Artikel
15. november 2019
Af Nis Hejlskov
Foto af Manuela Gatica
200. Det er det antal personer, som har mistet et øje i mødet med politiets og militærets gummikugler under de nuværende protester i det sydamerikanske land. Siden den 18. oktober har Chile oplevet de største protester siden Pinochets militærdiktatur.
De aktuelle protester begyndte med gymnasieelever i Santiago, der i store grupper organiserede at køre med metroen uden at betale i protest over den annoncerede prisstigning på 30 pesos (30 øre). Det blev dog hurtigt tydeligt, at det ikke kun var de 30 pesos, som folk var vrede over men 30 års desillusion under et pseudo-demokrati med korrupte politikere, politi og private virksomheder.
Hvorfor ser vi disse protester netop nu?
Protesterne har været længe undervejs, og stigningen i billetprisen i metroen var blot det, der tændte gnisten. Folk er ikke kun vrede over de 30 pesos på metro, men over 30 års neoliberal politik.
Siden 2011 har Chile oplevet massive protester fra forskellige sociale bevægelser i forhold til uddannelse, miljø, pensionssystemet, korruption blandt politikere og erhvervsledere. Har man fulgt udviklingen i Chile det seneste årti, kan de nuværende protester derfor ses som en kulmination på en protest cyklus, der begyndte i 2011.
De seneste fire uger har været et historisk vendepunkt for landet, og især den 25. oktober vil blive husket som dagen for de (måske) største demonstrationer i Chiles historie. Over 2 millioner mennesker gik på gaden i hele landet, og bare i Santiago vurderes det, at op mod en 1,5 millioner deltog i de fredelige demonstrationer, der lammede byens centrum hele dagen.
Folk har fået nok af korrupte politikere, magtmisbrug og den sociale ulighed, der er som et åbent sår i det chilenske samfund. Med en gini-koefficient på omkring 0,48 er Chile blandt de mest ulige lande i verden, og det kan man ikke undgå at mærke i alle dele af samfundet. Halvdelen af befolkningen tjener for eksempel hvad der svarer til omkring 5000 kr om måneden, og en normal husleje ligger på mellem 2500 og 4000 kr. om måneden.
Da Pinochets militærdiktatur faldt i slutningen af 1980’erne, indledtes en fredelig overgang til et liberalt demokrati. Denne transition er blevet brugt internationalt som et eksempel på en succesfuld overgang fra diktatur til demokrati, og Chile bliver ofte fremhævet som et symbol på, at den neoliberale model kan skabe vækst og velstand.
Fattigdommen er da også faldet markant siden 1990’erne, og levestandarden er forbedret for de fleste chilenere. Chiles nuværende præsident Sebastián Piñera udtalte således i begyndelsen af oktober i år, at Chile var en ægte oase midt i et Latinamerika i krise.
Mindre end to uger efter denne udtalelse stod Santiago i brand, og – skulle det vise sig – det chilenske folk var vågnet brat op af et 30 årigt langt neoliberalt mareridt. Man må i den forbindelse spørge sig selv om præsidentens “oase” blot var et fatamorgana, eller om Don Piñera henviste til sin egen private oase med pool, tjenestefolk og luksus?
De aktuelle protester har gjort det tydeligt, at det økonomiske eksperiment i Chile har en bagside. Trods en stigning i levestandard og en kraftig reducering af den ekstreme fattigdom, har folk fået nok af den ekstreme ulighed, privatisering af basale serviceydelser som sundhed, pension og uddannelse, korrupte politikere og kapitalister samt politiets – og nu igen militærets – voldelige adfærd mod civilbefolkningen.
De aktuelle protester har gjort det tydeligt, at det chilenske samfund hænger fast i militærdiktaturets strukturer, hvor militæret og politiet har monopol på vold uden juridiske konsekvenser eller et politisk ansvar.
Blandt lokale sociologer kaldes Chile derfor ofte for et “pseudo-demokrati”, hvor borgerne ikke har reel indflydelse på landets udvikling, som fortsat styres af magtfulde familier med forbindelser til militæret og den yderste højrefløj.
Tilliden til det politiske system og politiske partier er derfor også rekordlav, hvilket kommer også kommer til udtryk i en faldende stemmeprocent på omkring 40% ved de seneste tre valg.
Chile er således et eksempel på, at ekstrem neoliberal politik kun kan implementeres i et pseudo-demokrati, hvor det store flertal af befolkning ikke deltager aktivt i det politiske liv.
Hvorfor er protesterne så voldelige?
Graden af vold og protesternes massivitet har overrasket mange, men kigger man nærmere på det chilenske samfund, bygger det på en ekstrem ulighed mellem rig og fattig.
Et produkt af denne sociale ulighed er en stor gruppe marginaliserede unge, som ikke ser nogen fremtid i det aktuelle samfund. Den chilenske antropolog Francisca Marquéz forklarer til BBC, hvordan vi ser netop unge (især drenge) smadre og plyndre supermarkeder, butikker, banker og så videre:
“De her unge, vandaler, pjalteproletarer, de er vores børn: de er gået igennem vores uddannelsessystem, og de er et resultatet deraf. Vi kan ikke behandle dem som aliens, og de er ikke dumpet ned fra hverken Cuba eller Venezuela. Vi har selv avlet dem. De er tredje og fjerde generation efter diktaturet. Og vi bør spørge os selv, hvad vi har gjort, siden de kaster sten og brænder alt, som er et symbol på fremskridt.”
På grund af landets kaotiske tilstand har præsidenten været nødt til at aflyse det store handels-topmøde APEC samt klimatopmødet COP25, som nu i stedet afholdes i Spanien. Derudover udskiftede Sebastián Piñera en række ministre dagen efter den store demonstration 25. oktober i et forsøg på, at vise at regeringen lytter til befolkningen og er villig til forandring. Det viser, at regeringen er desperat og ikke har kontrol med situationen; der er ikke en klar plan for, hvordan landet skal komme ud af den nuværende tillidskrise mellem politikerne og befolkningen.
Der har været isolerede grupper af voldelige demonstranter under protesterne, men statens brutale undertrykkelse har været ude af proportioner, og i de fleste tilfælde er det gået ud over fredelige demonstranter og aktivister.
Efter en uge med civil ulydighed og ingen svar fra regeringen, tog protesterne en radikal drejning fredag den 18. oktober med ildspåsættelser i Santiagos metro og plyndringer fra flere supermarkeder og store butikskæder.
Reaktionen fra præsidenten kom prompte: han erklærede undtagelsestilstand og indsatte militæret i hovedstaden og andre store byer for at skabe ro og orden.
Det er første gang siden Pinochets diktatur, at militæret bliver brugt imod sociale protester.
I stedet for at dæmpe optøjerne antændte dette tiltag dog bare flere og større protester i hele landet. Der blev indført udgangsforbud om aftenen i en periode på fem dage.
I den periode, men også efterfølgende, har det chilenske politi og militær ageret brutalt over for både fredelige og ikke-fredelige demonstranter. Præsidenten udtalte i en tale til landet, at “vi er i krig”, hvilket var som at hælde benzin på et brændende bål.
Politiet har anvendt uforholdsmæssigt meget tåregas, skudt med gummikugler direkte efter hovedet på demonstranter og anholdt over 14.000 på bare to uger. Indtil videre har over 20 personer mistet livet i forbindelse med protesterne, hvoraf mindst fem skyldes militærets kugler. Over 200 personer har mistet synet på et øje på grund af de såkaldte ”balines”, som er patroner betrukket med gummi.
Der meldes dagligt om aktivister, der “forsvinder” efter at blive anholdt i deres hjem eller på vej til arbejde. Nogle dukker op senere, mens andre stadig er meldt savnet af pårørende.
Desuden undersøger Chiles Institut for Menneskerettigheder hundredvis af anklager om tortur og mindst 18 sager om voldtægter begået af politi og/eller militærfolk i forbindelse med ulovlige anholdelser. For mange ældre chilenere vækker de seneste fire uger derfor traumer fra 80’ernes brutale undertrykkelse under Pinochets militærjunta.
Der er indgivet en officiel klage fra Chiles Menneskerettighedskommission mod præsident Piñera, og i parlamentet diskuteres muligheden for at anklage præsidenten for forfatningsbrud på baggrund af militærets og politiets voldelige håndtering af situationen.
FN observatører og Amnesty International er desuden til stede i landet for at dokumentere eventuelle krænkelser af menneskerettighederne begået af landets politi og militær. Indtil videre nægter regeringen, at der er tale om krænkelser af menneskerettighederne, men hver dag dukker der nyt bevismateriale op i form af billeder og videoer, der cirkulerer på sociale medier.
Der er mange krav fra den sociale bevægelse, som blandt andet handler om en højere mindsteløn, en pension der er til at leve af, gratis uddannelse, bedre sundhed og nationalisering af landets naturressourcer mv.
Det overordnede budskab er derfor klart: folk kræver en ny forfatning via en demokratisk valgt konstituerende forsamling (på spansk: Asamblea Constituyente).
For at kunne forbedre sundhedsområdet, uddannelsessystemet, pensionsordningerne og beskytte landets naturressourcer er det nemlig nødvendigt med en ny forfatning, som giver staten mulighed for at investere i samfundet i stedet for at overlade alle opgaver til det private marked kontrolleret af nogle få rige familier.
Den nuværende forfatning, skrevet bag lukkede døre i 1980 af en flok indoktrinerede Chicago-økonomer, tillader nemlig ikke, at staten indtager en aktiv rolle i forhold til socialpolitik, sundheds- og uddannelsesområdet osv.
Første skridt i retningen af en ny forfatning baseret på borgerinddragelse er derfor en folkeafstemning om, hvorvidt der brug for en ny forfatning eller ej. Regeringen forsøger med alle midler at undgå sådan en folkeafstemning og har i stedet foreslået, at det nuværende parlament udarbejder et forslag til en ny forfatning, som befolkningen så efterfølgende kan stemme for eller imod. Det er tydeligt, at Piñeras regeringen og højrefløjen generelt frygter et mere deltagende demokrati, hvor borgerne har reel politisk indflydelse og mere magt.
For at skubbe gang i processen for en ny forfatning organiseres der overalt i Chile lokale borgermøder, de såkaldte “cabildos”, hvor de aktuelle protester diskuteres, samt hvilke tiltag civilsamfundet kan sætte gang i for at presse regeringen og præsidenten.
Den nydannede koalition af de største fagforbund og forskellige græsrodsorganisationer, Unidad Social (Social Enhed), er primus motor bag de mange borgermøder.
Nogle møder samler over 1000 deltagere, imens andre møder er mindre med 15-20 deltagere. Møderne foregår i parker, på pladser, hos fagforeringer og beboerforeninger.
Det er mange forskellige slags mennesker, som deltagere i disse møder, men de har én ting til fælles: De drømmer om et Chile med mindre korruption, større lighed og en værdig levestandard for alle.
Den politiske krise er langt fra overstået i Chile: Det gamle nægter at dø, og det nye har endnu ikke en klar plan for fremtiden, men første spæde skridt i retningen af et nyt Chile er en folkeafstemning om en ny forfatning.
For at presse regeringen og parlamentet indkaldte Social Enhed derfor til generalstrejke tirsdag den 12. november. Skoler, universiteter, butikker, offentlige myndigheder osv. var lukkede, og der var demonstrationer og barrikader i de fleste større byer.
Social Enhed har meldt ud, at regeringen skal imødekomme kravet om en folkeafstemning om en ny forfatning, ellers indkaldes der til generalstrejke igen – denne gang uden slutdato.
Social Enhed er ikke ledet af bestemte partier, men oppositionspartierne – fra Kristendemokraterne til den nye venstrefløj Frente Amplio (Bred Front) – bakker alle op om Social Enheds krav om en folkeafstemning.
Presset begynder at virke, og den 7. december har stort set alle landets kommuner indkaldt til en borgerhøring, hvor alle personer på over 20 år kan tilkendegive om de ønsker en ny forfatning eller ej. Denne høring er dog kun vejledende og erstatter altså ikke en reel folkeafstemning udskrevet af præsidenten eller parlamentet.
Nis Hejlskov er uddannet sociolog og bosat i Chile.
Relaterede artikler
Afghanistan: den ”gode krig”, der aldrig var
Talibans magtovertagelse i Afghanistan viser os ikke kun konsekvenserne af en hensynsløs amerikansk exit. Den viser os først og fremmest konsekvenserne af offentlige ideer om, at man kan bombe og besætte sig til demokratisk udvikling, skriver Poya Pakzad.
Facebook og Instagram censurerer og mørklægger indhold, der taler palæstinensernes sag
Efter Israels missilangreb på to store palæstinensiske mediehuse er narrativet om, hvad der sker i Palæstina, for alvor blevet lagt i Israels hænder. Den eneste mulighed, den palæstinensiske befolkning har for at dokumentere deres hverdag med missilangreb og tvangsflytninger, er gennem de sociale medier. Men det viser sig nu, at techgiganter som Facebook og Instagram mørklægger indhold, der udtrykker støtte til Palæstina, ved hjælp af algoritmer og censur.
Human Rights Watch slår nu fast, at Israel er et apartheid-regime
En af verdens mest anerkendte menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch konkluderer nu, at Israel juridisk set kan kaldes en apartheid-stat, ifølge apartheid-konventionen. Dette giver den internationale straffedomstol mulighed for at retsforfølge den israelske stat, men også det internationale samfund, herunder Danmark, mulighed for at stille Israel til ansvar for deres krigsforbrydelser.