Artikel

I 2020 overgik vægten af menneskeskabte ting den samlede masse af alle levende organismer på planeten. Asfalt, dimser og alskens dødt materiale produceret af mennesker udgør nu 1.100 mia. ton og mængden af fossilbaseret plastik vejer det dobbelte af alle dyr i verden.

Tal som disse illustrerer omfanget af produktionen, som er forbundet med klima- og biodiversitetskrise. Men trods de enorme produktionsmuligheder, får ikke alle dækket deres grundlæggende behov. Blandt de paradokse eksempler er sult og madspild. I 2018 gik 1,3 milliarder tons mad tabt. Samme år var der 820 millioner kronisk underernærede.

Sådanne paradokser er ikke kun forbeholdt fødevareproduktion. Sameksistensen af overflod, affald og fattigdom er overvældende. Millioner dør hvert år af sygdomme, som kan forebygges eller kureres.

Disse forhold sætter spørgsmålstegn ved relationen mellem midler og mål. Hvis produktionsmulighederne (midlerne) er blevet markant større, hvorfor kan alle så ikke få opfyldt basale forbrugsbehov (målene)?

Et godt liv inden for planetære grænser
I overbevisningen om at det vækstorienterede økonomiske system danner grobund for vældet af gensidigt forbundne kriser, angriber et stadigt større antal af aktivister og forskere verden over vores måde at organisere os på. Under banneret ’degrowth’ og i forsøget på at skabe et godt liv for alle inden for planetære grænser peger de i retning af et andet fundament for samfundsøkonomien.

Kort sagt dækker degrowth over en kraftig reduktion af materialestrømme, til de når et konstant bæredygtigt niveau, samt et uigenkaldeligt farvel til bruttonationalproduktet (BNP) som målestok for velfærd og fremgang. Desuden ser fortalere det også som ’en forestilling eller vision om en anden verden’ – et projekt, som skal frigøre os fra forbrugssamfundet.

Degrowth er således ikke ment som et antonym til vækst, selvom det ellers ofte misforstås som betydende et fald i BNP. I stedet defineres degrowth først og fremmest som en reduktion af de føromtalte menneskeskabte materialestrømme. Hvad der sker med vækstindikatoren BNP er for så vidt ligegyldigt. Det hjælper ikke at have et mål om et faldende BNP, når BNP ikke fortæller os om vigtige indikatorer for et godt liv for mennesker og natur såsom værdiskabelse, trivsel og økologiske tilstande.

Hvis målet er et godt liv for alle inden for planetære grænser, tyder paradokser som de ovenstående på, at det ikke er yderligere udvidelser af de samlede produktivitetsmuligheder, som er afgørende. Mere vækst adresserer ikke den økonomiske ulighed og uretfærdighed, som kendetegner det nuværende kapitalistiske system; ej heller sørger det for, at alle får dækket deres behov. Og med 6-11 år til, at verdens CO2-budget for temperaturmålet på 1,5-grader er opbrugt, kan vi ikke nøjes med at håbe på at dekarbonisere et stadigt stigende og med tiden markant større energiforbrug, som uanset CO2-udledninger sætter biosfæren under pres på anden vis. Hvis vi skal dekarbonisere hurtigt nok, kræver det ifølge fortalere for Degrowth således, at vi i norden begrænser vores forbrug af energi og land.

En knap verden?
Diskussioner om vækst kom for alvor på dagsordenen i 1972 med udgivelsen af ’Limits to Growth’-bogen. Dog har spørgsmål om materiel velstand og dets betydning for et godt liv været diskuteret i årtusinder. Eksempler tæller buddistisk filosofi, det indiske radikal-økologiske demokrati samt filosoffer fra den vestlige kanon såsom Aristoteles og John Stuart Mill.

Flere tager udgangspunkt i, at når fundamentale behov er opfyldt, fører øget materiel velstand ikke til et bedre liv. Ganske sigende taler degrowth’ere om ’myten om knaphed’ eller ’kunstig knaphed’, fordi de mener, vi allerede har mere end nok. Problemet er ikke knaphed men ekstrem ulighed.

Dette står i skærende kontrast til mainstream økonomi. Økonomi som videnskab defineres ofte som ’allokeringen af knappe ressourcer’; knaphed kaldes sågar ’the mother of economics’.

Faktisk var det ideer om ressourceknaphed (og en foragt for folket hvis formering han anså som endeløs), der fik økonomen Robert Mathus (1766-1834) til at forudsige hungersnød. Typisk siges det, at Malthus tog fejl, fordi han ikke forudså, at man ved hjælp af teknologi og innovation kunne frembringe mere med færre hænder og på kortere tid. Og her er vi fremme ved svaret på, hvorfor vækst anses som ønskværdigt. For hvis udgangspunktet er knaphed, er svaret vækst. Udvid mulighedsrummet – eller som udtrykt af degrowth-forskeren Giorgis Kallis – ’escape and conquest’. Med dette refererer Kallis også til de økonomiske rationaler for imperialismen og understreger den rolle som kolonisering og akkumulering ved magt har spillet (og fortsat spiller) i de vestlige økonomiers udviklingshistorie.

Degrowth’ere afviser ideen om knaphed i den forstand, at ikke bare har vi nok (som illustreret ved eksemplerne i artiklens indledning); grænser for ekspansion og akkumulering er heller ikke problematiske. Sådanne grænser anses som moralske og politiske nødvendigheder for at opnå retfærdighed og lighed.

På den måde forsøger degrowth’ere at afvise fronter, som ofte trækkes op i konfrontationen mellem økologi og økonomi. En bæredygtig verden betyder ikke, at vi skal leve et kvalitativt fattigere liv. Denne pointe er blevet refereret til som ’det smukke sammentræf’: at hvad det kræver at adressere økologiske kriser (nedskalering af materiale- og energiforbrug), også skaber bedre liv (kortere arbejdstid, større lighed og en mere retfærdig verden).

Sådanne principper danner udgangspunktet for degrowth-relateret forskning. I en forskningsartikel udgivet for nylig, viser en gruppe økologiske økonomer eksempelvis, at alle i verden kan leve en tilværelse med relativ høj materiel levestandard (inklusiv sundhed og uddannelse) med samme energiefterspørgsel som i 1960. På trods af den usikkerhed, som sådanne estimater er forbundet med, er budskabet klart. Menneskelig velfærd er i det globale nord ikke afhængig af et stadig stigende energiforbrug.

Disse konklusioner understreger problematikkens natur. Er vækst et forsøg på at adressere en knaphed, som ikke er relevant, for at forbedre menneskelig velfærd, som ikke er afhængig af den? Ja (!), lyder degrowth’ernes rungende svar.

Klimakrisens ekstreme ulighed
Degrowth kræver også miljø- og klimaretfærdighed. Skader, omkostninger og tilpasning skal – i modsætning til nu – fordeles ret. Uligheden understreges af, at udledninger er ekstrem afhængige af indkomst. Tal fra Oxfam Ibis og Stockholm Environment Institute viser, at 15% af de årlige udledninger kan henføres til verdens 1%. De fattigste 50% er til gengæld ansvarlige for sølle 7% af de årlige udledninger.

Et historisk perspektiv hjælper ikke meget på det. Med udgangspunkt i at alle har lige ret til atmosfæren, kan det Globale Syd (her Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien) tildeles så lidt som 8% af de emissioner, som er med til at skabe klimaforandringerne, mens det Globale Nord (USA, Canada, Europa, Israel, Australien, New Zealand, Japan) er ansvarlig for 92%.

Det følger, at degrowth er målrettet det Globale Nord og såkaldte ’overudviklede’ lande. Og faktisk er degrowth mere selektiv end det. Kun destruktive og problematiske sektorer og tendenser (f.eks. fossilindustrien, militæret og markedsføringsbranchen) skal afvikles, mens andre sektorer nødvendigvis må vokse (vedvarende energi, velfærdsydelser o. lign.).

I det perspektiv anser degrowth-tilhængere begrebet som et af mange i en verden, hvor mange verdener passer ind. Degrowth i Europa. Buen virvir i Sydamerika. Ubuntu i Sydafrika. Økologisk swaraj i Indien. Alt sammen funderet i et opgør med den dominerende eurocentriske forestilling om udvikling.

Et ideologisk angreb
Degrowth er et frontalt angreb på konsensusfortællinger om bæredygtig udvikling, som demonstrerer disses utilstrækkelighed. Men ikke overraskende er degrowth også genstand for megen kritik. Meget af denne beror dog på misforståelser af, hvad degrowth er, såsom at degrowth er lig med begrænsninger på BNP og påtvungen fattigdom. Den mere oplyste kritik går på, at degrowth er et uladsiggørligt politisk projekt, som vil føre til den forkerte politik.

Særligt fremhæves to pointer. 1) At vækst i BNP er lig med en større national indkomst og derfor er forbundet med flere muligheder (jævnfør ideer om knaphed) og 2) at BNP ikke kun stiger, når man laver flere ting, men også når man fremstiller noget, som er af højere kvalitet eller mere bæredygtigt. Samtidig er mange økonomer med forstand på opgørelsesmetoderne enige i, at indikatoren ikke er et godt udtryk velfærd og går i den forstand med til, at vækst i BNP er godt i sig selv.

Det efterlader os med et paradoks. Hvis progressive fortalere for grøn vækst mener, at BNP ikke er godt i sig selv og at man skal gå langt for at gøre produktions- og forbrugsmønstre bæredygtige, hvori ligger så uenigheden?

Dette overlap betyder, at pragmatikeren kan pege på områder, hvor de, som advokerer for reel grøn vækst og degrowth’ere, burde kunne mødes. Det gælder eksempelvis det problematiske ved uforbeholden tro på, at BNP kan afkobles fra miljøproblemer og behovet for teknologisk transformation uden fortilfælde.

Ganske sigende er det dog, at en af de mest toneangivende danske klimaøkonomer, Peter Birch Sørensen, finder, at degrowth-perspektivet er forbundet med ’ideologisk besvær’. Til Information har han sagt, at vækstkritik står i vejen for konkrete diskussioner om miljøødelæggelse, fattigdom og nød.

En sådan position misser pointen. Degrowth er et åbenlyst ideologisk angreb. Det er det, fordi det er idelogisk betingede forhold, som har været med til at føre os til der, hvor vi står nu, og hvad der ligger i vejen for en mere retfærdig og bæredygtig verden.

Sigende er degrowth’ernes pointe, at det ikke er knaphed men uretfærdighed, som er den grundlæggende udfordring. Det økonomiske systems paradokser viser, at vi har midlerne, og klimakrisens ekstreme ulighed illustrerer dynamikkerne. Det er med dette udgangspunkt, at degrowth peger i retning af et utopisk alternativ.

Kilder

E. Elhacham, L. Ben-uri, J. Grozovski, Y.M. Bar-on, R. Milo, Global human-made mass exceeds all living biomass, Nature. (2020). https://doi.org/10.1038/s41586-020-3010-5.

2019 – The State of Food Security and Nutrition in the World (SOFI): Safeguarding against economic slowdowns and downturns | World Food Programme, (n.d.). https://www.wfp.org/publications/2019-state-food-security-and-nutrition-world-sofi-safeguarding-against-economic (accessed February 8, 2021).

N. Barlow, E. Chertkovskaya, M. Grebenjak, V. Liegey, F. Schneider, T. Smith, S. Bliss, C. Hepp, M. Hollweg, C. Kerschner, A. Rilović, P.S. Khanna, J. Saey-Volckrick, Press release: 1,100 experts call for Degrowth as post-COVID-19 path, (2020). https://www.degrowth.info/en/press-release/ (accessed October 31, 2020).

D.W. O’Neill, A.L. Fanning, W.F. Lamb, J.K. Steinberger, A good life for all within planetary boundaries, Nat. Sustain. 1 (2018) 88–95. https://doi.org/10.1038/s41893-018-0021-4.

G. Kallis, The utopia of degrowth, in: Degrowth, 2018: pp. 117–148. https://doi.org/10.2307/j.ctv5cg82g.8.

T. Parrique, The political economy of degrowth, 2020. https://tel.archives-ouvertes.fr/tel-02499463 (accessed April 25, 2020).

G.M. Turner, A comparison of The Limits to Growth with 30 years of reality, Glob. Environ. Chang. 18 (2008) 397–411. https://doi.org/10.1016/j.gloenvcha.2008.05.001.

P.L. Daniels, Economic systems and the Buddhist world view: The 21st century nexus, J. Socio. Econ. 34 (2005) 245–268. https://doi.org/10.1016/j.socec.2004.09.010.

A. Kothari, F. Demaria, A. Acosta, Buen Vivir, Degrowth and Ecological Swaraj: Alternatives to sustainable development and the Green Economy, Dev. 57 (2014) 362–375. https://doi.org/10.1057/dev.2015.24.

S. Latouche, Degrowth economics, Le Monde Dipl. (2009) 1–4.

J. Hickel, Degrowth: a theory of radical abundance, Real-World Econ. Rev. 87 (2019) 54–68.

J.M. Perloff, Microeconomics Theory and Applications with Calculus, 2020.

W.J. Boonstra, Book Review: Limits: Why Malthus Was Wrong and Why Environmentalists Should Care, Acta Sociol. 63 (2020) 336–338. https://doi.org/10.1177/0001699320902676.

G. Kallis, Limits, Degrowth and Environmental Justice (video), (2021). https://www.youtube.com/watch?v=aG7o1tNSV5c&feature=youtu.be&ab_channel=ShokutoNouProject (accessed March 4, 2021).

A. Zaitchik, The Urgent Case for Shrinking the Economy | The New Republic, (n.d.). https://newrepublic.com/article/160692/less-is-more-degrowth-climate-change-book-review (accessed March 4, 2021).

J. Millward-Hopkins, J.K. Steinberger, N.D. Rao, Y. Oswald, Providing decent living with minimum energy: A global scenario, Glob. Environ. Chang. 65 (2020). https://doi.org/10.1016/j.gloenvcha.2020.102168.

J. Hickel, Quantifying national responsibility for climate breakdown: an equality-based attribution approach for carbon dioxide emissions in excess of the planetary boundary, Lancet Planet. Heal. 4 (2020) e399–e404. https://doi.org/10.1016/S2542-5196(20)30196-0.

M. Mazzucato, A. Shipman, Accounting for productive investment and value creation, Ind. Corp. Chang. 23 (2014) 1059–1085.

Petridis, P., Muraca, B., Kallis, G., (2015). Degrowth: between a scientific concept and a slogan for a social movement, in: Martinez-Alier, J., Muradian, R. (Eds.), Handbook of Ecological Economics. Edward Elgar Publishing.