Artikel
Disse spørgsmål trænger sig voldsomt på både globalt og i den hjemlige politiske scene. Særligt nu, hvor Brexit i Storbritannien, valget af Donald Trump i USA og det manglende klare højre-venstre-orientering i det franske valg i maj måned i år endnu en gang har paralyseret venstrefløjen og om muligt skabt endnu mere politisk rådvildhed. Også herhjemme, hvor debatter om national identitet (den såkaldte danskhed), kvindekamp og Danmarks orientering mod omverdenen, hvad enten det handler om ulandshjælp, krigsdeltagelse eller at redde undertrykte kvinder i andre dele af verden, bliver redskaber for afsporing af nogle ellers nødvendige offentlige samtaler om det personlige og det politiske.
I en sådan kompleks og uigennemskuelig arena bliver det let at gøre nogen til syndebukke, som egentlig ikke besidder magten til at fratage nogen rettigheder eller privilegier. Et eksempel er, når forfatter Jette Hansen i et forsøg på at fremsætte en kritik af intersektionalitet som analyseform, skrider i svinget og angriber nogle ikke-magthavende minoriteter og iscenesætter dem som de egentlige undertrykkere. En kritik af pop-udgaver af intersektionalitet, identitetspolitik og den efterfølgende markedsliggørelse af udsatte positioner er ellers i bund og grund fuldt valid, hvis ikke det som hos Hansen kommer til at munde ud i så mange fejlanalyser, at det i sig selv bliver til hatespeech (for eksempel mod transkvinder). Eller som når en debatredaktør på Weekendavisen peger på ‘politisk korrekthed’ som årsagen til Trumps sejr i USA, blot fordi minoriteters kamp for lige rettigheder udnyttes til selvpromovering af nogle få rige collegestuderende. Begge bidrager med deres egne versioner af identitetspolitik til at springe over, hvor gærdet er lavest, og mangler nogle grundlæggende trin i deres analyser.
Vi fastholder, at det er muligt at fremføre en kvalificeret kritik af identitetspolitik og den deraf følgende individualisering og personlige branding og storytelling, som finder sted på så mange niveauer i politik og samfund, at det efterhånden kan betragtes som mainstream.
Storytelling som et redskab til individualisering af strukturelt betingede problemer
Storytelling er et greb, der låner fra ældgammel fortællekunst, hvor en bestemt handling, udvikling og ikke mindst en personlig fortælling styrer historien. Der er i og for sig intet i vejen med at bruge storytelling til at skabe interesse for en sag, men når politiske organisationer, NGO’er og stater overtager denne metode, medfølger der ofte et bestemt mønster: Hvis historien har et mål, for eksempel at få folk til at donere til en bestemt enkeltsag, så skal denne person eller sagens ansigt være tilpas identificer- og salgbar for et bredt flertal. Denne markedslogik sætter grænser for hvor kritisk budskabet kan være, og det hindrer vejen for strukturelle analyser, der kan åbne for mere grundlæggende forandringer af global politik og økonomi. Det gør sig blandt andet gældende i den danske stats udviklingsarbejde, der ofte er baseret på “feel-good-projekter” og en succes for den enkelte, som donorerne – inden for projektets korte levetid – kan tage og føle på. Der er tale om personfokuserede udviklingsprogrammer, som først og fremmest skal sælges til den danske befolkning. Et eksempel var, da en forening for nyligt søgte disse fondsmidler af Danida med det formål at undersøge og formidle konfliktoptrappende og krisefremmende faktorer i Mellemøsten. Det vil sige udviklingsrelaterede udfordringer og dynamikker, som man ellers må tænke sig er Danidas interesse at få belyst nærmere. Foreningen fik et afslag af den simple grund, “at finanskriser og økonomiske strukturer ikke er spændende for læseren”. Man kan indvende her, at der i ansøgningens perspektiv heller ikke er nogen kort og ukompliceret vej til udvikling, som der for eksempel er ved at bygge fodboldbaner eller uddele en ged, hvor forandringen indtræffer resolut. Den slags arbejde er også i dén grad afgørende og berettiget, men ender, når det står alene, med blot at fungere som symptombehandling.
At markedslogikken, salgbarhed, på denne måde er gennemtrængende i institutioner er ikke i sig selv nogen nyhed, men det bliver særligt problematisk, når præmissen for kampen mod uretfærdighed først og fremmest er, at den skal gøres spændende for læseren og opfylde særlige nyhedskriterier såsom nærhedsprincippet, hvor den personlige identifikation med historien er det bærende element for historiens berettigelse.
Der er naturligvis nogle fordele ved storytelling, men ser man på eksempler fra rundt om i verden, sker der ofte et skift i fokus fra det politisk-strukturelle mod det liberal-individualistiske, når personfokus er i centrum. Man kan for eksempel uddele mad til en taknemmelig familie i Afrika eller yde mikrolån til kvinder, der kan købe symaskiner eller en lille forretning, der kan redde en familie fra sult og fattigdom. Hvad der ofte ikke bliver fortalt er, ifølge den kritiske feministiske teoretiker Nancy Fraser, at disse velgørende praksisser sjældent efterfølges af politiske reformer, der får modtagerlandene til at foretage offentlige investeringer. Tværtimod sker der ifølge Fraser, en neoliberal overtagelse af et oprindeligt feministisk, bestyrkende (empowering) initiativ, så disse mikrolån bliver brugt af stater til at sløre manglende makropolitiske reformer og acceptere øget privatisering. På den måde bliver personliggjort feminisme et redskab til at individualisere et politisk problem som fattigdom. Staternes indsats kan passende tilbagerulles, selvom lånene langt fra er tilstrækkelige i forhold til at komme fattigdom til livs.
Man kan finde lignende eksempler fra andre oprindeligt radikale projekter, hvor personlige (succes)historier og lean in-feminisme – den idé, at hver kvinde er sin egen lykkes smed som ovenstående eksempel baseres på – kommer i vejen for en grundlæggende ændring af fordelingen af ressourcer. Fraser peger på, at en grundlæggende omfordelingspolitik bliver fortrængt af identitets- eller anerkendelsespolitik, hvor individers frigørelse, succés eller kulturelle identitet slører for manglende økonomisk omfordeling. Det er i den forbindelse, at vi kan se en sammenhæng mellem identitetspolitik og nye fortolkninger af intersektionalitet, der afpolitiserer feminisme, udviklingshjælp (ofte med kvinder skubbet i front) og økonomisk politik.
Intersektionalitet: løsning på et juridisk tomrum – ikke en kamp om undertrykkelse
Det kan ikke understreges nok, at den sorte, amerikanske jurist Kimberly Crenshaw, der introducerede intersektionalitet som begreb ikke arbejdede identitetspolitisk, men med intersektioner af køn og race som medskaber af diskrimination på arbejdsmarkedet. Ifølge Crenshaw selv, der siden den såkaldt tredje bølge af feminisme er blevet fejllæst og mistolket i én uendelighed, handler intersektionel analyse netop ikke om identitet i sig selv, men om hvordan identiteter bliver brugt af staten, dens institutioner og private virksomheder som redskab til at marginalisere og ekskludere bestemte borgere fra arbejdsmarkedet. Hun bemærkede, at mens sorte mænd var beskyttet af love imod racial diskrimination og hvide kvinder var det af love mod sexisme på arbejdspladsen, nød sorte kvinder ingen beskyttelse: Der opstod et juridisk tomrum, hvor folk, der både oplevede kønnet og racial udelukkelse på arbejdsmarkedet, ikke var beskyttet af antidiskriminationslove. Det er dette juridiske gab, som intersektionel analyse søger at finde en løsning på, hvilket gør den til et anvendeligt begreb i den såkaldt virkelige verden og bestemt ikke til et rent akademisk påfund, som modstandere af den ellers påstår.
Alligevel er et oprindeligt juridisk og politisk begreb som intersektionalitet med tiden også blevet overtaget af liberalistisk ideologi, hvor intersektionalitet er blevet til markedsliggørelse af identiteter, som individer kan ‘samle på’ og dermed akkumulere en form for social kapital og legitimitet (det, som nogle nedladende kalder oppression olympics). Men ifølge Crenshaw er det at være en sort kvinde ikke i sig selv nogen forklaringsfaktor for ens politiske tilhørsforhold eller ageren, selv om det kan forklare hvilke specifikke magtstrukturer, man mødes med. Det er denne misforståelse – en forveksling af praktisk juridisk diskrimination med neoliberal opbygning af social kapital via akkumulation af identiteter -, der får opponenter af intersektionalitet til at forveksle den med ’konkurrence i undertrykkelse’ og til at aflæse den som “identitetspolitik gange tusind”, som Crenshaw selv formulerer det. Det samme gælder, når alle og enhver pludselig skal ‘tjekke deres privilegium’ – som om at handlingen, eller blot udsagnet i sig selv, vasker den bekendende ren og gør klasseanalyse irrelevant.
Identitetspolitk kan ikke stå alene
På samme måde, understreger Nancy Fraser, overses de økonomiske relationer, hvis vi udelukkende arbejder identitetspolitisk – eller, som hun kalder det, anerkendelsespolitisk. Social og politisk ustabilitet, forårsaget af økonomisk udbytning og ulighed, afhjælpes ikke ved brug af individualiseret identitetspolitik. Det forhindrer ikke fremtidige konflikter eller krige, at enkeltpersoner anerkender islam, spiser en falafel eller i det hele taget ’værdsætter’ minoritetskultur, hvis den økonomiske og globale magtanalyse fortsat udebliver fra samtalerne.
Derfor slår vi fast at identitetspolitik ikke nødvendigvis er progressivt i sig selv. Men selv om intersektionel analyse og klasseteori umiddelbart stilles op som modsætninger, er de afhængige af hinanden og på ingen måde gensidigt udelukkende. De kan blot ikke fungere hver for sig. Klasseanalyse risikerer at undervurdere systematisk kulturel diskrimination, mens intersektionalitet og privilegieteori risikerer at have for stort fokus på individer og dermed undergrave kampen for global-økonomisk retfærdighed og udvikling. Klassekamp og minoritetskamp skal gå hånd i hånd.