Efter epidemien: kinesisk forfatter retter hårdt angreb mod den kinesiske regering
Den kinesiske forfatter Yan Lianke retter et hårdt angreb mod den kinesiske regerings håndtering af coronakrisen og opfordrer til at huske på begivenhedernes grusomhed.

Artikel

23. marts 2020
Af Jacob Baagland Hou – litteraturstuderende
Illustration af  Eva Kragh Petersen

Den 21. februar på Hong Kong University of Science and Technology startede semestret med en fjernforelæsning med titlen ”Hvad sker der efter coronavirus?” leveret af den kinesiske forfatter Yan Lianke. Sidenhen er forelæsningen blevet oversat til engelsk og blev publiceret på hjemmesiden ThinkChina.sg i sidste uge.

Kritik af Kinas håndtering af COVID-19
Den internationalt anerkendte Yan Lianke er i forvejen en kontroversiel skikkelse i Kina, hvor flere af hans bøger er blevet censureret. I forelæsningen, som er rettet mod fremtidige forfattere, langer Yan Lianke kraftigt ud efter den kinesiske regerings håndtering af coronaepidemien.

”I den nærmeste fremtid, når nationen fejrer sejren over Covid-19 med musik og sang, håber jeg, at vi ikke bliver tomme og hule forfattere, der ’ekkoer med’, men mennesker, der lever autentisk med vores egen hukommelse,” skriver han blandt andet i sit opråb til de studerende.

Og den kinesiske regeringen er blevet kritiseret flere steder fra. Senest har man blandt andet i Horisont på DR kunne se, hvordan regeringen har fuld kontrol over mediernes dækning af epidemien, og aktivt bekæmper og anholder borgere, som ikke retter ind. Også Amnesty International har berettet om brud på menneskerettighederne, herunder censur, diskrimination mod den kinesiske befolkning.

Dem der husker
I sin forelæsning betoner Yan Lianke vigtigheden af hukommelsen, og opfordrer sine elever til at huske på, hvad der virkelig er sket, og ikke lade sig påvirke af den officielle historie, som den kinesiske regering prøver at skabe.

”Kroppe er endnu ikke blevet kolde og folk sørger stadig. Alligevel er man klar til at synge triumferende sange og folket er klar til at proklamere ”åh, hvor klog og stor!”

Yan Lianke harcelerer særligt mod, hvad han mener er regeringens målrettede forsøg på at ændre befolkningens kollektive hukommelse.

”Vores hukommelse er blevet reguleret, udskiftet og slettet. Vi husker og glemmer hvad andre fortæller os, at vi skal huske og glemme. Vi forbliver stille, når vi bliver bedt om det og synger på kommando,” siger han.

I forelæsningen hylder Yan Lianke også dem, der er gået mod regeringens censur og har dokumenteret begivenhederne i Wuhan. Hvad ville vi for eksempel have hørt og set uden forfatteren Fang Fang og lægen Li Wenliang? spørges der retorisk. Fang Fang har løbende offentliggjort en dagbog fra Wuhan – til stor fortrydelse for den kinesiske regering. Li Wenliang behøver næppe meget længere en introduktion. Han var lægen, regeringen straffede for at forsøge at advare om coronaudbruddet, og som på tragisk vis mistede livet til sygdommen.

Yan Lianke slutter af med en klar opfordring til fremtidige kinesiske forfattere:

”Hvis ikke vi kan tale åbent og højt, så lad os hviske. Hvis vi ikke kan hviske, så lad os være tavse mennesker med en hukommelse […] lad os være menneskene, der i stilhed træder til side, når folkemængden samles for at synge en sejrssang efter at slaget er vundet. Lad os være menneskene […] der husker og en dag kan give disse minder videre til vores fremtidige generationer.”