I løbet af 1800-tallet vokser den politiske zionisme frem med målet om at oprette et nationalt hjemland for jøder.

Antisemitismen er udbredt i Europa i slutningen af 1800-tallet. Jøder er ofre for en bølge af voldelige angreb (pogromer) i det Russiske Imperium, som sender millioner på flugt. Den jødiske indvandring til Palæstina begynder for alvor. 

I 1897 grundlægges “World Zionist Organization” ved den første zionistkongres i Basel. 

I et brev erklæres den britiske støtte til etableringen af “et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk”. Brevet er skrevet af den britiske udenrigsminister Arthur J. Balfour til en af den zionistiske bevægelses ledere, Lord Rothschild.

I brevet står der desuden, at der ikke må gribes ind i ikke-jødiske samfundsgruppers rettigheder. På det tidspunkt er over 90% af befolkningen arabere.  

Under en 6-måneder lang generalstrejke kræver palæstinenserne uafhængighed fra kolonistyret samt et stop for den omfattende jødiske immigration og briternes salg af land til jøderne. 

I løbet af 1930’erne er immigrationen markant stigende grundet den tiltagende tyske jødeforfølgelse. Den jødiske befolkning i Palæstina mere end femdobles i årene 1922-1939. 

Udover at miste jord presses palæstinenserne også af en zionistisk politik, som kun tillader jødisk arbejdskraft på den landbrugsjord, de er kommet i besiddelse af.

Briterne slår hårdt ned på strejken, som udvikler sig til et væbnet, nationalt palæstinensisk oprør mod kolonimagten. Briterne etablerer en nødretstilstand, som gør brutale razziaer, detentioner, udgangsforbud og kollektiv afstraffelse til en del af hverdagen for palæstinenserne. 

Storbritannien sender mere end 20.000 tropper til landet for at nedkæmpe oprøret, og zionistiske militser trænes og bevæbnes. Oprøret bliver knust.

Storbritannien meddeler FN, at de vil trække sig ud af Palæstina. 

Samme år fremlægger FN en delingsplan, som giver israelerne 56 pct. af Palæstina og palæstinenserne 44 pct.

Planen afvises af den Arabiske Højkomité, et palæstinensisk politisk organ dannet i 1936 i forbindelse med generalstrejken. Alle arabiske medlemslande i FN stemmer imod. Planen vedtages alligevel, men bliver aldrig realiseret.

I perioden fra FN’s delingsplan bliver fremlagt og frem til Storbritannien trækker sig ud af landet i maj 1948, fordriver zionistiske militser omkring 250.000-300.000 palæstinensere fra deres hjem. 

På dagen hvor det britiske mandat udløber, d. 14. maj, erklærer den zionistiske bevægelse oprettelsen af staten Israel. I Israel fejres dagen som Yom Ha’atzmaut, “Uafhængighedsdagen”. 

Dagen efter erklærer arabiske nabolande Israel krig, som varer indtil 1949. 

Denne periode er kendt som al-Nakba, der betyder katastrofe på arabisk. Israel begår massakrer på hundredvis af palæstinensiske landsbyer. Den palæstinensiske befolkning bliver etnisk udrenset. 

Israel ekspanderer ud over grænserne fra FN’s delingsplan og kontrollerer efter erobringerne 78 pct. af Palæstina. Egypten har taget kontrol over Gaza, og Jordan har taget kontrol over Vestbredden. 

15.000 palæstinensere er blevet dræbt. Mere end halvdelen af den palæstinensiske befolkning, omkring 750.000 mennesker, er fordrevet fra deres hjem og gjort til flygtninge.

Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) dannes med formålet at kæmpe for en sekulær, demokratisk palæstinensisk stat. 

Oprindeligt er det bevægelsens mål at etablere en palæstinensisk stat i hele det område, der udgør det historiske Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet. Det mål bliver senere revideret til fordel for en tostatsløsning. 

Efter seksdageskrigen i 1967 slutter flere militante palæstinensiske modstandsgrupper sig til PLO.

Den største af grupperne er Fatah under ledelse af Yasser Arafat, som bliver formand for PLO i 1967 og er det frem til sin død i 2004.

I juni 1967 foretager Israel et såkaldt præventivt angreb, som fører til 6 dages kampe med de arabiske nabolande Egypten, Syrien, Jordan og Irak. 

Krigen ender med sejr til Israel, som erobrer og besætter Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, samt Sinaihalvøen og dele af Golanhøjderne. Israel kontrollerer nu hele det historiske Palæstina. 

Besættelsen fordømmes af FN’s Sikkerhedsråd, som udsteder resolution 242, der kræver, at Israel trækker sig ud af de besatte områder. Det gør Israel ikke. 

Straks efter krigen begynder israelske grupper at bosætte sig i de besatte områder med fatale konsekvenser for den lokale befolkning. De får snart officiel støtte fra den israelske regering. 

6. oktober angriber en koalition anført af Syrien og Egypten israelske tropper på det besatte territorium. Tusindvis af israelske soldater bliver dræbt. 

Syrien tilbageerobrer Hermonbjerget i Golanhøjderne. Israel indvilger i at forhandle med Egypten. Det fører til Camp David-aftalen i 1979, som få år senere munder ud i israelsk tilbagetrækning fra Sinaihalvøen. 

Den israelske stat har siden sin grundlæggelse gjort brug af nødbestemmelser til blandt andet at afspærre og ekspropriere land tilhørende palæstinensere inden for Israels grænser. 

I 1976 står det klart, at staten har planer om at overtage store dele af Galilæa. Det fører til en omfattende palæstinensisk mobilisering imod eksproprieringsspolitikken, som kulminerer med en generalstrejke og massedemonstrationer d. 30. marts. 

Israelske sikkerhedsstyrker dræber 6 demonstranter og sårer og arresterer hundredvis. 

Siden har palæstinensere både i Israel, Gaza, på Vestbredden og i den palæstinensiske diaspora årligt markeret d. 30. marts som Land Day.

Med vedtagelsen af Jerusalem-loven i 1980 annekterer Israel formelt Østjerusalem og erklærer, at den samlede by er Israels hovedstad. Året efter annekterer staten også Golanhøjderne. 

Østjerusalem er nu ikke længere som resten af de besatte områder underlagt militær lov, men i stedet indlemmet under israelsk civil lov – herunder den såkaldte Absentee Property Law. 

Ifølge denne lov har staten ret til at ekspropriere palæstinensiske ejendomme, hvis ejerne på noget tidspunkt var fraværende under fordrivelserne i 1948. Palæstinensere derimod kan ikke kræve tabt ejendom tilbage. 

Siden annekteringen har staten i stigende grad anvendt loven til at overdrage grunde tilhørende palæstinensere til israelske bosættere i Østjerusalem.

Israel invaderer i 1982 Libanon med henblik på at uskadeliggøre PLO, som på det tidspunkt har base i Beirut samt i flygtningelejrene i det sydlige Libanon. 

Efter måneders kampe og en langtrukken israelsk belejring indvilger PLO’s lederskab i at forlade Libanon med alle deres soldater – med en forsikring om at internationale styrker vil beskytte landets palæstinensiske flygtningelejre. 

Men kort efter forlader også de internationale styrker landet. 

Efterfølgende omringer israelske styrker flygtningelejrene Sabra og Shatila. Israel lader kristne libanesiske militser trænge ind. Herefter følger en massakre, der står på i tre dage.

Mere end 3.000 civile bliver dræbt. FN’s generalforsamling fordømmer massakren og betegner den som et folkedrab. Israels daværende forsvarsminister Ariel Sharon bliver holdt personligt ansvarlig og må træde tilbage.

Efter 20 års besættelse bryder et palæstinensisk oprør ud i Gazas flygtingelejre og landsbyer, som hurtigt spreder sig til Vestbredden. 

Intifada er arabisk for at ryste noget af sig. 

Oprøret er folkeligt og manifesterer sig hovedsageligt i fredelige protester, strejker, boykot, et stop for betaling af skatter, civil ulydighed og stenkast mod tanks.

Oprørene kæmper for palæstinensisk uafhængighed og kræver, at Israel efterlever FNs resolutioner og trækker sig ud af de besatte områder – samt lader flygtninge vende tilbage til de områder, de er blevet fordrevet fra årtier tidligere.

Israel slår oprøret brutalt ned med masseanholdelser, kollektiv afstraffelse, vold, tortur og udgangsforbud. Hele landsbyer bliver blokeret i dagevis, hvor ingen kan slippe ind eller ud. 

Forsvarsministeren giver israelske styrker besked på at brække demonstranternes knogler.  IDF-soldater får besked på at skyde mod flygtende palæstinensere, selv hvis de ikke har været involverede i voldelige aktiviteter. Israels undertrykkelse af protesterne møder international fordømmelse.

I alt bliver 1.124 palæstinensere dræbt under Intifadaen, heraf 250 børn. 90 israelere bliver dræbt, heraf 3 børn. 

Den første Intifada slutter officielt ved underskrivelsen af Osloaftalen i 1993.

Under Intifadaen erklærer det palæstinensiske nationalråd PNC, som er PLO’s øverste organ, etableringen af et uafhængigt Palæstina med Jerusalem som hovedstad. 

Med erklæringen accepterer PLO eksplicit en tostatsløsning. Den understreger, at selvom vedtagelsen af FN’s delingplan i 1947 var en historisk uretfærdighed, så cementerer delingsplanen samtidig det palæstinensiske folks ret til en uafhængig stat.  

PLO anerkender FN’s resolution 242, som indebærer en accept af grænserne fra før 1967. Organisationen bekendtgør, at den vil tage kontrol over de besatte områder, når Israel trækker sig tilbage. Forinden har Jordans konge officielt opgivet at genoptage kontrol over Vestbredden. 

PLO tager nu afstand fra terror og mener ikke længere, at væbnet kamp er den rette vej til at nå målet om en uafhængig palæstinensisk stat.

Med Osloaftalen indleder PLO og Israel en forhandlingsproces, der efter fem år skal munde ud i en endelig fredsaftale. Det sker aldrig. 

PLO har anerkendt den israelske stats ret til at eksistere. Israel har anerkendt PLO som repræsentant for det palæstinensiske folk, men har ikke givet nogen garantier for en fremtidig palæstinensisk stat. 

Det palæstinensiske selvstyre oprettes som midlertidig myndighed, der delvist overtager kontrollen med Gazastriben, mens Vestbredden opdeles i 3 zoner. 

Selvstyret får kontrol over den civile administration i en zone, der udgør 18 pct. af Vestbredden. 22 pct. er under fælles kontrol, mens størstedelen (60 pct.) er under israelsk kontrol. Israel har fortsat militær kontrol over hele Vestbredden og Gaza. Israel fastholder også sin kontrol over vandforsyningen i de besatte områder. 

Retten til vand bliver aldrig forhandlet på plads. Det samme gælder Jerusalems status, palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem samt Israels grænsedragning og ulovlige bosættelser. 

Under Osloprocessen udvider Israel bosættelserne på Vestbredden og bygger motorveje og tunneler, der forbinder dem og Israel. Palæstinensernes bevægelighed begrænses af militære checkpoints.

I 1993 er der omkring 247.000 bosættere på Vestbredden, inklusiv Østjerusalem. I 2001 er tallet steget til 375.000. 

I 1994 dræber en israelsk bosætter 29 muslimske palæstinensere, som er i færd med at bede i al-Ibrahimi-moskeen i Hebron. Hamas og Islamisk Jihad indleder en stribe selvmordsattentater, som over de følgende år dræber over 120 civile israelere. 

I 1996 kommer partiet Likud til magten i Israel under ledelse af Benjamin Netanyahu, som er modstander af Osloaftalerne. 

Osloprocessen går endeligt i stå, da den anden Intifada bryder ud.

Osloprocessens løfte om en endelig fredsaftale mellem Israel og PLO er efter 5 år stadig ikke indfriet. Israel fortsætter med at opføre hegn, mure og checkpoints i de besatte områder, og adgang til Østjerusalem kræver nu en særlig tilladelse for palæstinensere fra Vestbredden og Gaza. 

Hen over sommeren 2000 forhandler PLO og Israel i Camp David med USA som mægler, men uden en aftale bliver indgået. 

I september indtager Ariel Sharon, partileder for Likud, al-Aqsa-moskeen i Østjerusalem med 1.000 bevæbnede betjente. Palæstinensiske massedemonstrationer spreder sig hurtigt fra Jerusalem til Vestbredden. 

I løbet af de første dage affyrer israelske soldater over en million kugler. 70 palæstinensere bliver dræbt indenfor første uge.

Flere palæstinensere griber til våben for at forsvare sig mod de israelske sikkerhedsstyrker. Israel tager tanks, helikoptere og artilleri i brug. 

Hamas og Islamisk Jihad igangsætter en bølge af selvmordsaktioner, der primært rammer civile israelske mål. Fatah udfører også igen selvmordsangreb. 

Israel straffer den palæstinensiske befolkning kollektivt ved at invadere områder kontrolleret af det palæstinensiske selvstyre, blokere veje, barrikadere byer, indføre udgangsforbud og rive hjem ned. Israel indfører en officiel politik om at henrette palæstinensere, som er mistænkt for at tilhøre en militant organisation. 

I april 2002 trænger israelske styrker ind i flygtningelejren Jenin på Vestbredden. Missiler og bulldozere jævner huse med jorden. Omkring 4.000 mennesker mister deres hjem. Mindst 52 bliver dræbt, hvoraf mindst 22 er ubevæbnede civile, herunder børn, handicappede og ældre. 

I alt bliver omkring 3.000-4.000 palæstinensere og omkring 1.000 israelere dræbt under den anden Intifada. 

Israel påbegynder i 2002 opførelsen af en 712 kilometer lang barriere på Vestbredden. I byer og andre tætbefolkede områder består barrieren af en 8-9 meter høj mur. 

Omkring 85 pct. af barrieren løber igennem Vestbredden – og altså ikke langs grænsen, der adskiller den israelske stat fra det besatte område. Områder med en høj koncentration af ulovlige bosættelser indlemmes på den israelske side af barrieren, herunder Østjerusalem. 

Israel annekterer hermed de facto yderligere omkring 10 pct. af Vestbredden. 

I 2004 afgør den internationale domstol i Haag (ICJ), at barrieren er ulovlig. Israel nægter at rette sig efter dommen.

I 2005 trækker Israel alle militære styrker ud af Gaza og nedlægger sine bosættelser.

Israel bevarer kontrollen over områdets luftrum, territorialfarvand samt grænser til lands, hvor staten siden 1994 har opført hegn, militære zoner og indført midlertidige blokader.

Hamas, som hidtil har boykottet valg, stiller op til det palæstinensiske selvstyres parlamentsvalg og vinder et flertal af sæderne. 

Hamas tilbyder en 10-årig hudna (våbenhvile), hvis Israel trækker sig ud af de besatte områder, hvilket vil betyde en de facto anerkendelse af Israel – og accept af en tostatsløsning med grænserne fra før 1967. 

Men Israel og USA nægter at anerkende valgresultatet og afviser at forhandle med en regering, som Hamas er en del af, før Hamas formelt anerkender Israel og tager afstand fra voldelige metoder. 

USA og EU indfører sanktioner mod det palæstinensiske selvstyre. Israel indfører en blokade af Gaza. 

Hamas forhandler om at danne en koalitionsregering med Fatah, som er det ledende parti i PLO og det palæstinensiske selvstyre. Efter et mislykket amerikansk-støttet kupforsøg bryder kampe ud mellem de to parter.

Det ender med en splittelse af det palæstinensiske selvstyre, hvor Hamas kontrollerer Gaza, og Fatah fortsat kontrollerer dele af Vestbredden. 

Israel skærper blokaden af Gaza og kontrollerer nu al passage af varer og mennesker ind og ud af området. Det medfører en reduktion af Gazas BNP på 50 pct. og resulterer i en humanitær krise. 

80 pct. af befolkningen lever i dag under fattigdomsgrænsen og af mindre end en fjerdedel af de basisfødevarer, de levede af før blokaden. 

Over 90 pct. af vandet i Gaza er forurenet og uegnet til at drikke. Tilgængeligheden af elektricitet er konstant usikker, og de seneste år har der kun været elektricitet omkring halvdelen af døgnets timer.

I 2021 færdiggør Israel grænsehegnet mellem Gaza og Israel, der nu er 6 meter højt og dertil har en underjordisk jernmur udstyret med højteknologisk overvågnings- og våbenudstyr.

Siden blokadens start har Hamas’ angreb mod Israel primært bestået af raketangreb, mens Israel har ført massive bombekampagner mod Gaza.  

Under Operation Cast Lead i 2008 bliver omkring 1.400 palæstinensere dræbt. 13 israelere bliver dræbt. Israel kaster gentagne gange hvid fosfor over tætbefolkede områder. 

I løbet af 8 dages bombardementer i 2012 bliver 174 palæstinensere dræbt. 

I 2014 udfører Israel Operation Protective Edge med det erklærede mål at ødelægge Hamas’ omfattende tunnelsystem. 2.202 palæstinensere bliver dræbt, herunder 526 børn. 73 israelere bliver dræbt, herunder 1 barn og 5 civile.  

I alt bliver omkring 18.000 hjem i Gaza ødelagt under bombardementerne. Mere end 100.000 palæstinensere bliver hjemløse. Blokaden gør, at genopbygningen af hjem og infrastruktur i Gaza sker langsomt og begrænset.

Dagen, hvor palæstinenserne markerer Land Day, bliver i 2018 starten på næsten to års ugentlige massedemonstrationer i Gaza – kaldet the Great March of Return. 

Hver fredag tropper titusindvis af demonstranter op langs hegnet og kræver, at den nu 11 år lange blokade ophæves, og at de fordrevnes ret til at vende hjem respekteres. 

Protesterne er folkelige og fredelige – men der er også demonstranter, der forsøger at beskadige hegnet, brænder dæk, kaster sten, molotovcocktails og sender antændelige drager ind over det israelske territorium. 

Israelske styrker svarer igen ved at kaste tåregas, og snigskytter skyder mod demonstranterne. 

214 palæstinensere bliver dræbt, herunder 46 børn. Over 36.100, inklusiv 8.800 børn, bliver sårede. Over 8.000 af de sårede er ramt af skud. Ud af dem har 156 fået foretaget amputationer som følge af deres skader. 1 israelsk soldat bliver dræbt, og 7 bliver sårede.

Familier i Sheikh Jarrah-kvarteret i det annekterede Østjerusalem modtager i foråret fraflytningsvarsler, da bosættere hævder at have ret til deres hjem.

Det udløser store protester. Det israelske sikkerhedspoliti svarer hårdt igen og stormer al-Aqsa-moskeen under Ramadanen. Mindst 170 palæstinensere bliver sårede. 

Hamas reagerer ved at affyre raketter mod Israel. 13 israelere bliver dræbt, herunder 2 børn. Israel indleder endnu en bombekampagne mod Gaza, der dræber 261 palæstinensere, herunder 67 børn.

I 2021 erklærer den internationale straffedomstol (ICC), at den har mandat til at efterforskel mulige forbrydelser begået af Israel i de besatte områder og åbner en undersøgelse, som stadig er pågående. Israel har ikke tilsluttet sig ICC, men det palæstinensiske selvstyre blev medlem i 2015.

Menneskerettighedsorganisationerne Amnesty International, Human Rights Watch og B’tselem har alle indenfor de seneste par år konkluderet, at palæstinensere under israelsk kontrol lever under apartheid.

September 2023 udgiver FN’s komité for det palæstinensiske folks umistelige rettigheder en rapport, som konkluderer, at den israelske besættelse er ulovlig. 

Dels fordi Israels angreb i 1967 udgjorde en ulovlig aggression, og den følgende besættelse derfor fra dag ét har været ulovlig. 

Men også fordi besættelsen efter et halvt århundrede må siges at være permanent – og fordi den israelske stat fortsat nægter det palæstinensiske folk dets ret til selvbestemmelse og bryder international lov ved dens kontinuerlige annektering og diskriminerende apartheidstyre.