gøre med. Det giver os friheden til at dyrke jorden på en meningsfuld måde og ikke stræbe efter at nå en bestemt pris, som kan konkurrere i supermarkedet.”

På den måde er Mosegårdens grøntsager revet fri af markedsdynamikker. Prisen skal ikke matche de andre priser i grøntafdelingen. I stedet er den fastsat efter, hvad det koster at dyrke jorden på bæredygtige præmisse, og alle taber sammen og alle vinder sammen – ligesom med klimaet og vores nærmiljø. Landmænd og jordbrugere skal ikke stå alene med opgaven. Du og jeg, som forbrugere, må også være villige til at tage del i omstillingen.


Men hvad med alle de andre?

Selvom initiativerne er mange, og der hele tiden dukker nye op, er det selvfølgelig ikke alle, der har råd eller mulighed for at købe deres mad hos steder som Mosegården.

Vi kommer ikke udenom, at også det store, primære landbrug, der leverer mad til butikkerne og flertallet af befolkningen også skal omlægges radikalt, hvis det skal fortsætte med at eksistere på en meningsfuld måde.

“Vi kommer ikke udenom, at også det store, primære landbrug, der leverer mad til butikkerne og flertallet af befolkningen også skal omlægges radikalt, hvis det skal fortsætte med at eksistere på en meningsfuld måde“

For det første skal der findes en løsning på de enorme finansielle udfordringer, som branchen befinder sig i. Med en tredobling af den samlede gæld over 20 år er landbruget den mest forgældede branche i Danmark. Det sætter begrænsning på muligheden for at omlægge til en mere miljøvenlig drift. En væsentlig del af gælden stammer fra risikable lån givet i årene op til finanskrisen, hvor jordpriserne eksploderede. Flere eksperter foreslår derfor, at bankerne påtager sig deres eget ansvar for den enorme gæld og nedskriver gælden. Det er allerede sket i noget omfang men langt fra nok. For det andet skal der ske en ændring, hvad angår ejerforholdene i branchen. Gennemsnitsalderen for landmænd i Danmark er over 60, men unge landmænd er ude af stand til overtage de eksisterende landbrug på grund af deres størrelse og pris. Forslag om en statslig jordbrugsfond er derfor flere gange blevet bragt i folketinget. En sådan fond ville kunne opkøbe konkursramte og tvangsauktionerede landbrug og efterfølgende leje dem ud til unge landmænd med betingelser om bæredygtig drift. Endelig mangler der fortsat nogle ordentlige incitamenter – både for forbrugere og for landmænd – til at hjælpe den grønne omstilling på vej. Vi kan ikke fortsætte med at spise kul og olie, og med den nye CAP er det muligt for regeringen at binde en større andel af landbrugsstøtten op på miljøkrav. Økonomisk klarer økologiske landbrug sig overordnet set også væsentligt bedre end konventionelle – udbyttet er større og gælden mindre. Regeringen er stadig i gang med at udarbejde den nye klimalov, og landbruget er uden tvivl et af de absolut vigtigste steder at sætte ind. Så skriv til dit folketingsmedlem i dag og bed om et nyt og bedre landbrug i fremtiden. Muligheden er her nu.

 

Noter:

Dansk landbrugs strukturudvikling siden 2. verdenskrig – Niels Kærgård & Tommy Dalgaard

Dansk landbrugs strukturudvikling siden 1950 – i et internationalt perspektiv – Henning Otto Hansen

Hvad skal vi med Landbruget – Jørgen Steen Nielsen

Landbruget belaster klimaet mere end mange tror – NOAH

Madpakker til Revolutionen – Eskil Halberg

Hungry for land – GRAIN

Sådan ligger landet – tal om landbruget 2017 – Dansk Naturfredningsforening

One Earth – Billions in Misspent EU Agricultural Subsidies Could Support the Sustainable Development Goal – Murray W. Scown, Mark V. Brady, Kimberly A. Nicholas