Artikel
Jeg falder i søvn til lyden af helikopteren. Om morgenen går jeg på arbejde og ser, hvordan politiet stopper unge mænd, der lige så godt kunne have været mine brødre. Politiet har oplyst, at de har udført over 3000 visitationer.
Der har stadig ikke været debat om absurditeten i, at politiet pludselig har lov til at gå frem til folk, de mener har en mistænkelig adfærd (læs: en mørkere hudfarve og har store sorte jakker på). De regerende politiske partier har efterspurgt lov og orden, men har i virkeligheden opfordret politiet til at mistænkeliggøre mennesker på baggrund af, hvordan de ser ud, og udhule retssikkerheden.
Lad mig afbryde din tankestrøm, før du tolker for meget ind i det jeg skriver: Nej, jeg skriver ikke, at det er i orden at skyde mennesker. Jeg vil bare have, at vi alle sammen stopper op, trækker vejret og
prøver at forstå, hvad det er, der er ved at ske lige nu. Hvordan vi taler om nogle folkegrupper i samfundet, og hvordan en afhumanisering af disse mænd er en afhumanisering af alle, der har en mørkere hudfarve end det, der er forventet af én, der er dansk
Langs med Blågårdsgade står de med deres trøjer, som er markerede med hvide logotyper med tre tydelige konsonanter i centrum. Det er næsten som om, at de begyndte at koordinere deres outfits efter, at de fik masser af medieomtale.
Jeg føler mig heldig, når jeg går forbi dem i mine tighte bukser, mine Dr. Martens-sko og mine runde briller. Men det er ikke på grund af mit tøj, selvom det er garanten for, at politiet ikke stopper og visiterer mig, siden at jeg lige så godt kunne have set ud som ”en af dem”. Jeg føler mig heldig, fordi jeg som barn af min mor, min skole og i mit område fik noget, som disse unge mænd virker til først at have fået nu. Et fællesskab.
Der er dog én sørgelig forskel. De er endt i destruktive fællesskaber, hvor formålet er at leve op til forventninger om en stor, stærk og rebelsk mand og at tjene penge uanset hvad det kræver. De føler sammenhold med hinanden, fordi de aldrig har fået lov til at føle tryghed i skolen, på arbejdsmarkedet.
For et stykke tid siden var der et regeringsparti, der meldte ud at de ville forbyde den største gruppens logo. Nu er der flere, der taler om, at deres familier skal straffes, og at dem, der udfører kriminelle handlinger, skal smides ud af landet. Jeg mener ikke, at den, der udfører kriminelle handlinger, ikke skal straffes. Jeg tror bare ikke på, at logoforbud, visitationszoner og udvisning af kriminelle er de sidste virkningsløse og fejlrettede politiske ambitioner, vi kommer til at opleve.
Jeg ønsker, at vi taler mere om, hvordan vi kan bygge stærke fællesskaber, men politisk tror jeg desværre, at vi lige nu bevæger os mod noget, der er meget farligt.