Artikel

København

Hun går ved Nørrebro station med sin mor
Deres læber svulmer op af uklarhed når de ses
Ridsende sprog hænger som en tidlig morgentåge
Hun står med sin mor
Hun er en af dem fra aftenen før

De havde drømt at vinden havde ført dem hertil mens de lå og sov
De gav kindkys og satte et punktum på de koloniale strukturer der dominerede deres forhold
De glemte byens vold

Skader vibrerede i træerne i den kolde efterårsvind
De flød hen over trægulvet mens de holdt i hånd
De havde mærket blidhed mens de sov
Hun står med sin mor
Hun er en af dem fra aftenen før

Hun havde vredet sig natten igennem
Syden klækker ud af hende
Som kradsende ben
Som spirende tæer
Som sivende blod der summer i hende mens hun løber i undergrunden
Et sted mellem himmel og jord
Hun går med sin mor
Hun er den blødende kvinde fra aftenen før

Løvinder havde vogtet moderens jord uden for Rom
Mændene vuggede himlens lys i deres barske hænder
Barbarerne badede i Fatimas hånd
Allah
Deres latter spejlede himlen for oven
Hun er en af dem fra aftenen før
Hun går med sin mor

Hun dansede hen over trægulve på Jagtvej i går
Måske svæve er det rigtige ord
Hun skjulte sine svulmede hænder
Hendes krop som bar jeres sjæls nat
Mens I sov
Hun går med sin mor
Hun er den mørke kvinde fra aftenen før

Tørken har ført os hertil
Solen gav os lov
Vi har citroner og hjerter der lyser
Vi har ingen beviser for vores omsorg
Vi er de elskende fra i går
Vi er de milde arabere der går
Vi er dem der går

Vi roterer under jeres dyner og racistiske lovgivninger
Vi dufter af sved, tobak og tårer
Vi har tabt vores hjerter til hashrøg
Og byens tidlige morgener
Vi er de milde arabere der går
Vi er de milde arabere der står
Alle dem der så jer
I går