NEDTRYKT, UNDERTRYKT – OP, OP, OPTØJER!
Endnu en Sort US-amerikaner er blevet likvideret af politiet. Igen er mennesker og medier i USA og herhjemme i gang med at fordømme de optøjer, der følger i kølvandet på drabet. Men optøjerne er ikke kun forståelige, de er også nødvendige.

Artikel

15. juni 2020
Af Mikas Lang
Foto af Tobias Nilsson

Forleden morgen stod jeg op og bryggede morgenkaffe, som jeg plejer. I de dage havde vi min svigermor sovende. Vores lejlighed er ikke særligt stor, så når hun er på besøg, sover hun i stuen, som er en slags køkkenalrum. Mens vandet løb gennem tragten, tjekkede jeg lidt overfladisk nyheder på min telefon, som jeg plejer. Dér var en gentagelse, der næsten var for meget. Den var lige ved at slå mig omkuld. I can’t breathe. Noget meget blødt samledes i mig, blev hårdt. Tårer pressede sig mod mine øjne. Endnu en racegjort sort person kvalt, eller mere præcist: likvideret, af US-amerikansk politi. Og så brød de igennem, tårerne. Jeg stod midt i stuen – foran min svigermor – og græd. Heldigvis stod min kæreste op i netop samme øjeblik og tiltrak sig opmærksomhed. 

Selv krøb jeg i skjul, krøb sammen i sengen. Jeg ved ikke, hvad det var, der gjorde lige præcis George Floyds død så ubærlig. US-amerikansk politi dræbte flere end 250 Sorte i 2019. I 99% af sagerne er der ikke rejst sigtelse mod gerningsmanden. En del af forklaringen på, at jeg ikke kan bære mordet på Floyd, er således nok den simple, at jeg hørte om Floyd i modsætning til de navnløse ofre.

En anden vigtig del er, at mordet på Floyd minder så meget om politiets likvidering af Eric Garner i 2014. Billederne af Garner, der ”fordi” han sælger cigaretter stykvis, bliver overfaldet og overmandet af fire betjente, trygler for sit liv – med de selvsamme hjemsøgende ord, I can’t breathe – og til sidst er død ved kvælning, ruller stadig over min nethinde i tide og utide. Det er så skræmmende, fordi jeg kan spejle mig i dem. Som Barack Obama sagde om Trayvon Martin – en stor dreng, der i 2012 på vej hjem med en pose Skittles i hånden blev likvideret af en privat vagtmand: ”Hvis jeg havde en søn, ville han ligne Trayvon.” Indtil videre har jeg kun set et stillbillede fra likvideringen af Floyd. Jeg kan ikke få mig selv til at se mere. Jeg kan ikke bære det. Jeg kan ikke få vejret.

Jeg stod midt i stuen – foran min svigermor – og græd. Heldigvis stod min kæreste op i netop samme øjeblik og tiltrak sig opmærksomhed.”

Der er også noget at grine af

Til gengæld har jeg set optagelser af politistationen i Minneapolis i brand. Jeg har set billeder af folk plyndre butikker og dele rovet med hinanden – og hvem som helst, ser det ud til. Og jeg må ærligt sige, at jeg har varmet mig ved de bål.

De, der formaner om fredelige demonstrationer, forudsætter en oprindelig ”fred”, som aldrig har fandtes. Fra sin fødsel har USA ført krig mod den Sorte befolkning, der overalt til alle tider er blevet dræbt vilkårligt af ordensmagten. 

 

Malcolm X sagde i karakteristisk klartekst: ”You don’t take your case to the criminal. You take your criminal to court.

Jeg kunne nok tale ind i den fortællestruktur, vi alle så godt kan lide: den lille mod den store, den undertrykte mod undertrykkeren. Det er trods alt ca. 1 ud af 1.000 Sorte mænd i USA, der dræbes af politiet, mens over 2% af den Sorte befolkning sidder i fængsel, og Sorte husholdningers medianformue er 1/10 af Hvide husholdningers. Racegjorte Sorte oplever negativ forskelsbehandling stort set alle de steder, man kan – og ikke kan – forestille sig. Rapperen Immortal Technique har i øvrigt sagt, hvad der bør siges om ’affirmative action’, ”ain’t reverse discrimination / that shit is a pathetic excuse for reparations”.

Men det er ikke kun dét, at der på retfærdig vis gøres oprør, der varmer. Varmen kommer af en anden fornemmelse. At se optøjerne har på forunderlig vis gjort mig lettere, jeg har leet. Og jeg kommer til at tænke på en scene fra den US-amerikanske forfatter og professor, Frank B. Wilderson III’s nye bog, Afropessimism. Her beskriver han, hvordan han som barn i Minneapolis sad og så 1960’ernes ”raceoptøjer” i USA på TV med sin bedstemor. Som om de var tilskuere til en sportsbegivenhed, sad de og heppede. Go ahead, son! råbte den gamle ad fjernsynet, når billeder af unge mænd i ødelæggelserne løb over skærmen. Barnet og den gamle grinede sammen.

Men hvad er der at grine af?

I Fordømte på jorden, skrevet under den algeriske uafhængighedskrig, skriver den martinikanske filosof og psykiater, Frantz Fanon, i en efterhånden forkætret passage om vold, at ”Den indfødte opdager altså, at hans liv, hans åndedræt, hans hjerteslag er som kolonistens. Han opdager, at kolonistens hud ikke er mere værd end en indfødts hud. Det må siges, at denne opdagelse ryster verden grundigt.” Svaret på den vold, der er nødvendig for at fornægte den ”indfødtes” menneskelighed, må nødvendigvis også være voldeligt i en eller anden forstand. Men denne vold viser, at vi alle er mennesker af kød og blod. At samfundet er menneskeskabt og står til at ændre. Når volden rettes mod bygninger, ser vi, at ”en mur er bare en mur / og ikke andet / den kan brydes ned”, som den tidligere Black Panther-aktivist og guerrilla i Black Liberation Army, Assata Shakur, skriver i sin selvbiografi. Volden vidner på den måde om en værdighed.

Sorte har ingen fortid. Vores betydning i nutiden er på mange måder til at overse, når vi fortsat myrdes vilkårligt.

Tilbage i stuen hos Wilderson i Minneapolis i 1960’erne spørger han sin bedstemor, hvorfor de Sorte er sure. ”Er vi sure, fordi…?” Hver gang svarer hun ”Nej, baby. Det er ikke derfor.” Til sidst skriger de to i kor: ”Vi er sure på verden.” Og så griner de. Fordi det er en lettelse at skrige, at verden grundlæggende er uetisk. Verdenssamfundets fundament er skævt. Og pilråddent.

 

Men det ser sort ud

Nu er racegjorte Sorte i USA – og vi slaveefterkommere i den Sorte diaspora generelt – jo ikke (engang) et koloniseret folk. Ikke at der er meget at misunde de forskellige oprindelige folk i Amerika, som blev udsat for folkedrab og dernæst interneret på deres egen jord. Men de oprindelige folk har dog en historie. De har en tilknytning til jorden, som om ikke i juridisk, så i moralsk forstand er deres.

Ud over at Sorte som gruppe har sociale og økonomiske vanskeligheder, og ud over at Sorte har relativt større chance for at blive dræbt af politiet, selvom de oftere er ubevæbnet og sjældnere er truende i drabsøjeblikket, så er de – vi – også et ”folk”, hvis historie starter med slavegørelse, med umenneskeliggørelse. Millioner af mennesker fra forskellige folkeslag gik gennem Døren uden tilbagevenden – slaveforter som Christiansborg i Ghana – blev sejlet over Atlanterhavet, liggende i opkast og ekskrementer, og kom ud som Slaver. Som Sorte.

Sorte har ingen fortid. Vores betydning i nutiden er på mange måder til at overse, når vi fortsat myrdes vilkårligt. Eller når ”man” lader os dø – af sult, af crack-kokain, i Middelhavet. Og så videre.

Det er vigtigt at understrege, at racismen i USA (stort set) ikke handler om Trump, og hvorvidt han citerer en racistisk politichef fra sydstaterne. Black Lives Matter opstod under Obama. De navne, vi kender fra danske medier, Trayvon, Garner og Mike Brown, blev indgraveret i gravsten under Obama. Uligheden mellem Sorte og Hvide steg under Obama. At USA’s svar på det håb, Obama trods alt repræsenterede, så var at vælge Trump, fortæller en del. Mange venstreorienterede har forklaret valget af Trump med en derangeret Hvid arbejderklasse, der frygter for fremtiden. Forfatteren Ta-Nehisi Coates minder os imidlertid om, at Trump slog Hillary Clinton blandt alle Hvide vælgergrupper; fattige, rige, veluddannede, kvinder. Alle.

Det her står mig nær. Men det er også vigtigt. For ligesom økonomi og kultur i dag er global med lokale karakteristika, er racisme og anti-Sorthed det også. De er vævet sammen. Derfor hepper jeg, når politistationen brænder.

 

Mikas Lang er forfatter til digtsamlingen Melanin, som udkom i 2019. Desuden er det for nyligt blevet offentliggjort at Mikas senere på året kommer med en ny digtsamling på OVO Press, ligesom også hans oversættelse af Frank Wilderson III vil blive udgivet på samme forlag.

Teksten blev oprindeligt udgivet i ugebrevet fredag aften.

Som en tilføjelse har Mikas skrevet sine refleksioner om tilblivelsen og udgivelsesforløbet af den tekst du netop har læst. Dem kan du læse her.