Trumps anerkendelse af israelske bosættelser er mere end bare symbolpolitik
USA’s anerkendelse af israelske bosættelser gør det umuligt for palæstinenserne at opretholde tilliden til internationale konventioner og til diplomatiet. Det er nu, EU skal træde i karakter og vise, at menneskerrettighederne gælder alle.

Artikel

28. November 2019
Af Bilal Al-Issa
Foto af The Turban Times

Siden den amerikanske præsident Donald Trump kom til magten, har USA’s indblanding i Palæstina/Israel været diplomatiske katastrofer, som fører regionen ind i en farlig og ukendt fremtid.

Først anerkendte Trump Jerusalem som Israels hovedstad og flyttede den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Så følte Trump ejerskab over de besatte syriske Golan højder og besluttede, at Golan højderne ikke længere er besat og dermed er en del af israel, på trods af at israel besatte området i 1967 fra Syrien. Senest har den amerikanske administration tilkendegivet, at USA ikke længere betragter de israelske bosættelser på Vestbredden som ulovlige.


Andre lande følger trop

På trods af at disse beslutninger betragtes som symbolske og ikke kommer til at ændre ved folkeretten eller international lov, vil det have en indflydelse på de geopolitiske forhold i området.

Vi har set lande, som enten har fulgt trop eller overvejet at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, såsom Guatemala, Australien og Rumænien. Senest har også Færøerne meldt ud, at de agter at træde ud af EU’s linje om ikke at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad under de nuværende forhold, hvor Østjerusalem betragtes som besat palæstinensisk område. Derimod agter Færøerne at flytte deres ambassade til Jerusalem.

Konsekvensen er, at flere og flere lande trodser internationale konventioner og FNs resolutioner fra både generalforsamlingen og de bindende resolutioner i sikkerhedsrådet og går enegang ved at tage beslutninger, som følger deres allierede stormagts politiske linje. Alt sammen bidrager det til en normalisering af den destruktive kurs. 

Den seneste udmelding fra USA betyder i praksis, at USA tilbageviser FNs resolution 2334, som fordømmer de israelske bosættelser på Vestbredden, og at USA bakker op om Israels praksis om at fordrive palæstinenserne fra deres hjem og jord, hvilket strider imod folkeretten.

Dette er naturligvis en stor sejr til Israels premierminister Netanyahu og de ca. 700.000 israelske bosættere, som er ulovligt bosat på Vestbredden. Denne har været tiltrængt for Netanyahu, der i over to omgange ikke har kunne samle en regering, og som har en omfattende korruptionsskandale hængende over hovedet, som han i torsdags blev tiltalt for.


Ingen tillid til konventionerne

Det palæstinensiske selvstyre har siden tiltrædelsen af præsident Mahmoud Abbas i 2005 for længst velvilligt smidt deres våben med en strategi om at sætte deres lid til folkeretten, FN-resolutionerne og de internationale konventioner, som skulle sikre palæstinenserne deres selvstændighed og selvbestemmelse.

Selvom denne strategi ikke har ført til nogen succes og på trods af, at der i 10 år ikke har været reelle forhandlinger imellem parterne, så har det palæstinensiske selvstyre hårdnakket holdt fast i strategien om at holde sig til forhandlingsbordet.

Men nu er der flere og flere stemmer i det palæstinensiske samfund, som har anerkendt situationen som håbløs og har fået svært ved at se lys for enden af tunellen.

USA har med de seneste beslutninger revet diplomati-kortet ud af palæstinensernes hænder, og flere palæstinensiske stemmer er begyndt at stille spørgsmålet om, hvorfor man som undertrykt og besat stadig skal sætte sin lid til love og konventioner, som alligevel bliver ignoreret i en verden, hvor jungleloven gælder. Når modparten spiller med sine økonomiske og militære muskler og opnår resultater derved, hvorfor skulle palæstinenserne så fortsat holde fast i diplomatiet?

Luxemborgs udenrigsminister Jean Asselborn har, som reaktion på USA’s anerkendelse af de israelske bosættelser som værende lovlige, reageret ved at foreslå, at EU burde anerkende Palæstina som en stat som en modreaktion på den destruktive tilgang som USA fører i sin politik.

Overstående er et skridt i den rigtige retning, men dette er langt fra nok. Israel har eksempelvis for under 2 uger siden tæppebombet Gaza som resulterede i over 35 dræbte og 110 sårede, hvoraf over halvdelen var kvinder og børn.

EU har muligheden for at forbygge at sådanne slags overgreb finder sted. Det kan gøres ved, at EU indfører et totalt forbud af import af israelske varer produceret i ulovlige bosættelser og en suspendering af Israels frihandelsaftalen med EU – som i øvrigt forudsætter at menneskerettighederne bliver respekteret.

Nu hvor USA har udspillet deres rolle som en fredsmægler, er der et tomrum, som skal udfyldes, og derfor er der ikke længere tid til at EU forbliver passive.

Bilal er program-manager og politisk rådgiver i Humanity 4 Palestine